Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fee' metal

Populær
Updated
Fee' metal
Fee' metal
Fee' metal
Fee' metal
Fee' metal
Fee' metal
Fee' metal
Fee' metal

Fed metal og festlig stemning sikrede en gennemført god aften i selskab med de underholdende jyder fra Illdisposed.

Kunstner
Spillested
Dato
21-09-2012
Distributør
Trackliste
01. Sense the Darkness
02. Another Kingdom Dead
03. Weak as Your God
04. I Believe in Me
05. Dark
06. Eyes Popping Out
07. Stop Running
08. Throw your Bolts
09. Case of the Late Pig
10. Near the Gates
11. Time to Dominate
12. Rape
13. Now we're History
14. A Child is Missing
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
4

”I Århus har vi mistet Bamse, nu står han i himlen og spiller koncert hver aften, mens der står en engel på bagerste række og råber, spil Vimmersvej dit fede svin!”

Hvis Bo Summer skulle vise sig at være søn af Johnny Madsen ville man sgu næppe blive overrasket. Overstående citat var blot en af de mange bemærkninger, som dødsmetallens jyske trubadur fik lukket ud fredag aften i Pumpehuset.

Anledningen var pladereception på Århusianernes nye og brutale udgivelse ’Sense the Darkness’. Så naturligvis blev det også albummet, der kom flest numre fra til den efterfølgende koncert, der var bandets sidste på dansk jord for i år. I tyve år har den jyske gruppe voldtaget de danske spillesteder, så mon ikke de fleste af Devilutions læsere har oplevet dem live, og alt det en koncert med Illdisposed nu engang indebærer.

En koncert med Illdisposed er i sin helt egen kategori og består som oftest af hammerstive publikummer, som udgøres af cirka 99 % svedige mænd, kombineret med obligatorisk moshpitting og stage diving, krydret med Bo Summers konstante kommentarer.

Koncerten lagde ud med titelnummeret fra det nyeste opus, der blev efterfulgt af ’Another Kingdom Dead’, der var endnu en verdenspremiere, som Summer kækt bemærkede. 5 nye sange blev det til i alt, hvor ’Stop Running’ fremstod som det bedste herfra. Væk er forgængernes eksperimenter med keyboard, så de nye numre er rendyrket ondskab, som bestemt gjorde sig godt live og passede ind med andre hårdtslående sange som ’Weak As Your God’ fra ’The Prestige’.

Barbies mand

Med undtagelse af ’Rape’, blev de to seneste udgivelser faktisk ignoreret, og det skal bandet ikke høre noget ondt for. Gamle fans tørster naturligvis altid efter det gamle materiale, men ’Something Rotten’ blev det længste dyk ned i fortiden, vi kom denne aften. Det var selvfølgelig ’Near the Gates’, hvor bandets nyeste medlem, Ken Holst på guitar, viste glimrende evner på spaden og spillede nummerets kendetegnende intro og en præcist leveret solo midt i nummeret.

En hel del har efterhånden fyldt rollerne ud som guitarister, og med Kens ankomst synes bandet endeligt at have fundet et stabilt og stærkt line up. Selv om geden selvfølgelig altid vil være savnet (læs: en buttet, fordrukken og nøgen Lasse Bak på guitar). Og naturligvis skal man stå en del igennem som nyt medlem af dødskulten fra Århus, så stakkels Ken måtte lægge øre til både at blive kaldt for Barbies mand, en nazist og en blond luder, der sku’ ha’ nogle tæv.

Ak ja, Bo Summer var i sit gode humør denne aften, og mindedes nostalgisk, at bandets første koncert i København i 1991, netop var i Pumpehuset, på den store scene! Men man havde nu stadig succes, hvis man fik lov til at spille så tæt på Tivoli.

Sådan stod det på i lidt over en time, imens publikum blev vildere og vildere. Et par tøser helt forrest fik raget Summer i skrævet, mens en gammel fan, der gik under navnet "hashvraget Jimmy fra vestegnen", fik en krammer på scenen, inden han voldsomt kastede sig ud i hovedet på publikum, der sendte spillestedets vagter på overarbejde.

En ganske typisk koncert med de århusianske dødsmetallere, som altid udarter sig i en festlig og beruset retning. De seneste skiver har muligvis været af en skuffende karakter, men med ’Sense the Darkness’ er Illdisposed absolut tilbage i den dominerende top af danske dødsmetalbands. En top de har hørt til i siden 1991, hvilket de bestemt mindende én om grundene til denne aften.