Et blackthrashende Gesamtkunstwerk
Populær
Nifelheim viste tirsdag på Loppen, at de uden konkurrence er metallens mest metalliske band. Og tak for det.
Der er få bands, der er mere metal end Nifelheim. Alene dedikationen til langt hår på trods af en stærkt vigende hårgrænse viser, at Nifelheim mener metallen så meget, at det nærmer sig karikaturen på allersmukkeste vis. Mavebælter med nitter, der former et pentagram, meget lange søm i læderarmbåndene og –benskinnerne og en lugt af ikke helt friske kødvarer, der – helt og aldeles bogstaveligt talt – kan lugtes, også bagved de allerforreste rækker. Masser af plastickranier og omvendte kors på scenen. Nifelheim er et band, der får én til at føle sig utilstrækkelig som metaller – det føles skandaløst, at man ikke som Nifelheim ofrer alle døgnets vågne timer for metallens skyld. Det ved jeg såmænd heller ikke, om Nifelheim gør, men det er i hvert fald den fornemmelse, man får, når man ser dem live, og det er jo det vigtigste.
Et mindre vulkanudbrud
Som opvarmning på denne ”The Evil Always Return”-turné (kongruensfejl er METAL! Husk det!) har de svenske brødre Tyrant og Hellbutcher og deres aldeles glimrende hold af medlemmer fra bl.a. Tormentor og Procession kroatiske War-Head og – ligesom på seneste turné – de brasilianske dødsthrashlegender Vulcano. War-Head lød ikke umiddelbart ophidsende, så de blev skippet. Vulcano missede jeg så en stor del af pga. Loppens nye spilletidspunkter – det var ellers, fandt jeg ud af bagefter, blevet annonceret tidligere, hvornår bandene gik på, men Loppens gamle spilletidspunkter er åbenbart groet fast i min hjerne.
Men jeg nåede trods alt at komme til de sidste fem numre, efter at have misset Nifelheim-brødrene være med oppe på scenen og synge med på Vulcanos ’Witches Sabbath’. Vulcano er et band, jeg sætter pris på. De tudsegamle (i hvert fald trommeslageren og guitaristen), primitive sydamerikanske dødsthrashere var fremragende de to gange, jeg tidligere har set dem, på Stengade og i Ungdomshuset. Denne aften virkede det nu ikke helt – lyden var meget lav, og det resulterede i en indsats, der fremstod mere energiforladt, end den egentlig var. Særligt under guitarsoloerne savnede man en ekstra guitarist – noget, der ikke var tilfældet ved tidligere seancer.
Men ret skal være ret: Der er forbehold for, at det har været bedre, og sange som ’The Evil Always Return’ og bandets ukuelige energi er ikke til at tage fejl af, ligesom det er fremragende, da trommeslager og Karl Marx-lookalike Arthur von Barbarian rejser sig og spiller trommer stående eller synger Sinatras ’My Way’ inden ekstranumrene. Et sympatisk band, der dog er set mere hærgende tidligere. Ikke noget nyt Krakatoa på Loppen denne aften.
Metallisk monomani som kunstform
Som antydet i indledningen er Nifelheim ikke et band, der er bange for at dyrke genrens klichéer på allermest livsaligt tegneserieagtive vis, tværtimod. De er grimme, de lugter dårligt, og de går ikke på scenen uden mindst 20 kilo læder og nitter pr. mand. Som man kan se på fotoet af sætlisten, har teksterne også prioriteterne i orden. Når man står og Nifelheim skammer man sig over overhovedet at høre bands, der har et andet tekstunivers; det er metallisk monomani ophøjet til en slags Gesamtkunstwerk.
Og så rykker det. For indarbejdet i klichéerne er også noget så fundamentalt som god sangskrivning i deres black/thrash med klassiske metaltendenser. Sange som ’Satanic Sacrifice’, ’Storm of the Reaper’, ’Sodomizer’ og ’Praise Lord Satan’ er simpelthen gode sange med fængende hooks pakket ind i en på overfladen grim og kaotisk gang bøllebulder, der bag bandets fremragende attitude – eller netop som en konsekvens af bandets attitude, for man kan da ikke hylde metallen så ubetinget uden også at skrive gode sange – gemmer på raffinement og finesse.
Og publikum headbanger da også på livet løs, mens "Niflerne" skærer fæle grimasser og knytter næver og laver satantegn og står oppe i fjæset på publikum og lugter af fordærvet kød og sved. De har også lydproblemer – Hellbutcher forsøger flere gange at få monitorlyden til at være højere, men også publikumslyden er lidt for lav – til gengæld er lydbilledet så lidt mere klart defineret end ved tidligere koncerter. Det er mindre massivt, men mere nuanceret. Frustrationen hos bandet over lydbilledet fylder dog ikke så meget, at det rokker en tøddel ved Nifelheims status som et af verdens sejeste livebands og måske det mest metalliske band i universet. Der bliver præsenteret tre nye sange, som alle synes at holde niveau.
Men koncerten ender også for tidligt, da Hellbutcher kommer til at skære hånden på en flaske, så blodet sprøjter, og bandet derfor må droppe klassikeren ’Storm of Satan’s Fire’. Øv. Og det er – sammen med det lidt lave lydniveau – også derfor, koncerten ikke får topkarakteren, som de fik sidst, de var i København. Det skal dog ikke skygge for, at det var en af årets koncerter. Selvom man føler sig så ussel over aldrig at kunne blive en tiendedel så metal som Nifelheim.