Forrygende norsk fest Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/64/50/cf/03-37-1426517245.jpg
15. Marts 2015    

Sympatiske Skambankt fejler sjældent med deres medrivende rock. Torsdag aften i Pumpehuset var ingen undtagelse, hvor den norske duo Kindred Fever også gjorde indtryk med glimrende bluesrock og et cover af Mercyful Fate.

Kunstner
Spillested
Dato
12-03-2015
Genre
Trackliste
1. Anonyme hatere
2. Skambankt!
3. O dessverre
4. Me sa nei!
5. Dynasti
6. Desertør!
7. Vår Bør
8. Som en sirene
9. Slukk meg (for eg brenner)
10. Alarm!
11. Mantra
12. Stormkast #1
Ekstra
13. Voodoo
14. Panzersjokk!
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
4

Det hører til blandt de usædvanlige begivenheder, at et norsk band tager på Danmarksturné og giver otte koncerter i landet. Men når nu Skambankt i disse dage alligevel er i København for at indspille deres kommende plade, giver det selvfølgelig meget god mening. 

En smagsprøve på, hvad der er i vente fra udgivelsen, fik vi dog ikke, da det altid sortklædte band gik på den store scene i Pumpehuset torsdag aften klokken 23.

Som under deres forrygende koncert tidlig søndag på Roskilde Festival i sommer blev publikum i stedet ført igennem numre fra Skambankts fem udgivelser, der alle blev leveret med blanding af entusiasme og veloplagt sindsro.

’Anonyme hatere’ fra sidste års ’Sirene’ satte energisk en fest i gang hos de mange publikummer og især blandt gruppens mange fremmødte landsmænd, lod det til. Den gode stemning på både scenen og de mange gæster foran den var i hvert ikke til at tage fejl af. Med god grund. En unik oplevelse var det måske ikke, men Skambankt svigter sjældent, og det de gjorde de ganske tydeligt heller ikke denne aften med en alsidig sætliste, der sikrede succesen.

Åbningsnummeret blev fulgt op af ’Skambankt!’ fra 2004 og var koncertens første nummer ud af i alt fem fra den hårdtslående debut. Her hvor alle sangtitler ender med et udråbstegn, der vidner om den mere aggressive stil nordmændene lagde for dagen først i karrieren. Flere af sangene stammer oprindeligt fra deres demo fra 1994 og titler som ’Me Sa Nei!’ og ’Desertør!’ – vi glimrende fik serveret denne aften – efterlader heller ikke så megen tvivl om Skambankts politiske ståsted. Det er vred, venstreorienteret punkrock skrevet i frontmand Terje Røthings unge år, men lyden på gruppens studieplader er umiskendeligt mere inspireret af ørkenrockerne i Queens of the Stone Ages stil og produktionslyd.

Nu er Terje Røthing måske knap så karismatisk som Josh Homme, men til gengæld mere sympatisk. Her er ingen snobbet attitude, men en frontmand, der er helt nede på jorden og i øjenhøjde med sit publikum. Helt bogstaveligt, da der sidst i koncerten var inviteret til fri leg på scenen og publikum indtog den til årets indtil videre mest festlige koncertindslag. Sådan skal det sgu være, også selvom det kostede tekniske problemer med grejet bagefter. Autentisk spontanitet har sin pris, og oplevelsen var da klart knaset det værd.

Skambankts udvikling fra de tidlige, hårde år til den senere sans for medrivende, melodiske numre var også indlysende mod vejs ende i form af forrygende ’Mantra’ og ’Voodoo’. Sidstnævnte var oprindeligt tænkt som aftenens punktum, men uden større protester mod publikums ønske om mere kom debutens ’Panzersjokk!, der blev sat som det endelig punktum på en ganske fremragende koncert. I sidste øjeblik af nummeret kom Magtens Korridorers frontmand Johan Olsen hoppende fra scenen, men trods han medvirker på en alternativ version af ’O Dessverre’, der kom tidligt i koncerten, forblev Olsens stagedive hans eneste indslag.

Med undladelse af numre som ’Malin’, ’Amnesti’, ’Kaos, så inferno’, ’Kverlartak’ blandt så mange andre perler, slår det pludselig én, hvor stærk en diskografi Skambankt faktisk har bygget op med deres fem plader. Deres popularitet er ganske forståelig og nok engang sørgede Skambankt igen for nok en endnu fornøjelig rockoplevelse.

Middelklassepunk og ”Mercyful Fate”

Kollegaerne i Honningbarna har også slået deres navn fast som et populært liveband, siden de debuterede i 2010. Pumpehuset gik da også noget nær i selvsving fra det øjeblik nordmændene entrerede scenen, som frontmand Edvard Valberg sprang ud fra og ned til publikum, så snart musikken spillede. Jovist, gæsterne fik vel fuld valuta for pengene, men sorry, i undertegnedes øjne er Honningbarna forceret middelklassepunk, jeg har svært ved at have noget til overs for.

Langt mere interessant var aftenens første band, Kindred Fever. En norsk pendant til The White Stripes. Duoen udgøres af den bedårende Linn Sofie Hagen Olsen på trommer – og af og til trompet – mens Jarle Langåker håndterer vokalen og guitaren. Stilen er bluset og punket og numrene, som den forrygende ’Ready to Die’, sniger sig sjældent op på at vare mere end tre minutter. I længden er inspirationen fra Jack og Meg White lige en tand for meget, men duoens halve time var en ganske stabil og medrivende oplevelse. Ikke mindst da de to kastede sig ud i en alternativ, afdæmpet og rocket version af Mercyful Fates udødelige klassiker ’Evil’. Sådan. God stil!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her