Publikum gjorde Anathema fortræd

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bd/ab/5a/21263_C49F1314_1286209664.jpg
03. Oktober 2010    

Med tiltrængte nye sange i bagagen leverede Anathema varen foran en utålelig flok snakkesaglige, diskotekspotente fuldehoveder til et publikum.

Kunstner
Spillested
Dato
01-10-2010
Genre
Trackliste
Thin Air
Summernight Horizon
Dreaming Night
Everything
Closer
A Natural Disaster
Angels Walk Among Us
A Simple Mistake
Deep
Pitiless
Forgotten Hopes
Destiny
Shroud of False
Lost Control
Empty
Panic
Flying
Universal
Hindsight
----------------------
One Last Goodbye
Fragile Dreams
Fotograf
Jacob Dinesen, arkivfoto, Vega 2007
Karakter
2

Tidligere på året udgav de britiske eks-gotiske doom-rockere i Anethema (endelig) deres første udspil i syv år, 'We're Here Because We're Here'. Mens der på bandets forrige udgivelse, hovedværket 'A Natural Disaster' (2003), var få sorte glimt af en gotisk musikalsk dysterhed, synes 'WHBWH' (næsten) at være bandets definitive skridt væk herfra. Retningen er nu endnu mere stille og sørgmodigt funderende og faktisk kun sjældent metallisk. Desuden er der skæringer på 'WHBWH' der løftes frem af helt positive indsigter. Dét er nye sider for mørkmændene, men gør heldigvis ikke pladen mindre vedkommende.

Da man først begyndte at sætte sig ind i 'WHBWH', anskuede man pladen lettere ambivalent. Mens man måske nok tog dens storslåede og smukke melodier til sig allerede fra start, havde man i første omgang håbet på en noget mere tydelig musikalsk udvikling hos bandet. Der er trods alt gået syv år. Men til trods for at Anathemas ottende studieplade på ingen måde retfærdiggører den lange stillestående periode, er det stadigvæk en enormt fængende udgivelse. Mens man stadigvæk - her, efter mange, mange gennemlytninger - må indrømme at man på den ene side nok havde håbet på en lidt tydeligere musikalsk udvikling hos sekstetten, savner man sådan set ikke nødvendigvis så meget mere end det, pladen netop byder på: Vedkommende melankoli og skarptskårne melodier.

Med disse sange i baggagen var de ucharmerende diskoteksrammer satte, da Anathema fredag aften så gæstede Train i Århus foran en lille forsamling af omkring 200 publikummer.

Skrøbeligt og løst

Der blev lagt for med de fire første numre fra 'We're Here Because We're Here', hvor især 'Dreaming Light' brændte igennem med en hudløs skrøbelighed projiceret krystalklart ud til publikum via en stor, rørende vokalpræstation af Vincent Cavanagh.

Som altid virkede bandet imponerende oplagt. Danny Cavanagh spiller sine ret enestående små, lyse signatur guitarstykker med en sympatisk, varm kækhed. Jamie Cavanagh spiller især de gamle 'Alternative 4'-numre (1998-plade) med en begejstring, der er sjælden fornøjelig at se, og i Jamie Cavanagh har Anathema en persona af en frontmand, der muligvis ligger lige på kanten til det selvhøjtidelige, men som samtidig overrasker flere gange i løbet af koncerten ved at have have en varm humor.

Den eneste der ligger lidt tørt i svinget, er trommeslager John Douglas, der spiller de ældre, sen-90'er numre betydeligt bedre, end det er tilfældet med de nyere, mere delikate percussion-agtige-numre. Mest misfornøjeligt bliver det i 'Flying' - en af deres måske bedste til dato - hvis signifikante lilletromme-overgang hen mod slutningen bliver for løs i dets spil til at være så forløsende, som det er på plade.

Ønske, ønske: Publikum forsvind!

Modsat størstedelen af metalbands har Anathema i midlertid flere sange på repertoiret, der rent faktisk kræver en lille smule af sit publikum. Det kan så godt være, at de sange kræver en teskefuld mere selvindsigt, end den menige metalfan med 'The Silent Enigma'-t-shirten formår at fremprovokere hos sig selv, lige meget hvor stram en skruetvinger, vedkommende måtte benytte sig af, men alligevel. Come on! Til trods for at mange af Anathemas sange har flere stykker, som både er rige på soniske detaljer og det tematisk skrøbelige, burde man vel nok fatte, at man ikke skal bræge løs som en ko i løbetid. Muuuuuuh, fjolser!

Med risiko for at lyde både ophøjet, hellig og anti-rocket, kræver disse sange stilhed og en vis koncentration af sit publikum - noget, som sikkert ikke matcher metalfolkets idé om, hvordan en fredag aften bør være. Det blev desværre alt for tydeligt denne aften blandt tåbelige århusianere og de ditto tilrejsende, der måtte være blandt skaren af kampfjolser, som ikke fattede at være til stedet på musikkens betingelser. Det var som om, det var det klamme diskotekshumør, der prægede størstedelen af publikum, og det ødelagde flere af sætlistens sange.

De øredøvede på irriterende vis det meste af koncerten igennem, men værst gik det alligevel ud over den smukke og minimalistisk kolde 'A Natural Disaster', hvor den kvindelige vokalist Lee Douglas forsvandt bag et lydbilled, der prægedes af klirrende flasker og fredagsstemningens higen efter øl, fisse og hornmusik. Bandet kunne lige så godt have taget en intermezzo, for man kunne vitterlig ikke høre noget.

Forstående frustration

Bevares, til trods for et ekstremt depressivt univers, er der titler fra især bandets mest populære skive til dato, 'Judgement'  fra 1999, der imødekommer den øldrikkende brunst og byder op til sing-a-long-fællesskab - denne aften bedst eksemplificeret med 'Deep' og 'Fragile Dreams'. Brødrene Cavanagh veksler desuden selv suverænt mellem en kunstnerisk indædt følelsesladethed og det, vi kan kalde en "præstation på pubbens manérer", hvor de goofer rundt, laver overlagt karikerede metal-udtryk med deres ansigter, og generelt hygger sig, som var de ude med gutterne og få en omgang Newcastle Brown Ale.

Men hver sin attitude til hver sin tid. Og når en stribe fabelagtige, stille og helt søgende sange som 'Angels Walk Among Us', 'A Simple Mistake' og 'Lost Control' falder til jorden i pinligheder fra publikums side, er det bare ikke i orden. Så til trods for at Vincent Cavanagh flere gange i løbet af koncerten tyssede venligt på publikum, kunne man afslutningsvis kun dele hans frustration, da han pointerede publikums tendens til at have snakket sig igennem stor set hele koncerten.

Man kunne ikke have bedt om en bedre sætliste, og bandet virkede oprigtigt oplagte. Det hele blev dog skudt i sænk af en forbandet irriterende skare af publikummer, der herfra kan få et "rend mig" og en prut at pille i.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her