Forfriskende beskidt
Populær
Bölzer var festivalens højest spillende band, da de søndag eftermiddag krydrede Afterburneren med en opfindsom blanding af død og black.
2. Steppes
3. CME
4. Soul Eclipse
5. Labyrinthian Graves
6. Entranced by the Wolfshook
7. The Great Unifier
8. Zeus - Seducer of Hearts
Søndag eftermiddag stod den på en schweizisk duo, Bölzer, i Roadburns Green Room, der har den af festivalens fire scener, der som tommelfingerregel ikke kun leverer den bedste lyd, men som også leverer den højeste. Og er der noget, man gerne har brug for til den såkaldte Afterburner under Roadburns sidste dag, så er det høj volumen. Efter tre intense dage, der på mange måder minder om en form for eksperimenterende sonisk voldtægt tilsat for meget røg og ditto stærke øl, skal der enten det sublime, det overraskende eller meget høje koncerter til for at holde én til ilden, så at sige. Om søndagen er det således let at komme til at stå og sumpe passivt til koncerterne, og det er for hulen ikke derfor, man tager til festival.
Det var derfor også kun godt, at man lyttede til sine venner og gik til Green Room i god tid for at sikre sig en plads til Bölzer, der ellers var et ukendt navn for én. Den forholdsvis lille scene blev nemlig ganske hurtigt totalpakket, og da Bölzer gik på scenen, fandt man hurtigt ud af hvorfor: De overraskede så tungt, at man hev efter vejret, og samtidig spillede de så bulldozerlarmende, at ørerne blødte. Det sublime var de ikke i nærheden af, men hvem fa'en har også brug for at ty til det metafysiske, når man for får serveret en solid og kampklar næve af lige dele black og død, der vitterlig er til at tage og føle på!
Musikalske set placerer Bölzer sig et spændende sted mellem det avancerede og det primtive, og det er i høj grad denne i virkeligheden progressive tilgang til det musikalsk univers, der gjorde koncerten på Roadburn så overraskende og medrivende, som det var tilfældet. Når det var avanceret, var det klassisk dødsmetal med fyldig lyd, mens de under deres repetitive, primitive, men ikke desto mindre lige ondskabsfulde stunder serverede en form for nedbarberet, tung black med doom-elementer fra guitaren. Specielt et opfindsomt trommespil, der var vekslede mellem det tekniske og det barnlige, fik igen og igen revet én ud af sit gode sind under koncerten. Når det var bedst, levede man sig 100 % ind i skidtet. Specielt 'Zeus - Seducer of Hearts' manifesterede sig med headbang og velkomne apokalyptiske fistfucks i luften. Men det var nu et gennemgående træk under hele koncerten, at Bölzer spillede så forrygende intenst, at de nærmest rev samtlige tilskuere midt over undervejs. Der dukkede tilmed en moshpit op foran scenen, hvilket ellers er et sjældent syn under Roadburn.
Må alle derfor få muligheden for at opleve Bölzer live og dermed mærke, hvordan det er at blive langet en flad af Satan selv. Egentlig kan man ikke forestille sig, at man ikke skulle få muligheden for at se dem igen, thi Bölzer vil uden tvivl flænse huden af også et større metalpublikum i fremtiden. Det er kun et spørgsmål om tid. Hail Bölzer!