Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra retro til leflen

Populær
Updated
Fra retro til leflen
Fra retro til leflen
Fra retro til leflen
Fra retro til leflen
Fra retro til leflen

Det var noget af en bonus at få Enslaved og Sahg med som Dimmu Borgirs support, så det var ikke en af de dage, hvor man skulle hænge længe over sine warm-up øl på den lokale.

Kunstner
Spillested
Dato
11-10-2010
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Den store norske pakke lagde ud med Sahg, der har King på bas. Udover at være skolelærer i Bergen, så har manden også spillet bas i Gorgoroth, men Sahg er i en noget mere "retro" boldgade. Der er nemlig tale om en slags hard-rock med doom- og stoner-elementer. Og at det var retro, viste gruppens bandbus også udenfor. Wow, for en gammel bus!

Sahg tog imod sin store chance for at blive mødt af et større publikum, men skuffelsen over det pinlige fremmøde (bandet gik på før Vegas hjemmeside annoncerede koncertstart - red.) stod nærmest malet i øjnene på de tre strengespillere i front, mens trommeslageren dog smed tyngde og gå-på-mod ind i bytte. Og det virkede - for hurtigt rykkede musikken, der lød som Spiritual Beggars burde have lydt på sin seneste skive. Når vokalen nu skal være high-pitch-I-wanna-be-Ozzy-agtig, så fungerede det faktisk godt alligevel. For bunden var kommet med, noget sammenligningen til det svenske band (med sin nye sanger) savner.

På bas var den skramlede, distortede lyd helt passende til instrumentets sorte tape, der holdt sammen på skidtet, hvilket dermed gjorde, at det overraskede, at tonerne alligevel lod sig skelne en-for-en.

Guitar som i gamle dage

Tung var guitaren, men især var Thomas' soli i særklasse, og gjorde Sahgs hyldest til den klassiske metal og rocks dyder ganske troværdig.

Det kan godt være, at Olavs vokal skærer lidt i ørene, men den lød bedre end på plade, takket være den gode bund, så det var helt fortjent at den nærmest pinligt lille crowd nåede at vokse sig til en fornuftig størrelse, som piftede begejstret af den gode rock-indsats.
(karakter: 3)


Mere "black" end normalt

Enslaved kræver ikke megen introduktion. Bandet er aktuelle med sit ellevte album, hvor vi dog her på sitet sidst har anmeldt bandet på den foregående, Vertebrae. Tidligere koncerter er gået med lige så atypisk opvarmning som Sahg må siges at være for Dimmu Borgir (læs her), og måske derfor havde bandet valgt at vende bøtten på hovedet, og tage udgangspunkt i sine mere straight-forward og hårde sange. Ja, det kunne godt høres, at musikken ad åre er blevet mere progressiv, men der var i hovedparten af sættet langt til afslutningens 'Ground' fra nævnte 'Vertebrae'.

På sin vis var det fantastisk at se et ret så fanden-i-voldsk black metal band, hvor især 'Alfadr Odinn' fra 1992 faldt overraskende godt ind. Men samtidig føltes det som en leflen for Dimmu Borgirs fans, og en forventning om, hvad de måtte ønske sig.

Men spilleglæden, jokes'ne om fjeldaber og hyggebajere talte opad sammen med den fede lyd, der levnede plads til både Ide Dales fede soli og frontmandens harske vokal. Det var en ambivalent fornemmelse, og det skabte tvivl: for måske var det Enslaveds bedste koncert i en årrække på dansk grund eller også fejlede bandede ved ikke at vedkende sig sine 70'er progressive indslag mere, når nu alle fans har vænnet sig til denne kvalitet?

Derfor "kun" 4 til et storspillende norsk band, som virkelig greb sin chance for at gøre sig bemærket af det efterfølgende, højt-spillende og ligeledes norske, Spellemans-vindende bands fans.

Læs om Dimmu Borgir her.

(Enslaved: 4)