Et rockende motorpsykotisk himmerige!

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5a/be/22/Pumperen-32-11-1403430274.jpg
15. Juni 2014    

Forrige onsdag aften kunne alt andet være ligegyldigt. Her lagde Motorpsycho nemlig vejen forbi Pumpehuset, hvilket såmænd resulterede i en af de bedste koncerter, man har været til i år. 

Kunstner
Spillested
Dato
11-06-2014
Genre
Trackliste
1. Come On In
2. SS1
3. Kill Some Day
4. Upstairs-Downstairs
5. Cloudwalker
6. On A Plate
7. Whip That Ghost
8. Hell 1-7
9. Ghost
10. Serpentine
11. Sail On
12. Starhammer
13. Entropy
-------------------
14. Feel
15. Babylon
16. Fool's Gold
Koncertarrangør
Fotograf
Philip B. Hansen
Karakter
5

Til trods for at København bugnede over af interessante rock- og metalkoncerter denne onsdag aften, var der for nærværende skribent aldrig en snert af tvivl: Det var selvfølgelig Pumpehuset, man skulle besøge, hvor rutinerede og adrætte Motorpsycho var på plakaten. Copenhell var godt nok skudt i gang tidligere på dagen, og man havde da også lige været ude og snuse til Refshaleøen, som serverede en vedkommende stonerkoncert med Monster Magnet for én. Senere på aftenen skulle Iron Maiden så forsøgsvis forlyste festivalens 14.000 publikummer, ligesom også Loppen denne aften havde inviteret en anderledes dedikeret skare inden for til løjer med det 35 år gamle cyber-punk-band Chrome fra San Francisco, der såmænd var i Danmark for første gang nogensinde. Hverken NWOBHM-legender eller koncertscoops kunne dog som sagt afholde én fra at tage i Pumpehuset for at se ens fjerde koncert med Motorpsycho. Er man én gang blevet bidt af denne jazz-summende, grunge-glade rockmyg fra Trondheim i Nordnorge, så er der åbenbart ingen vej tilbage.

Nysgerrige fix

Når aftenens musikplakat i Pumpehuset desuden bød på to opvarmningsbands, som man også har en interesse i at opleve live, det var selvfølgelig kun med til at gøre Pumpehuset ekstra lokkende.  Man kan vel nærmest sige, at spillestedet i Studiestræde på den måde afholdt sin egen lille festival i indre by. Forstå mig ret, Motorpsycho er skam et lokkende navn i sig selv, men når nu de to andre bands, der er på plakaten, henholdsvis er danske Papir og islandske The Vintage Caravan, ja, så tager man det skam glædeligt med. Papir er en storspillende dansk instrumentaltrio, som denne skribent har oplevet i live-sammenhæng adskillige gange før, men som man altid gerne tager endnu et lystigt fix af. Og selvom The Vintage Caravans retro-stil egentlig ikke synes så lokkende på plade, gik der rygter om, at de skulle have leveret noget nær en perfekt vanvidskoncert på årets Roadburn Festival i Holland, hvorfor man selvfølgelig var nysgerrig.

Uheldig start

Det blev dog ikke denne aften, nysgerrigheden blev imødekommet, hvilket skyldes en temmelig utjekket kommunikation fra Pumpehusets side. På spillestedets hjemmeside stod der: ’Dørens åbnes kl. 19. Koncert starter kl. 21’. Da Devilutions skribent dukkede op kl. 20.45, var det islandske band imidlertid allerede i gang med det, der skulle vise sig at være det sidste nummer. Bandet spillede med så meget energi, at man kun lige var kommet indenfor, inden man hurtigt fik sine fødder placeret helt oppe foran Pumpehusets lille café-scene til det, man regnede med, var et af aftenens første numre. Skuffelsen over at se bandet takke publikum og gå af scenen omtrent fyrre sekunder efter, man var ankommet, var derfor mildest talt enorm. Da man efterfølgende gik rundt og delte ud af sin frustration med andre koncertgængere, oplevede man også, at man ikke var den eneste, der følte sig en lille smule røvrendt.

Det hjalp ikke på humøret, at Papir efterfølgende leverede muligvis den mindst gode koncert, man indtil videre har oplevet med dem. Tag ikke fejl, Papir er gode, også når de ikke burde være det, og med de lydproblemer, de oplevede på Pumpehusets mindste scene, burde de ikke være gode. De burde specielt ikke være gode, når de samtidig har streng-djævelen imod sig, der meget tidligt i en meget lang sang sprang en fjerdedel af Christian Becher Clausens ellers meget solide kraut-våben. Men de var gode. Ikke blændende, som normalt, men gode. Tyngden var muligvis ikke den samme, som når den er bedst hos trioen, men indlevelsen og spilleglæden var ikke til at tage fejl af. Christoffer Brøchmann Christensens trommesæt var ikke rigget op, som når det er bedst rigget op, og hans kedler lyder normalt meget, meget bedre, end de gjorde i Pumpehuset- Men overordnet set var de nu stadig gode. De rockede, gjorde de, og man skal desuden lede længe efter en dansk guitarist, der klæder en rød Stratocaster så godt, som det er tilfældet med Niklas Sørensen.

Liret scene, stort band

Da Papir takkede af, åbnede Pumpehusetl spillestedets store sal, hvilket man især på grund af lydforholdene på den mindste scene var glad for. Da man kom op i salen og så en imponerende pyntet scene, blev man desuden kun endnu mere begejstret. De tidligere gange, man har oplevet Motorpsycho – henholdsvis i Lille Vega (2008), på Oden på Roskilde Festival (2008) samt på Loppen (2009) – har det samtlige gange været et spartansk sceneshow, de har haft med sig. Begge  ’live-forklædninger’ egner sig sådan set: Motorpsycho har 25 år på bagen og har i tidens løb spillet alt fra garagerocket grunge til konceptuel, progressiv jazz-metal – for blot at nævne to af bandets musikalske skoler - og de forskellige musikalske stier retfærdiggør derfor på sin vis såvel et nedbarberet rock ’n’ roll-setup, ligesom deres senere musikalske historie med også mere episke tendenser ligeledes egner sig til et anderledes pompøst sceneshow. Og nu hvor man på det seneste har oplevet dem uden så meget gøgl, var det en herlig overraskelse at få lov til også at se dem på en herligt liret scene, hvor især lyskilderne stod ud og tilføjede en varm, enkel æstetik.

Dedikeret publikum

Det er ikke forkert at kalde en koncert som den, Motorpsycho leverede denne aften, for varm. Den varme fornemmede man allerede fra start af, hvor den sympatiske kvartet (Motorpsycho er egentlig en trio, men Reine Fiske fra bandet Dungen har været med på de seneste to plader og var desuden med på denne turné) satte i gang med et par akustiske numre, ’Come On In’ og ’SS 1’, samt ’Kill Some Day’, der til lejligheden var omarbejdet til ligeledes at være akustisk. Fra begyndelsen var der en gensidig respekt til stede mellem bandet og de omkring 200 fremmødte publikummer, som man kun sjældent møder i rammerne af en rockkoncert. 

Motorpsycho viste sit publikum respekt ved at begynde deres koncert på omtrent den mest intime måde overhovedet, ligesom publikum viste bandet respekt ved at være så musestille, som man næppe troede det muligt under en rockkoncert. Lydforholdene var i øvrigt nu så stramme, som man nogenlunde kunne ønske det. Bent Sæthers vokal var muligvis en smule overstyret i visse stunder under ’Kill Some Day’, men det var småting. Under disse akustisk numre befandt trommeslager Kenneth Kapstad sig bag et hammondorgel, inden han lidt senere gik op på sit podie og satte sig bag sine tønder, da sætlisten tunede ind på ’Cloudwalker’, der startede en lang række numre fra dette års udspil, ’Behind the Sun’.

Jazz, rock og et uigenkendeligt hit

En uigenkendelig og let poppet udgave af storhittet ’Serpentine’ dukkede op, inden henholdsvis ’Sail On’, ’Starhammer’ og ’Entropy’ dukkede op som en rocktrio af format og paralyserede det meste i sin omkreds. Hvordan man får så lækker en lyd frem på sin guitar, som Hans Magnus "Snah" Ryan formår at hive ud af strengene på ’Sail On’, er et under. Den solo, altså! Hvordan Kapstad desuden formår at spille så tungt og så livligt sejlende på sine tønder på én og samme sang, er et lige så uforklarligt rockunder. Den puls, altså! Hvordan man kobler singer/songwriter-materiale sammen med det psykedeliske, som Motorpsycho gør på den nye sang ’Entropy’, er ikke lettere at svare på. 

Et ømt punktum

På publikums storapplauderende opfordring kom bandet afslutningsvis ind og spillede endnu et par akustiske numre, ’Feel’ og ’Babylon’, inden de sluttede den to timer og fyrre minutter lange koncert af med en øm, øm udgave af ’Fool’s Gold’, der stadig sidder i én. Her bliver den formentlig siddende i lang tid, som man næppe tror på, man kommer til at opleve mange koncertpunktummer med helt samme nærvær og musikalske kaliber som denne fremover. Sangen, der lyder som en bevidst skramlet demo-udgave af en glemt Nick Drake-sang, blev leveret med en sjælden  følsomhed, man gerne tager med sig. Koncerten i Pumpehuset blev angiveligt optaget til en kommende liveplade, hvorfor man forhåbentlig netop får muligheden for at genopdage følelsen (og aftenen i det hele taget) endnu en gang i en nær fremtid. For nu: Tak, Motorpsycho. Inderligt. Og tak også til et fantastisk publikum, der var med til at gøre denne koncert så skidegod, som den vitterligt var.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her