Et anmeldereksperiment
Populær
En ophobning af tåbeligheder, dumheder, fjollede input og useriøse indslag kan kun sporadisk spolere Red Warszawas koncert på lørdag på Loppen.
Af og til skal en anmelder have ambitioner om at forny sig selv, og en muligvis håbløs måde at gøre dette på, kunne være at skrive teksten på forhånd. Så det vil denne skribent hermed gøre, da det måske på længere sigt kan medvirke til at udvikle evnen til netop at gå objektivt lyttende ind til koncerter og pladelytninger.
Til ethvert forsøg skal man have et offer, og intet band er mere oplagt til dette end Nordvestkvarterets store helte i Red Warszawa, der har nosser og kokosnødsbikini nok til at overleve en forudindtaget skrift, som den kommende.
Forsøget indledes
At sætte Red Warszawa på Loppens program midt i julefrokosternes hærgen af hovedstaden er nok ikke nogen dum idé, bedømt på antallet af publikums alkoholafledte dumheder. Og det er lige præcis her, at kvartetten kommer til sin ret. Således blev aftenen et orgie i pubertære udråb, som de færreste dagen efter ønsker at være genkendt som ophavsmanden bag.
Det var ingen opvisning i stor kunst og store følelser, da mikrofonhåndterer Lækre Jens iført skum-rollespils-rustning gik på scenen i selskab af bandbagmanden Heavy Henning, men måske snarere en udladning af idioti, der kan gøre det lettere at opføre sig nogenlunde sobert i andre sammenhæng.
En grim slags geddar
Man kunne i hvert fald ikke beskylde dem for at sætte det musikalske i højsædet – bevares en del numre, deriblandt den armhævende 'Generationen der ikke må heile', 'Brøndby Strand' og 'Jarmers Plads', har ørerhængerkvaliteter, men det var grimt fremført og med en umådeligt ringe lyd – fuldstændigt som på seneste plade, hvor guitarerne bragte minder frem om plastikeffektpedaler fra firserne.
På tilsvarende vis er det faktisk hovedrystende, at en så dårlig sanger som Lækre Jens ikke er ramt af en lov, der kan holde ham fra melodisk stemmebrug i andres nærvær. Heller ikke denne aften sad særligt mange toner i skabet, hvilket de jo aldrig har gjort i hans udlægning (så man kan selvfølgelig diskutere, om det overhovedet giver nogen mening at kritisere ham for at synge falsk på en falsk linje).
Med fokus på løjer
Kort opsummeret, så skulle man ikke være dukket op for at lytte – ”men når bare man kan feste og føle sig lidt fri, kan man jo altid komme og sige”, der findes to slags koncerter: Dem for hjernen og dem for pikken.
Og det var en fest. Ikke en af dem man behøver opleve så tit, men dejligt uforpligtende for intelligensen og så absolut fyldt med mennesker der ønskede at have en god aften (julefrokosttiden igen), og med en positiv stemning koncentreret omkring fællessang, nøgenhed, indtagelse af Jägermeister og stagediving.
Men hvordan bliver det så?
Ja, det svar kommer om lige præcis omtrent en uge i næste udgave af Devilution, hvor denne anmelder vil hænge sig selv op på de skrevne ord, og se, om han og bandet kunne leve op til teksten.