Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '13: Fedtet monotoni

Populær
Updated
RF '13: Fedtet monotoni
RF '13: Fedtet monotoni
RF '13: Fedtet monotoni
RF '13: Fedtet monotoni
RF '13: Fedtet monotoni
RF '13: Fedtet monotoni
RF '13: Fedtet monotoni
RF '13: Fedtet monotoni

De havde det ondeste tempo og spillede fedt, men til trods for det, så formåede det for denne anmelder personlige hovednavn i Uncle Acid & the Deadbeats aldrig at komme helt ud over scenekanten, da de natten mellem lørdag og søndag spillede på Odeon. 

Dato
06-07-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det må siges at være lidt et scoop for Roskilde Festival at være den første arrangør herhjemme til at få en koncert i stald med britiske Uncle Acid & the Deadbeats. Siden bandet i 2011 udgav deres andet studealbum, den herlige energibombe ’Blood Lust’, er interessen for bandet kun blevet større, også hos det bredere rockpublikum. Interessen for bandet er heller ikke ligefrem falmet, siden det for nogle uger siden blev offentliggjort, at de i efteråret skal agere opvarmningsnavn for selveste Black Sabbath på legendernes datoer i England og resten af Europa. Da Black Sabbath tilføjede de undergrundsrenommerede syre-onkler, havde bandet blot fem koncerter på live-cv’et. Det er blevet til et par stykker siden da, og Devilution har da også tidligere skrevet under på, at begejstringen for bandet også i live-regi er mere end berettiget.

Så til trods for at Uncle Acid muligvis ikke har meget erfaring på en scene, var det med en dedikeret og velspillet koncert fra Roadburn Festival tilbage i april måned i hukommelsen, at ens personlige entusiasme for et gensyn på Roskilde ingen ende ville tage.

Men ens begejstring for gensynet har måske akkurat været dét: For forventningsfuld. Eller også har det aparte spilletidspunkt under Odeons rummelige teltdug klokken 03:00 natten mellem lørdag og søndag været dét for lurvet for ens slørede festivalsind. Man er stadig ikke blevet helt klog på, hvad det præcis skyldes, men gigantforløsningen, som man havde håbet på at få indfriet, udeblev i hvert fald en smule.

Oppe imod hårde odds

Til trods for koncertens manglede forløsning, leverede kvartetten fra Cambridgeshire nu en egentlig ganske karismatisk optræden, og som band fungerede det mere eller mindre dugfriske livenavn da også som en stabil og okay velspillet helhed, uden at de dog tilnærmelsesvis viste samme musikalske råstyrke, som de tidligere på året præsenterede på Roadburn.

Måske det kræver noget ekstraordinært, når man som rockorkester skal forsøge at rive én med, umiddelbar efter at man som publikum først har set sit obligatoriske kald i øjnene og henholdsvis headbanget og fistfucket luften til uigenkendelighed under en ellers ret middelmådig koncert med Metallica og efterfølgende danset til anklerne blødte under en forbandet energi-oplyst koncert med Goat. Har der nogensinde været en festligere duo, som det er hårde odds at fungere som uofficielt hovednavn for, så må det næsten være denne.

Bastant og festvenlig nattemusik

Roskilde Festival skal imidlertid ikke høre ét negativt ord for at placereUncle Acids britiske kvartet af stilfulde retromusikere på dette aparte natteravntidspunkt. Tværtimod: Er der et rockband, hvis sangkatalog – i det mindste på papiret – må siges at være et ideelt spark i røven, i forsøget på at få et mentalt ophedet/fysisk nedslidt publikum blæst godt og grundigt omkuld under de sene nattetimer, så er det vel for fa’en netop Uncle Acid & the Deadbeats og deres blanding af melodiøse numre, energisk drive og klassisk, beskidt-gyngende doom metal.

Den papirlap, der udgjorde nattens sætliste, fejlede heller ikke noget. Uncle Acid & the Deadbeats havde brygget et sangflow sammen, der på mange måder mindede om sætlisten fra Roadburn, hvis det da ikke ligefrem var en tro gentagelse af samme. Også Odeon blev således skudt i gang med den hyperarbejdsomme ’I’ll Cut You Down’, hvis rytmiske ligemand man skal lede længe efter, og for os, der – formodentlig forgæves og uden tvivl på tåbeligt reaktionær vis – stadigvæk venter på, at debutalbummet, ’Vol. 1’ (2010), skal blive genoptrykt på et fysisk format, før vi kan rocke rigtigt med på den plades skæringer, dukkede ’Crystal Spiders’ efterfølgende op som en stram og tung kuriositet, hvis bastante trommebeat mindede én om landsmændene og pladeselskabsvennerne i Electric Wizard, dog spillet i hurtigere tempo. Trommerne på sidstnævnte nummer og koncerten igennem generelt havde en befriende og eklektisk lyd, som også mange metalbands, der ikke nødvendigvis dyrker retrostilen, kunne lære af. Sonisk set sad de i skabet!

Manglende spillesnavs på trommerne

Når det er sagt, må det samtidig siges, at denne skribent endnu ikke er helt sikker på, hvorvidt kærligheden til trommeslageren i Uncle Acid er lunken eller nærmere ikke-eksisterende. Han gjorde i hvert fald ikke meget positiv væsen af sig. Modsat eksempelvis Mark Greening fra Electric Wizard, så er der ikke meget udfordrende spillesnavs at hente hos Uncle Acids trommeslager.

Det er sandsynligvis i høj grad hér, at popularitetsforskellen mellem de to bands kan graves frem – kan det ikke sagtens være manglen på udfordrende snavs, der gør, at Uncle Acid har en kommende kometkarriere ventende om hjørnet, mens Jus Oborn og co. i The Mighty Wiz i stedet er dømt til at bevæge sig rundt i undergrunden? Men man håber alligevel på, at gutterne i Uncle Acid finder frem til bare en smule flere doom-udfordringer, i takt med at de tilbringer mere tid i øvelokalet. Trommerne har kort sagt brug for at løsne lidt op.

Ned i tempo

Et løsere feel er især tiltrængt en aften som på Roskilde, hvor det var et langsommere tempo, der på mange måder definerede det musikalske udtryk. Skæringer som ’Mt. Abraxas’, Death’s Door’ og ’Poison Apple’ blev alle taget en smule ned i tempo i forhold til studieindspilningerne, og mens man kunne have ønsket noget andet end et tungt, bastant udtryk fra tønderne, førte langsomheden på anderledes vis også noget tungt og vedkommende med sig: Førstnævnte skærings pludselige break virkede eksempelvis ekstra dynamisk på grund af sangens overordnede anderledes langsomme tempo; ’Death’s Door’ og specielt dens afsluttende sammenspillede instrumentale stykke sad lige i skabet i denne langsomme version; ’Poison Apple’, førstesinglen fra dette års ’Mind Control’, blev leveret dristigt, ja, nærmest frygtløs, som sangens i forvejen tyngende upbeat-rytmik blev taget køligt ned i tempo.

Det er sjældent, at man oplever et band levere et af sine hits på en sådan måde, at sangen spiller sit publikum ned i stedet for op. Det er kølig bravour-stil, som mange rockbands kunne lære af: Tilsidesættelsen af feststemning gør næsten altid en rock- eller metalkoncert dét mere vedkommende. Sætlisten præsenterede dog også ’Mind Crawler’, der med en stoner-drevet Queens of the Stone Age-agtig festrytmik fik et halvtomt telt til at holde balancen, selv mens de hoppede i fuldemandstakt. Og når festen har en så cool fremadrettethed som sangen her, så joiner man selvfølgelig gerne den beskidte party-ceremoni.

Træthed og det gudsforladte

Der er masser af positive ting at sige om Roskilde-koncerten med Uncle Acid & the Deadbeats, men til trods for at gode sange blev leveret med en solid lyd, så blev bandet aldrig helt koncentreret nok til også at suge én ind i deres særlige sceneoptræden bestående af en koncentreret less is more-koreografi, hvor langt modevenlig garn og old school rock and roll-dedikation er den vedkommende bannerfører. Denne aften på Odeon blev bandets sædvanlige mystiske og stiltiende persona krydret med misplacerede jokes fra venstre flankes guitarist mellem flere af numrene, hvilket imidlertid tydede mere på træthed end på veloplagthed. Og til trods for at musikken generelt svingede, så blev bandet aldrig helt oplagt nok til også at komme ud over scenekanten og holde ens slibrige festivalsind kørende under dette på én gang gudsforladte og oplagte tidspunkt.

Når det er sagt, så glæder man sig sindssygt meget til at gense Uncle Acid endnu en gang. Næste booker kom på banen! Lad Uncle Acid på Loppen-kampagnen begynde!