Roskilde ’17: ”Giv mig noget rock n roll!” Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d9/6f/c6/19668025-10154539131606671-906168767-n-72-1498876643.jpg
01. Juli 2017    

Foo Fighters gjorde sig i den grad fortjente til at være et hovednavnen på årets Roskilde Festival, men manglede den allersidste pondus for at overgå koncerten på Orange Scene i 2005.

Kunstner
Dato
30-06-2017
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Lige fra start var Foo Fighters flyvende. Dave Grohl & co.’s energi og entusiasme er ikke til at tage fejl af, og det er deres repertoire bestemt heller ikke. Fra det øjeblik de trådte ind på scenen, blev publikum udsat for det ene hit efter det andet, og andetnummeret ’Times Like These’ fik en modtagelse, som havde det amerikanske Nirvana-restband allerede spillet i et godt stykke tid.

Der gik da heller ikke længe, før der i forreste højre pit, som showet blev overværet fra, opstod en mini-wall of death. Men da ’Learn to Fly’ blev spillet, faldt publikums vildskab, og det samme gjorde koncertens niveau desværre også.  På trods af at lyden var bedre, end Orange Scene har præsteret længe, og bandet var velpillende, fik musikken hurtig en gennemsnitlig stadionrockstandard, der bare kørte derudad uden de vilde overraskelser; en hitkavalkade har både sine fordele og ulemper.

Hele showet blev en stor singalong-koncert, der fik vakt den helt store fællesskabsfølelse, men en decideret oplevelse blev det aldrig til. Jovist, under ’The Pretender’ blev der skrålet med, og bandet fik næsten en rå vildskab frem i sig, men det var kun det forventelige. I det lange løb viste det sig at være de helt små detaljer, der løftede den energiske og dog rutineprægede koncert op; da Dave Grohl introducerede sine medmusikanter, begyndte de hver især at jamme på deres instrumenter og fik hurtigt selskab af de resterende medlemmer, og da han fortalte om sit første gang på Roskilde med Nirvana for et kvart århundrede siden – hvilket i øvrigt blev bandets eneste besøg på dansk jord – hvor landsholdet samme dag vandt over tyskerne i EM-finalen, appellerede han til publikum med en personlig og relaterbar anekdote, der ikke kunne andet end at falde i god jord.

Og netop dette viste sig at være Foo Fighters’ egentlige force denne aften; Dave Grohls uimodståelige og charmerende entertainerkundskaber. Når han teamede op med trommeslager Taylor Hawkins, der foruden hårfarve kunne være Grohls tvilling, blev tingene for alvor gode. Foo Fighters skiller sig ud fra mængden af stadionrockbands ved at være nærværende, menneskelige og nede på jorden – dog uden at miste deres rockstarattitude og -status. ”Det skræmmer mig ikke at spille foran 85.000 mennesker, men det skræmmer mig til gengæld at stå og spille foran de her gutter!” sagde Grohl og pegede over mod stage right, hvor Anthrax stod og storsmilte, mens de fik dedikeret ’These Days’ til sig.

Anthrax var imidlertid ikke de eneste, der fik dedikeret en sang til sig. ’Skin and Bones’ fra 2006 blev dedikeret til ”rigtige” Foo Fighters-fans, der som sætlistens eneste musikalske afstikker bød på blues- og ørkenrockstemning. Da keyboardspiller Rami Jaffee hev en harmonika frem blev masserne ellevilde; for det var et tiltrængt indslag.

Selvom Foo Fighters ikke på noget som helst tidspunkt fejlede – tværtimod, faktisk – blev koncerten en anelse kedelig i længden. Sangene skilte sig ikke synderligt ud fra hinanden, og det gjorde bandets performance bestemt heller ikke. Var man en af de heldige, der så Foo Fighers under deres sidste besøg på festivalen i 2005, ved man også, at de kan præstere noget meget bedre og vildere. Denne aften manglede Dave Grohl at give slip; han manglede at kravle op på lydtårnene og løbe rundt konstant blandt publikum, mens han spillede guitar.

Heldigvis fik 2017-publikummet en lille antydning af denne vildskab under ’Monkey Wrench’. Der blev skruet op for volumen, Grohl blev endelig bidt af publikums høje puls, trådte ud af sin comfort zone, og bevægede sig ned til de fans, der havde stået i kø i flere timer for at få en god plads i pitten. Og det gav pote!

Stemningen kom endelig op på et niveau, der er en god og ordentlig rockkoncert værdig. Aftenens klimaks fandt sted, men desværre stoppede Foo Fighters ikke, mens legen var god – det kunne ellers have gjort koncerten til en af de helt mindeværdige. Det amerikanske band faldt efterfølgende i samtlige klicheer, som det efterhånden meget poppede Roskilde-publikum dog åd råt; eksempelvis da alt scenelys blev slukket, og flere tusinde telefoner oplyste himlen, og ikke mindst da ’Best of You’ som andetsidste nummer blev spillet, og der blev skruet op for fælleskoret og ”the orange feeling”, som kun blev forstærket af koncertens sidste toner med ’Everlong’.

Foo Fighters to timer og ti minutter lange koncert var ganske veludført, og publikum tog godt imod. Desværre manglede det legendariske amerikanske rockband de sidste 10% for at skabe noget, der for alvor ville blive mindeværdigt – de skal turde satse på andet end deres hits, for de har talentet og bagkataloget til det. Foo Fighters skal lære at overgå sig selv.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her