Forladt som en brandtomt
Populær
En publikumsforladt aften og for meget ventetid lagde en dæmper på underholdningen med canadiske Barn Burner og de tre danske opvarmningsbands.
Det havde været lønningsdag for de fleste dagen før, og det havde måske resulteret i byture og en aften med spenderhatten på, så der kun var et begrænset og tømmermandsramt publikum tilbage til at indtage hele 4 bands for blot 60 kroner lørdag i kødbyen.
Heldigvis var der også bands og dele af publikum, som forstod at give den så meget gas, at hvis man blot havde fokus mod scenen og nogle få meter foran, så skulle man nok se fest.
Albumdebuterende New Discolour udviste en fornem energi. For at bruge en Devilutions-kollegas ord fra cd-anmeldelsen, så spillede bandet en nuanceret form for fusions-metal. Masser af fede riffs, god tyngde og så lige vokalen... Den krævede lidt tilvænning, det var mest en knap så varieret omgang skrig og skrål. Den slags man ofte hører, når der tales om "screamo".
Det var ikke bandets normale sanger, men derimod en snakkesalig Neema fra Wecanwalkonwatertoo. Heldigvis havde New Discolour trods en opvarmningstjans alligevel tid nok til, at vokalen fik tilvænnet ørerne, så det hele endte med at være en temmelig fornuftig omgang at overvære.
(karakter: 3,
" target="_blank" title="New Discolour">videolink)
Så du sangeren?
Ajuna leverede kaos på et højere plan. Med den nærmest motorisk hæmmede vildbasse på leadvokal blev de andre bandmedlemmer forvandlet til statister. Nuvel, de var vigtige brikker for musikken, men hvis der var én, man ville huske efter koncerten, så var det forsangeren, som startede koncerten med at sætte sig på scenegulvet og tænde en joint. Det blev ikke sidste gang, at han sad eller lå på scenegulvet, for det der med bare at stå op og synge, var åbenbart alt for kedeligt.
Musikken rakte fra et black metallisk skævt skåret snit a la Nachtmystium til noget mere dunkelt og mørkt over grind og punk. Vokalerne varierede fra hysterisk hysteri til dybe growls. Men mellem numrene talte frontmanden med den sære svensker/Polle fra Snave-frisure med en stemme som Simon Emil Ammitzbølls - efter at have indtaget helium. Og mening gav det sjældent, men underholdningen var i top. Når musikken spillede, fik piben - så at sige - en anden lyd, og ingen kunne vide sig sikre, for spasmageren tog gerne hovedspring ud i crowden og endte i en bunke med diverse publikummer en 5-6 meter fra scenen.
(karakter: 4,
" target="_blank" title="Ajuna">videolink)
Arrogancen var fesen
Det var ikke fordi sceneskiftene gik stærkt denne aften, men det var ikke tid, som folk skulle bruge for at trække sig af sted til rockkoncert. Således måtte The Revolt of Darwin også nøjes med en 15-20 personer foran scenen, og så nogle folk nede bagi som forsanger Toni, da også gjorde sit for at svine til for den passive indstilling.
Han virkede sur over forholdene og lavede pruttelyde i mikrofonen for at udtrykke sin utilfredshed. Der var en vis arrogance - det kan være superfedt, når det gøres rigtigt - men det faldt desværre lidt igennem og var kun sjovt i få af monologerne. Bandet spillede en udmærket omgang rock 'n' roll af en slags, som kunne minde lidt om SuperChargers onde og uopdragne lillebror. Lyden var desværre fyldt med feedback og savnede lidt orientering, så guitar-riffs kunne stå tydeligt frem.
Der var bestemt fine momenter og Dan på guitar var sammen med trommeslager Jakob et udmærket energisk indslag. Hvis vokalen havde fået mere plads i mixet og havde lydt mindre anstrengt, så var det måske faldet bedre ud trods irritationen over den alt for lille crowd.
(karakter: 2,
" target="_blank" title="the Revolt of Darwin">videolink)
...og vi ventede, men fik da en energisk afslutning
Så kom der mere ventetid. Et nyt trommesæt skulle ind til det canadiske band, Barn Burner. Bandets andet album anmeldte vi for nylig. En udmærket omgang hard rock, som havde potentiale for at være superfedt live. Det lød som sådan en slags Airbourne til tider mixet med en omgang garage og lidt halvpunket thrash a la 'Kill 'em All'.
Desværre så fungerede det ikke helt så godt her på KB18. I hvert fald i forhold til forventningerne. Måske blev bandet også påvirket af det sløje fremmøde, for selvom der var smil og en fin entré, upåvirket af, at der nu kun var ca. 20 personer tilbage, så døde det lidt undervejs. Publikum blev glemt, så det i stedet blev som et - trods alt - meget energisk kig ind i gruppens øver.
Ved afslutningen var det alligevel som om fanden tog ved canadierne og de igen opdagede, at der var publikum. Den energirige 'Scum of the Earth' blev fyret af sted og herefter et sidste nummer, som også rykkede, og så en bassist siddende i sand rockpositur på gulvet. Lidt som det så ud, da Valient Thorr gæstede stedet tidligere i år. Dog uden roningen.
(karakter: 3)
Hvor havde det bare været fedt med mindre ventetid og flere mennesker. Der var højdepunkter, men den flade stemning ødelagde bare en del. Og så var det endda en lørdag aften...
Barn Burner i aktion på aftenen i et atypisk nummer, da det gik lidt langsommere end bandets andre sange: