Et langt nostalgitrip
Populær
Helmet fejrede 'Betty's fødselsdag med et fyldt og begejstret Lille Vega, men medbragte desværre ikke en tidsmaskine.
Helmet er på landevejen i anledning af 20-årsjubilæet for 'Betty'. Et album, der udkom i juni 1994 i kølvandet på Kurt Cobains død og som satte et vredt vredt og hårdt punktum for grungeperioden. Helmet er anno 2014 lig med den altoverskyggende frontmand og guitarist Page Hamilton, som er orkestrets eneste tilbageværende originale medlem.
Den oprindelige besætning gik i opløsning i 1998, og blev forsøgt genoplivet i 2004, hvor Hamilton uden held forsøgte at lokke trommeikonet John Stanier og den originale bassist Henry Bogdan til at genforenes. I stedet fortsatte Hamilton på egen hånd med skiftende medlemmer, og har siden 2004 udgivet tre nye plader, hvoraf ingen dog har formået at vække nævneværdig opsigt.
Det var da også udelukkende på grund af jubilæet, og ikke for at gøre reklame for en ny udgivelse, at Helmet var mødt op på Lille Vega, hvor det på forhånd var annonceret, at bandet ville gennemspille hele 'Betty' og dernæst krydre med sange fra bagkataloget.
Behageligt, men bedaget
Og sådan blev det. Betty blev fremført i stram, kronologisk orden, uden snak eller andre svinkeærinder. Både Page Hamilton og resten af bandet havde en rigtig fin dag på kontoret, hvor Helmets signatur, den synkoperede, stramme staccato-hardrock blev fremført tæt, hæderligt og med god bund i lyden. Et fyldt Lille Vega kvitterede med jubel og generel begejstring over at genhøre numrene fra de cd'er, der ligger og samler støv i kassen under sengen, og som de sikkert ikke har afspillet i årevis.
Musikken er ligeledes en anelse støvet, og har ikke rykket sig fra sit ståsted siden fødslen. Helmet lever altså udelukkende i kraft af fortidens meritter, og der er jo nok en grund til, at bandet bliver ved at tage på disse jubilæumsturneer, som er en slags nostalgiske - om end velspillede - tidsrejser til en lettere falmet og bedaget musikalsk fortid.
Hardrockens David Gilmour
Når det kommer til scenepåklædning, er Page Hamilton vel næsten at sammenligne med David Gilmour, som bare vader på scenen og spiller i det tøj, han nu har på. Her er ingen gimmicks eller påsmurt attitude, og det er nu meget befriende. Efter 'Betty' blev der løsnet lidt op i takt med indtaget af Grønne Tuborg, og publikum fik et par kække bemærkninger med på vejen af den lune og afslappede frontmand, mens der fra scenen blev serveret en lang række af bandets bedste numre fra hele bagkataloget. Page Hamilton håndterer stadig den seksstrengede aldeles habilt, men nogen stor stemme har han aldrig haft, og det var heller ikke tilfældet denne aften. Toppen blev lige barberet af de højeste toner og vokalen blev til tider en lidt brægende affære. Men det kan nu sagtens tilgives, når resten af udfoldelserne blev leveret uden nogen form for slinger.
En lang tidsrejse
Det var en aften med value for money for det fremmødte publikum, som blev underholdt med mindst 5-6 ekstranumre og en Page Hamilton, der legende og drillende tog imod sangønsker skreget af fuld hals fra godt smurte publikummer i salen. Helmet har dog aldrig været kendt for den store diversitet eller musikalske spændvidde i deres udtryk, og mange af numrene lyder simpelthen ens, så mod slutningen var man derfor ved at være godt mæt af slikskålen fra 90'erne. Heldigvis blev der lukket og slukket med bandets vel nok største hit 'In the Meantime'. Solidt håndværk, solid udførelse og en fin oplevelse på en ellers røvsyg og blæsende mandag aften, men desværre var årstallet ikke 1997.