Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Episk doommesse med kongerne

Populær
Updated
Episk doommesse med kongerne
Episk doommesse med kongerne
Episk doommesse med kongerne
Episk doommesse med kongerne
Episk doommesse med kongerne
Episk doommesse med kongerne
Episk doommesse med kongerne

Candlemass gav en overbevisende dosis "følelsespornodoom" på Roadburns hovedscene, hvor de fremførte hele deres tredje album, 'Ancient Dreams'.

Kunstner
Spillested
Dato
11-04-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Candlemass lagde for anden gang vejen forbi Roadburn for at spille et album i fuld længde. Hvor det i 2011 var 1986'er-debuten, 'Epicus Doomicus Metallicus', så stod 'Ancient Dreams' fra 1988, bandets tredje album, denne gang for tur. Pladen havde 25årsjubilæum sidst i 2013, hvilket blev fejret med en koncert i Stockholm, noget der egentlig blot skulle have været en enkeltstående affære.

Heldigvis var Roadburn så heldige også at få æren af at lægge øre til det mesterlige album, hvor bandet desuden havde neglet Per Wiberg fra Opeth til at fyre den af på keyboard. Den, der for alvor skulle stå prøven, var dog Candlemass’ nye forsanger, tidligere medlem af Yngwie Malmsteen og Therion, Mats Levén, der overtog pladsen efter fyringen af Robert Lowe tilbage i sommeren 2012. Levén havde fået sin sag for: at præstere vokal, der var Messiah Marcolin værdig, eller måske rettere Candlemass værdig. Der var under alle omstændigheder lagt i ovnen til en seriøs omgang episk doom med heltevokal og hele pibetøjet. Spændingen på Main Stage var til at tage og føle på.

Total forløsning til 'Mirror Mirror', hvor Levén fik bevist sit værd som et passende og fuldgyldigt medlem. Phew, så kunne man ånde lettet op, forsanger approved og så heltede, som de kommer i metalregi, han ramte det høje rent og faldt generelt godt ind i det fløjsbløde, doomy ridt, 'Ancient Dreams' er. Samspillet og interaktionen mellem de forskellige bandmedlemmer virkede afslappet og selvfølgeligt på den gode måde, dog var det til tider svært at høre Wibergs keyboard.

Overgearet gæst

Det er altid en lidt speciel oplevelse at se hele album fremført, mest fordi man lidt mister fornemmelsen af at være til koncert, da man kender hvert eneste skridt fremad. Den sædvanlige spænding, der opbygges og forløses mellem numrene, hvor man endelig får det nummer, man ventede på, går ofte lidt tabt. Måske var det, fordi man stod på Roadburn, omgivet af Candlemass-fans og fuld af forventning og glæde over endelig at se bandet live, men Candlemass formåede at løfte koncerten et sted hen, hvor kronologisk rækkefølge og fanden og hans forudsigelige pumpestok ikke betød noget som helst.

Desuden kom der et afbræk i form af Alan Averill fra Primordial, der gav den som gæstevokalist på 'Incarnation of Evil'. Måske den del af koncerten, der fungerede mindst godt. Hæderligt gæstejob, man kan ikke sætte en finger på hans vokal, men Averill virkede en smule overgearet til det doomede publikum, som han tydeligvis ønskede skulle gå bananas. Men ak. Al den hoppen rundt og ”nu skal vi op og klappe” gjorde ikke en skid. Folk var for længst drevet bort mod oldtidsdrømme i en rus af mesterlig episk guitar og tunge riffs.

Episk doom forever!

Ekstranumre blev der også plads til. Da 'Bewitched's støvletrampende doomriff tonede ud, er jeg ret sikker på at publikum - alt! - gik amok, men jeg ved det ikke, for jeg kunne ikke se ud over mængden for bare hår. Mit eget hår. Konger på scenen, mand. Og det blev endnu mere kongeligt, da sidste ekstranummer, 'Solitude', satte ind. Der er ikke nogen bedre måde at afslutte en Candlemass-koncert på, end med deres varemærke, dybfølt følelsespornodoom, der rammer lige ind i ens forvredne forever teen-hjerte. Smukt var det, specielt fordi jeg missede Candlemass’ optræden i 2011. Det her var et fortræffeligt plaster på såret.

Som en allersidste gestus til publikum gik Leif Edling alene på scenen og sang en svensk sang, muligvis et digt af Carl Michael Bellman, et forsigtigt gæt. En sidste lille vise, sikkert om noget hjerteskærende for dem, der forstår svensk, inden Main Stage lukkede sig om sig selv i et brøl af applaus. Episk doom for evigt!