Fed hip hop. Elendig metalcore
Populær
Attila bliver ofte lagt for had. Med god grund. De er elendige. Så meget, at det blev helt charmerende at opleve i Vega, hvor de opvarmede for de populære Hollywood Undead, der leverede en underholdende koncert.
De har tydeligvis prøvet det før. Afvisningen. Det kommer ikke bag på pigerne. Mens bartenderen skænker øl til den næste i køen, går de to tøser blot nogle meter tilbage og læner sig op ad væggen. Små ti minutter senere er den hjemme. Afløseren i baren spørger ikke om deres alder. Pigerne smiler. Med drinks i hånden forsvinder de ind i salen.
De skiller sig ikke ud. Dresscoden er overholdt. Den siger sexet og festlig. I mængden er metaltrøjerne alligevel til at få øje på. Men de fylder nu ikke meget blandt de 1500 gæster, der næsten har formået at gøre Store Vega udsolgt.
Publikums præferencer overrasker heller ikke, da sangeren – med solbriller på – først spørger, om de kan lide heavy metal og bagefter om de kan lide hip hop. Brølet runger i hele salen, da gæsterne svarer på det sidste, mens responsen på det første nærmest udebliver.
Det samme gør moshpits. Manden med solbrillerne forsøger sig ellers i hvert eneste nummer med opfordringen til circle pits. Men de enkelte forsøg dør hurtigt ud. Det går dog ikke manden med solbrillerne på.
Den 26-årige Chris Frontzak holder konstant stilen cool. Han ligner én, der næsten ikke kan være i sig selv. En hel del fans har trods alt også indfundet sig foran scenen. De hopper og synger gladeligt med på numrene.
For dem er Attilas metalcore fed musik. Den holdning høres sjældent i det mere hardcore metalmiljø. Ditto hos metalmedierne. Hvor især Attila får metalpolitiet op i det røde felt. Særligt det amerikanske medie Metalsucks hader dem. Sviner dem til. Og omtaler sjældent Chris Frontzak uden at kalde ham en douchebag.
Et fantastisk engelsk ord, som vi på dansk vel tættest kommer på at have klovn som pendant til. Klovn er i hvert fald helt tilstrækkeligt, når det gælder Chris Frontzak. Det er faktisk charmerende, som der er en uforlignelig aura af douchebag over ham fra det øjeblik, han træder ind på scenen og proklamerer ”Get your fingers up, if you don't give a fuck. Everybody jump!”
Så var vi ligesom i gang. I tomgang. I 45 minutter. Hvor den ikke fik for lidt med de rebelske fraser som ”Suck my cock” og ”Fuck the world”, mens det ene kønsløse, anonyme nummer afløste det næste.
Metal som metervare. Lavet på samlebånd. Seks plader på ti år er det blevet til. Godt gået af et band, hvor gennemsnitsalderen er midt i tyverne. Træk ti år fra, og så har man gennemsnitalderen på målgruppen, der var i Vega. Og forklaringen på, hvorfor der sjældent er kø i baren til den her type koncerter, selvom der er stuvende fuldt.
Scenariet var identisk, da vi på et tidspunkt havde forvildet os ind til rapkoncert med Odd Future Wolf Gang Kill Them All Dont Give A Fuck. I livet bliver man mere reflekteret med alderen. Ingen voksne mennesker med respekt for sig selv hører forhåbentlig Medina. Men for knuste teenagehjerter giver det banale netop mening, og det gumpetunge er stadig en let størrelse. Den finder de lidt sejere, åbenbart, i Attlia. Så fred være med det. Bare fri mig fra det.
Underholdende hovednavn
Fra bunden til det bedre. Aftenens hovednavn byder såmænd heller ikke på en dybere indsigt i livet. Mindre kan også gøre det. Hollywood Undead kan nemlig rent faktisk skrive musik. Endda numre, der skiller sig ud fra hinanden.
Især debutpladens ’Undead’ har den helt rette atmosfære af bad-ass over sig. Den maskerede sekstet smed effektivt nummeret først ind i sættet, så stemningen sikkert næppe var bedre end hos nogen anden forsamling på tidspunktet i Danmark.
Hollywood Undead forstår sig på at være et glimrende liveband, mens de kompetent skiftes til at synge, rappe og spille guitar og bas. Især gruppens primære frontmand, Jordan ”Charlie Scene” Terrell, har et fremragende flow, så ordstrømmen flyder frit og fængende. Sammen med den 31-årige Jorel ”J-Dog” Decker var Scene i spydig hopla og førte Vegas publikum igennem 90 minutters underholdende oplevelse.
Særligt seneste plades ’War Child’ cementerede deres flair for sange, der sætter publikum i ekstatisk tilstand. Mens hænderne kom helt op overalt under de medrivende drengerøvssange ’Commi’ in Hot’ og ’Party With Myself’.
Derimod virkede det helt overflødigt med de intetsigende fortolkninger af White Stripes' ’Seven Nation Army’ og Rammsteins ’Du Hast’. Og især det billige trick med at hive en fra publikum op på scenen for at spille guitar. I det her tilfælde en knægt, der gik i 3.g, og som nok næppe skal se frem til sommerens eksamen i Engelsk. Han forstod så lidt af Charlie Scenes spørgsmål, at det næppe kunnet have været mere kikset.
”Hvad skal vi egentlig her?”, lød det skeptisk på forhånd fra Devilutions fotograf. Et berettiget spørgsmål. Hollywood Undead er først og fremmest hiphop, der låner mere fra Eminem og Non Phixion, end de er et metalband, der er inspireret af genrens koryfæer. Faktisk er der meget lidt metal over Hollywood Undead.
Deres lyd er langt fra den metalrap, som især Body Count og Clawfinger har været eksponenter for. Om Hollywood Undead er mere eller mindre eller det ene eller andet, er sådan set også ligegyldigt. For Hollywood Undead er først og fremmest bare et godt band. Selv fotografen forlod Vega som fan.