Energiløst
Populær
Selvom italienerne havde medbragt masser af gode numre, formåede Lacuna Coil aldrig helt at spille en rigtig god koncert. Danske Forever Still viste til gengæld flot profil.
Fordelen ved at starte en koncert kl. 22:20 er uden tvivl, at publikum kan nå frem. En af ulemperne kan derimod være, at publikum er en smule trætte, når hovednavnet går på. Begge dele gjorde sig gældende, da Lacuna Coil gæstede Lille Vega i fredags.
Det italienske symfoniske metalband Lacuna Coil udgav tidligere på året deres 8. studiealbum. En plade, der kom i forlængelse af, at tre af bandets ellers faste søjler valgte at forlade bandet. I stedet for at give op udgav bandet deres bedste plade i mange år. ‘Delirium’ var en overraskelse for de fleste. I forlængelse af udgivelsen gæstede bandet endnu en gang Danmark, denne gang Lille Vega.
Som support fik det fremmødte publikum fornøjelsen af vores helt egne Forever Still, der for nylig udgav deres debutplade ‘Tied Down’ via Nuclear Blast. En god mulighed for at opleve den danske kvartet og debutpladen live. Hertil havde hovednavnet taget opvarmning med hjemmefra i form af deres landsmænd fra Genus Ordinis Dei, forkortet G.O.D.
Elendig start
Netop de italienske landsmænd havde fået første tjans på scenen. Små 30 minutter, der næsten kun kunne gå for langsomt. Der var ikke meget interessant over den italienske kvartet. De spillede dødsmetal med et hint af symfonisk metal, som er ganske passende genremæssigt i forhold til aftenens hovednavn. Desværre var næsten alt imod italienerne, med undtagelse af publikum, der var mødt talstærkt frem. Fordelen ved at starte en koncert kl. 22:20.
Lyden i Lille Vega var ikke med bandet. Bassen var justeret alt for højt og rungede løs og overdøvede alt fra samples til guitar. Måske var det derfor, forsanger Nick K konstant så forunderligt sur ud. Det er dog mere sandsynligt, at det var dele af bandets noget teatralske fremtoning på scenen. En fremtoning, der var svær at tage seriøst, især fordi Nick K lignede en yngre, langhåret udgave af Martin Brygmann. Skønt det var ganske morsomt, hjalp det ikke på bandets uheldige lyd. Desværre kunne man stadig høre trommeslager Richard Maiz, og der var absolut ikke en fordel. Maiz havde utroligt store problemer med at holde rytmen, især når dobbeltpedalen blev taget i brug.
Kl. 22:45 sluttede G.O.D. heldigvis. Kvartetten kan måske noget, og det kan også godt være, de har nogle gode numre. Denne aften kunne vi desværre bare, bogstaveligt talt, ikke høre det.
Det nye danske håb
Alt blev markant bedre, da Forever Still gik på. Her er på ingen måde tale om national forskelsbehandling, den danske kvartet var bare meget bedre på alle fronter. Den lille halve time, Maja Shining og resten af ensemblet stod på scenen, var en tour de force i god opvarmning.
Nuvel, vokalen skulle lige justeres i lydbilledet, før det rigtig blev sjovt. Netop vokalen er et af bandets stærkeste kort og var en af koncertens helt store oplevelser. Bandets nu metalliske kompositioner har ikke som sådan de store overraskelser. Styrken ligger i samspillet mellem Shining og resten af bandet. En vokal, der minder om en yngre, mindre erfaren udgave af Alanis Morissette blandet med Skin fra Skunk Anansie. En stærk og kontrastfyldt stemme, der sammen med resten af kvartetten sørgede for, at det hjemlige publikum fik varmen efter aftenens første fadæse.
I løbet af koncerten blev publikum ført igennem et ganske fint sammensat sætliste. Bedst var numre som ‘Miss Madness’ og ‘Save Me’, mens bandets nye nummer ‘The Fighter’ varslede mere materiale af samme kvalitet som bandets bedste numre. De var til stede, leverede et energisk sceneshow og formåede at komme ud over scenen. Noget, der skulle vise sig at være et stort problem for aftenens hovednavn.
Forever Still er stadig et ungt band. Aftenens publikum var sandsynligvis gennemsnitligt 10 år ældre end de fire medlemmers gennemsnitsalder. Det gør som sådan set ikke noget, men det er svært rigtig at blive grebet af de noget naive tekster, det ‘Hunger Games’-lignende logo og hele den her typiske nu metal-vibe. Til gengæld skal der ikke herske tvivl om, at det er helt perfekt set i relation til bandets målgruppe. Denne aften vandt bandet på det musikalske og på professionalisme. Det var en rigtig god dansk aften.
Ikke dårligt, men heller ikke rigtig godt
Italienerne valgte at gå på 15 minutter før tid. Det var absolut at fortrække. De to sangere Christina Scabbia og Andrea Ferro indtog naturligt front, flankeret af den nyankomne guitarist Diego Cavalloti og bassist Marco Coti Zelati. Ryan Blake Folden var blevet gemt væk bagerst, som trommeslageren oftest er. Kvintetten lagde ud med ‘Ultima Ratio’, der netop er fra dette års udgivelse. Et fint startnummer, der blev fulgt op af ‘Spellbound’, som var eneste nummer fra ‘Shallow Life’ (2009).
Publikum tog pænt imod, men det var først ved aftenens fjerde nummer, den storladne ‘Heaven’s a Lie’, at det for alvor blev sjovt. Generelt havde sætlisten en naturlig overrepræsentation af nye numre, hvor størstedelen gjorde sig ganske fint. Bedst var titelnummeret, genindspilningen af ‘Comalies’-nummeret ‘The Ghost Woman and the Hunter’ samt ‘The House of Shame’, der afsluttede koncerten. Den ellers energiske ‘Blood, Tears, Dust’ faldt til gengæld helt til jorden i elendig lyd og buldrende trommer.
Et faktum, der desværre gav store problemer i starten af koncerten. Selv efter Scabbia havde bedt om at få sin lyd justeret, var der udfald, hvor den ellers smukke og stærke vokal ikke trængte igennem.
Lacuna Coil har nogle ganske publikumsvenlige numre. Et nummer som ‘Trip the Darkness’ indbyder til heavy-dans. Til trods for at publikum var mere end parat og udviste tydelig interesse for bandet, formåede kvintetten ikke at supportere deres musik fysisk. Energien var savnet, og denne aften var det kun trommeslager Folden, der lod til at have overskud nok til at give et reelt sceneshow. De to vokalister er delvist undskyldt, men såvel Zelati som Cavalloti stod nærmest forstenede gennem hele koncerten. Energien i numrene kom sjældent ud over scenekanten, og det skabte en underlig stemning, som hverken Ferros tørretumbler eller Scabbias charme kunne hamle op med.
Én ting er, at Lille Vega indledningsvis gav nogle småproblemer for bandet, en anden kvintettens egen manglende energi. Lacuna Coil har aldrig været et band der vælter ud blandt publikum,i hæsblæsende energiudladninger, men aftenens præstation var langt fra acceptabel.
Det manglende sceneshow satte nogle mærkbare begrænsninger for bandet. Hen mod slutningen blev koncerten dog bedre. Trekløveret ‘Our Truth’, ‘Enjoy the Silence’ og ikke mindst ‘Nothing Stands in Our Way’ blev leveret sikkert og skabte et mindre højdepunkt for koncerten inden ekstranumrene. Her fik publikum titelnummeret ‘Delirium’, der blev spillet med samme intensitet og styrke som på plade. Overraskende blev det også til ‘Zombies’ fra ‘Broken Crown Halo’ (2014). Nummeret er lidt tamt på plade, men virkede overraskende godt live. Endelig lukkede kvintetten med ‘The House of Shame’. Et stærkt nummer, der gjorde sig særdeles fremragende i liveudgave. En god afslutning, der redder koncerten fra at være en ærgerlig oplevelse.
Generelt var det ikke en god aften i Lille Vega. Samtlige bands havde problemer med deres lyd i varierende grad. Det satte desværre begrænsninger for, hvor godt det kunne blive. G.O.D. var mere grinagtigt end interessant, Forever Still var en fornøjelse, mens hovednavnets manglende energi resulterede i en samlet middelmådig koncertoplevelse.