Forgæves klatretur i et hedensk træ
Sabbath Assembly, der senere på ugen spiller på DIY-festivalen, Heavy Days In Doom Town, udgav tidligere på året deres tredje studieplade, 'Quaternity'. Det er en plade, der er mere interesseret i det hedenske end i at skrive gode sange.
2. The Burning Cross Of Christ
3. Jehovah On Death
4. I, Satan
5. Lucifer
6. The Four Horsemen
Siden debuten i 2010 har Sabbath Assembly på godt og ondt fået en del folk til at snakke i krogene. Snakken går først og fremmest om bandets hedenske og religiøse tekster, der er dedikerede i deres dualistiske hengivenhed til på én gang Gud og Satan i en sådan grad, at det angiveligt får folk til at spærre øjnene. Sabbath Assembly er medlemmer af den såkaldte The Process Church og på grund af bandets koncerter, der skulle være teatralske og ret ekstreme i deres budskaber, er der dem, der mener, at bandet i højere grad synes interesseret i at få folk konverteret til sin kirke, end de er interesseret i at levere en god koncert. Sådan er der jo så meget og snakken går selvfølgelig oftere mere, end den egentlig burde. Specielt når det gælder det okkulte og religionsopgør, som er det, Sabbath Assembly er interesseret i.
Hedensk fokus
Derfor ligger det egentlig lige til højrebenet at sætte et gimmick-label på Sabbath Assemblys musik. På den anden side synes det også letkøbt. Til trods for at der egentlig ikke er meget tvivl om, at 'Quaternity' er en plade, denne skribent ikke kommer til at vende meget tilbage til fremover, er der nemlig alligevel noget dragende over den åbenlyse kompromisløshed, som bandet griber sit materiale an på. Bandet griber materialet an med en koncentreret vilje, der gør, at man kort sagt tror på det hedenske fokus, bandet lægger for dagen på denne deres tredje album til dato. At man så at sige tror på Sabbath Assembly, skyldes sandsynligvis, at bandet store dele af pladen igennem udelukkende har skuldertræk til overs for de klassiske sangkompositioner og er det medrivende riffs og bombastiske musikalske næver, man er ude efter, leder man forgæves her. De musikalske veje, som andre okkulte bands ofte bevæger sig ud af i et forsøg på at imødekomme også et kommercielt publikum, disse veje nægter Sabbath Assembly at forholde sig til. Bandet får på den måde taget det hedenske til et sted, som egentlig kun ganske få bands formår - og respekt for det.
Hedensk overkill
Til gengæld medfører det hedenske fokus også, at 'Quaternity' ofte bliver langhåret og kan synes noget vel indforstået. Der er vel næppe det, denne skribent ved bedre, end når et band formår at bryde med gængse strukturer og på den måde formår at have en anderledes effekt kørende for sig, der transcenderer sangskabeloner og hiver én ind i et univers, som man i forvejen ikke kendte til. Men til trods for at det egentlig er pokkers svært at komme udenom det smukke og netop det mystisk dragende ved Jamie Meyers vokal på åbningsnummeret, 'Let Those Who Mystically Represent...", samtidig med at det ligeledes ikke er let ikke at blive betaget af den lyse Neal Schon-associerende guitartone på efterfølgende skæring, 'The Burning Cross of Christ', ja, så fungerer det bare ikke. Der er flere elementer af musikalsk særklasse på pladen, men det hedensk religiøse bliver overordnet set formidlet så pokkers formanende, at det musikalsk set resulterer i det sløje og - hvad værre er - det småkedelige.
Musikalske input
Hedensk vilje er der således mere end rigelig af på pladen, men der er heldigvis også et par stunder af anderledes musikalsk vilje. 'I Satan' er eksempelvis et af pladens seks numre, der momentvist åbner op for de mere æggende sluser. Ligesom det gør sig gældende for resten af pladen, er der også ér en god portion hidkaldende formaning over denne sangs pacing, men tonerne på netop denne blander sludge, doom og små snert af barok på en overvældende opfindsom måde, som i sidste ende bliver helt folk-progressivt i sit udtryk. Nummeret er på ingen måde overraskende, men skiller sig alligevel en smule ud på pladen.
Også 'Lucifer' lader det religiøse træde en smule tilbage for i stedet at gøre plads til en anderledes klassisk komposition. Det klassiske bliver i dette tilfælde formidlet gennem en kort melankolsk kærlighedsballade. Skæringen er en tillid- og kærlighedserklæring til Satan og det skyldes formentlig ikke kun de svævende keyboard-toner men også dualiteten mellem sangens fernis af skønhed og det mørke, der gemmer sig under dens umiddelbare krop, at den kan minde om Angelo Badalamentis mesterlige soundtrack til 'Twin Peaks. Ligesom 'Twin Peaks' kigger på godheden og ondskabens akse fra et og samme perspektiv, det samme er selve fundamentet for det hedenske perspektiv, Sabbath Assembly dyrker.
Omslutteligt og langt fra nok
Når alt kommer til alt er kompromisløshed, koncentreret kreativitet og egentlig ganske interessante religiøse tanker om lys vs. mørke dog langt fra nok til at skabe et godt eller rigtigt interessant album. Desværre. Tonerne på pladen synes velvalgte, produktionen er omsluttelig og nærmest kropsnær, selve instrumenteringen er tilpas sumpet, hvilket har en meget bevidst hensat virkning på lytteren - og det er stadigvæk ikke nok. Brugen af de paranoia spoken words, der dukker op halvejs inde på 'The Four Horsemen', gør heller ikke meget ved det samlede udtryk - og det er til trods for at det ellers er Mathew McNerny og Marja Kontinnen fra blandt andet Beastmilk og Hexvessel, der leverer linjerne. Den melodiøse akustiske guitar, der dukker op senere på samme episke, monotone skæring, bidrager dog anderledes forfriskende, hvilket dog er en sjældenhed på 'Quaternity'. Alt i alt har man det med denne plade, omtrent på samme måde som man havde det med den seneste film af Jim Jarmusch, 'Only Lovers Left Alive'. Begge værker præsenterer interessante tanker, godt håndværk og kunstneriske finurligheder, men det bliver aldrig forløst, kommer aldrig ud af sin egen krop, og derfor ender udtrykket med at forsvinde i sin egen indspisthed.