For meget! Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/05/d0/f2/01-39-1485821372.jpg
30. Januar 2017    

Green Day spillede lørdag en unødvendigt overdrevet koncert i Malmös multi-arena. Både hvad ligegyldige gimmicks og sætlisten angik.

Kunstner
Spillested
Dato
28-01-2017
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
3

Var det ikke for paskontrol og tvunget togskifte i lufthavnen, havde det ikke taget meget mere end 30 minutter at komme fra Københavns hovedbane til Malmö Arena. Multifunktions-arenaen i Hyllie, der blev opført i 2008, kan rumme ca. 15.000 gæster og er vel nærmest placeret i Danmarks baghave. Et glimrende alternativ, når Danmark ikke bliver begunstiget med et besøg af Green Day på deres Revolution Radio-tour.

Det var nu ikke helt 15.000 gæster lørdag aften. Men det var tæt på udsolgt. Derfor var arenaen tæt pakket med både svenskere og danskere. "Are you ready to rock, Malmö?" spurgte Billie Joe Armstrong. Svaret kom klart og tydeligt. "Are you ready to rock, Copenhagen?". Svaret og styrken tydede på, at en del danske fans havde taget turen over sundet, og de var også parate.

For oldschool-fans og nye tilhængere
Green Day var ligeledes ready to rock. På klassisk amerikansk vis. Publikum fik alt. Ild, fyrværkeri og overdrevet mange gimmicks. Der blev også tid til masser af god musik. Måske endda lidt for meget. 28 numre, fordelt ud over bandets bagkatalog. Lige fra ’2000 Light Years Away’ fra ’Kerplunk’ (1991) og frem til ’Bang Bang’ fra tourens omdrejningspunkt, ’Revolution Radio’, der udkom sidste år. Heldigvis slap vi for trio-hjerneblødningen fra 2012.

Vi fik alt det bedste fra Green Day. ’American Idiot’ blev sikkert leveret, endda uden den forventede anti-Trump-brandtale. ’When I Come Around’ leflede for nostalgien, ’Minority’ gav mulighed for at vifte med regnbue-flaget og Operation Ivy-coveret ’Knowledge’ var en fin hilsen til bandets helt unge dage og de old-school fans, der har fulgt dem siden

Det var mere end nok. Der var absolut ingen grund til at tilføje et cover-medley bestående af Rolling Stones’ ’(I Cant Get No) Satisfaction’, Monty Python-hymnen ’Always Look on the Bright Side of Life' og The Beatles' ’Hey Jude’. Det var overflødigt. Ligegyldigt og unødvendigt. Et mærkeligt og dumt ophold på en cover-station, der momentvis afsporede koncerten.

Ud af de 28 Green Day-numre var seks af disse fra ’Revolution Radio’. Det er naturligvis princippet for en album-tour. Desværre er ’Still Breathing’, ’Forever Now’ og den irriterende ’Ordinary World’ hverken gode på plade eller live. 28 numre og et medley var for meget.

For meget musik og for mange gimmicks.
Der var konstant liv på scenen. Publikum blev holdt i et stramt greb. Ført fra den ene oplevelse til den anden. Nummer for nummer. Sangene blev sjældent ”bare” fremført. Især Armstrong var overalt. Som en sand rockstar, brugt han mere tid på at performe, synge og dirigere publikum, mens tour-medlemmerne Jason White og Jeff Matika tog sig af guitaren. Modsat var Mike Dirnt en solid støtte for den sprælske frontmand. Trofast bøjede han de fire strenge med et snerrende ansigtsudtryk og energien lysende ud af øjnene. Den sande punkrock-attitude. En attitude, der alt for ofte druknede i gak, løjer og overflødige gimmicks.

Allerede fra aftenens første nummer ’Know Your Enemy’ blev en tilfældig blandt publikum hevet op for at synge med. Det lød heldigvis ikke så godt, og man fik fornemmelsen af, at det reelt set var en tilfældigt udvalgt. Det fik man ikke de efterfølgende to gange, hvor bandet gentog tricket. Gentagelserne virkede både unødvendige og planlagte.

Koncerten var storladen og pompøs og samtidig  100 % afmålt og nøje tilrettelagt. Fyrværkeri blev affyret med præcision, som Tré Cool ramte trommerne. Med så voldsomme brag, at alt andet blev overdøvet. En unødvendig chokeffekt, der for alvor gjorde det klart, hvor lavt Green Day egentlig spillede. Lyden var ellers upåklagelig i Arenaen, men manglede saft og kraft.

Grundlæggende var det en fornøjelse at se Green Day igen. Men det var alt for ofte for meget show og for lidt koncert. For meget ”oh-lå-lå-lå” publikums-sang og for meget visuelt pjat. Koncerten ville stå stærkere, hvis Green Day havde skåret ind til benet. Hvis de droppede at give guitarer væk til "tilfældige" udvalgte blandt publikum. Droppede hyldest-medleyet og skar sætlisten til.

I stedet fik vi hele pakken. Alle sanser blev bombarderet med indtryk. I en sådan grad, at man nærmest var lettet da ’Good Riddance (Time of Your Life)’ langt om længe afsluttede koncerten. Som konfettien lagde sig som en dyne over publikum takkede trioen af og forlod for tredje gang scenen. Denne gang kom de ikke tilbage.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her