Finsk metalmaksimering Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e1/3c/fd/-DSC0022-52-1476717420.jpg
16. Oktober 2016    

Oranssi Pazuzu leverede en fremragende koncert, og Dark Buddha Rising stenede igennem tirsdag aften på KB18, hvor man kunne få meget metal for meget få penge.

Titel
+ Dark Buddha Rising + Atomikylä + Nyos
Spillested
Dato
11-10-2016
Trackliste
Saturaatio
Lahja
Uraanisula
Hypnotisoitu viharukous
Vasemman käden hierarkia
Koncertarrangør
Fotograf
Christian Beyer
Forfatter
Karakter
5

Metal er godt, mere metal er endnu bedre. Det er en logik, der er værd at følge, og som man ofte navigerer efter, når man som dedikeret metallytter forsøger at få overblik over den næste uges eller måneds koncertprogram: Hvor kan jeg få mest metal for mine penge?

Med et glimt i øjet og et lån fra økonomiens verden kan vi kalde dette for metalmaksimering – et princip om, at mere metal altid er bedre, og at man derfor altid vil søge derhen, hvor man kan få mest metal.

Alligevel kan dette princip om metalmaksimering nemt ramle rent logistisk, når man i en travl hverdag skal have presset fire bands ind på en enkelt aften, som det var tilfældet på KB18 i tirsdags. Fire grupper, alle hentet fra Finland, og alle i den mere eksperimenterende ende, dannede en slags showcase for den finske metalundergrund, som den ser ud lige nu. Oranssi Pazuzu var aftenens hovednavn, mens Nyos, Atomikylä og Dark Buddha Rising var support – i nævnte rækkefølge – og alt det kunne man få adgang til for blot 50 kroner, hvilket er en oplagt vindercase for en tilhænger af metalmaksimeringens princip.

På trods af alle de gode intentioner må jeg selv krybe til korset som den første og erkende, at jeg brød princippet, da jeg missede de to første bands. Atomikylä, der blandt andet består af medlemmer fra både Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu, har ellers et spændende take på en slags jammet psykedelia-metal, men de sluttede deres koncert, netop som jeg ankom. Så meget for den metalmaksimering.

Diabolsk ritualisme
Til gengæld gav de eksperimenterende psych-doomstere i Dark Buddha Rising en diabolsk doom-koncert med rigelige mængder okkultisme og ritualisme. De tunge og stenede riff lå i uendelige repetitioner, mens forsanger M. Neuman skreg og hvinede, og ritualismen blev understreget af en skulptur bestående af kranie og en samling knogler, alle med indskrevne symboler, der var placeret forrest på scenen. Gruppen har tidligere begejstret andre skribenter her på sitet med deres teatralske optrædener, særligt da de opvarmede for Neurosis i 2013. Her var det især den tidligere forsanger J. Niemi, der stjal showet med sine satanistiske påkaldelser og legen rundt med teaterblod.

Der var dog mindre seance over det denne aften. Neuman (der blev medlem af gruppen sidste år efter at have bidraget med vokaler til det seneste album ’Inversum’) forsøgte ellers ihærdigt at leve sig ind i rollen som besat okkultist, som han kravlede rundt på scenegulvet, mens han skreg og kom med diverse udfald og råb og lavede tegn til at skære halsen over og skyde sig selv i hovedet. Der var en stor kontrast til resten af bandet, der stod tæt sammenpresset på den lille scene mellem pedalboards, forstærkere og synthesizere og sådan set bare passede deres business, som doom-bands nu gør.

Det tager tid at give sig hen til Dark Buddha Risings dronende og repetitive monotoni, og derfor fungerer et album som den 80 minutter lange ’Dakhmandal’ så glimrende: fordi musikken bliver et bagtæppe, hvor riffene og rytmerne sjældent udvikler sig, men hen ad vejen giver plads til flere og flere nuancer og stemninger i ondskaben. Denne aften føltes det hele dog noget forceret. Det var tværtimod, når bandet løftede sig ud af monotonien, at det for alvor rykkede – som i den stærke afslutning, hvor Neuman gentog et chant igen og igen, før et monstrøst riff forløsende fik frit spil, og både forsanger og guitarist råbte om kap i et flimrende blinklys.

Fra Vesterbro til rummet
Aftenens hovednavn havde mere at leve op til. For Oranssi Pazuzu er blandt de mest spændende bands at følge i disse år, særligt efter de på deres fjerde album ’Värähtelijä’ fra tidligere i år har hævet niveauet endnu mere. Hvor de i forvejen spillede en interessant psykedelisk blanding af black og doom, står ’Värähtelijä’ med sin mikstur af prog, black, doom, psych og space rock som deres både mest adspredte og koncise statement indtil videre. Det er simpelthen ikke til at nævne nogen, der lyder, som de gør der. Bandet betræder nyt land, og måske derfor giver black metal-betegnelsen, som så ofte møntes på bandet, ikke rigtig mening: for selvom der er en åre af black i deres stemninger og særligt i deres sporadiske brug af blastbeasts, så har de ikke udviklet sig i retning mod black metallen, men væk fra den.

Bandet er desuden ikke voldsomt aktive live, og denne aften var en del af en skandinavisk miniturné på blot tre datoer. Det er deres blot anden koncert her illands (den første var på Heavy Days In Doom Town i 2014), og der skal derfor sendes en tak til Killtown Bookings og Daniel Abecassis, der har stået for at få dem forbi hovedstaden igen.

For det var en fremragende koncert, både bedre og mere afbalanceret end den øredøvende omgang i Ungdomshusets store sal en fredag eftermiddag for to et halvt år siden. Den største bedrift ved denne aften var, at det bidske og adspredte udtryk, som Oranssi Pazuzu har fundet frem til, kunne gengives så godt, som det nu blev i KB18’s lavloftede betonbyggeri. Aspekterne gik ikke tabt, og der var en overensstemmelse mellem bandets progressive, udforskende og spacede sangstrukturer og de rå omgivelser.

Og folk lod til at tage godt imod det. KB18 er et sted, der på trods af ikke at være så stort igen kan virke så uendeligt tomt, når man står i en crowd af en 20-30 mennesker. Men her til aften var fremmødet flot, og publikum levede sig dedikeret ind i musikken. Der var tydeligvis andre, der havde regnet ud, at der var en god deal i aftenens pakke.

Oranssi Pazuzu spillede de bedste numre fra ’Värähtelijä’ – den fantastiske åbner ’Saturaatio’, klokkespils-meditationen ’Lahja’, den horror-klingende ’Hypnotisoitu Viharukous’ og det 18 minutter lange space/prog/doom-monster ’Vasemman Käden Hierarkia’. Undervejs blev der også plads til den tunge ’Uraanisula’ fra det glimrende forrige album ’Valonielu’.

Kompleksiteten var intakt, og der var plads til både improviserende nysgerrighed og headbanging. Dark Buddha Risings guitarist V. Ajomo gæstede ’Hypnotisoitu Viharukous’ på vokal, og ’Vasemman Käden Hierarkia’s lange, jammende midterstykke nåede i den nye guitarist Ikons hænder at blive helt free jazzet, før nummeret udviklede sig til knusende tung doom.

Princippets mangler
På trods af, at Oranssi Pazuzu ganske vist skriver lange numre, så er fem numre bare ikke voldsomt meget fra et af tidens mest interessante bands. Det blev til præcis en times musik. men da klokken havde passeret midnat, var det tid til at pakke sammen. Sådan må det nu engang være, når folk også lige skal på arbejde næste dag. Men det taler ikke kun imod metalmaksimeringens princip, men også mod ens begejstring for metal i det hele taget, at store oplevelser skal kortes af.

Princippet er kun brugbart til en vis grad, for det taler ikke om kvalitet, men udelukkende kvantitet. Finlands eksperimenterende metalscene er ganske vist mere end spændende, men havde der blot været et eller to supportbands, ville der selv med en sen koncertstart have været godt med spilletid til Oranssi Pazuzu og deres rumudforskninger. Det ville klart have været at foretrække, for det, vi nu nåede, var i hvert fald fremragende.

Dark Buddha Rising: 3
Oranssi Pazuzu: 5

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her