Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fræsende fed dansk thrash

Populær
Updated
Fræsende fed dansk thrash
Fræsende fed dansk thrash
Fræsende fed dansk thrash
Fræsende fed dansk thrash
Fræsende fed dansk thrash
Fræsende fed dansk thrash
Fræsende fed dansk thrash
Fræsende fed dansk thrash

Fredag nat efterlod Artillery ingen tvivl om, at de er dansk thrash med verdensformat med benhårde numre gennem tre årtiers diskografi. Dårlig lyd holdt desværre koncerten fra at blive det helt store brag.

Kunstner
Dato
24-06-2016
Genre
Trackliste
1. In Defiance of Conformity
2. Legions
3. By Inheritance
4. Live by the Scythe
5. 10.000 Devils
6. Khomaniac
7. The Almighty
8. Terror Squad
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

De danske navne fyldte ikke meget på programmet i Copenhells første par år. Forståeligt nok. Der skal internationale hovednavne til for at starte en festival op. Og få den til at overleve i fremtiden.

Kritikken kom alligevel uundgåeligt. Danske bands følte sig overset. Siden blev den debat lukket. Fra to dage til tre dage – og længere dage. Til fordel for den hjemlige scene.

En hel del danske navne har med tiden fået chancen for at optræde på landets ubetinget største metalbegivenhed. Fra opkomlinge til klenodierne i Hatesphere, Illdisposed, Raunchy, Dawn of Demise og Konkhra.

Alle de store har været der. Også ved tilfældigheder. Der skulle afbud til, før Pretty Maids stod på festivalen sidste år. Ditto da Artillery med få timers varsel trådte til og erstattede Kyuss Lives! i 2011. Og så er der de to største internationale danske ikoner, Denner/Shermann, der indtil videre må nøjes med havefesten i Fredericia på Metal Magic om få uger. Hvor Danmarks ældste og bedste black metal-band Denial of God også er programmet.

Måske skyldes manglen på de gamle danske grupper, at festivalen ikke tror på, de trækker folk. Ikke tror på, at ungdommen kender dem. I så fald: Så opdrag dem!

I år var der nemlig endelig fundet plads – den sidste af dem –  til, at de danske thrash-pionerer Artillery kom rigtigt på plakaten. 

Det gik ikke stille for sig. Hverken på scenen eller foran, hvor ungdommen gik amok, mens generationen før dem nikkede til takterne og tog tilbage i tidernes morgen i 80’erne, hvor Artillery pulveriserede de danske spillesteder – i selskab med alle fra Slayer til Destruction.

Der var ydre omstændigheder, man må leve med. Himlens sluser over King Diamond satte sit præg på den fredagsfest, der plejer at kulminere efter midnat. Og så var der Abbath (Abbbaaattthhh!), der viste sig fra sin bedste side på Hades en halv time før, Artillery gik på.

Men til trods for, at fremmødet var noget trist, da danskerne gik på kvart over et, så kom folket sivende til. Forståeligt nok. Det er ikke uden grund, britiske Metal Hammer kaldte Michael og Morten Stützer for to af verdens bedste thrash-guitarister i magasinets af anmeldelse af ’Penalty by Perception’, da den udkom i marts. Selv skamroste vi den også.

Som på pladen åbnede ’In Defiance of Conformity’ showet med tordenriffs fra de to brødre, der også skiftedes til at lire soli af. Og ikke bare for hurtighedens skyld, så det bliver sjaskende og ligegyldigt. Den slags soli serverede Alice Coopers Nita Strauss. Det er ingen kunst af være hurtig med fingrene. Det kommer med øvelse. På en scene handler det om indlevelse.

Stützer-brødrene har fornemmelse for tonerne og sans for begrænsningens kunst. Det var sublimt at være vidne til under både nyt og gammelt. Fra forrige plades ’Legions’ til titelnummeret på karrierens store klassiker ’By Inheritance’. Hvorfra vi naturligvis også fik kongenummeret ’Khomaniac’ – inspireret af Irans tidligere åndelige leder Ayatollah Khomeni, der sidst i 70’erne sendte landet tilbage til stenalderens primitive tankegang.

Én, som oplevede det strenge samfund i 1980’erne, stod blandt publikum. En iransk filmhistoriker, der er i hovedstaden for at holde foredrag. Og passioneret metalfan, som han kun kan dyrke i smug i det religiøse hjemland, der ikke just ser særlig positivt på Satans fortrukne musikgenre.

Faktisk har han aldrig før været ude af Iran. Turen til Danmark er hans første. Og Copenhell hans første møde med metalkoncerter, der ikke er på YouTube. Hvor er det fantastisk at opleve et menneske møde den frihed, vi andre tager for givet. Kendte han så til Artillery? Selvfølgelig kendte han da det danske band, der har skrevet en sang om hans hjemlands monster. Og sådan er det ironisk nok med de her første danske metalbands. De er større og muligvis mere forståede i udlandet end herhjemme. Vi kommer aldrig til at opleve en generation som de danske grupper, der opstod i 1980’erne. De har en aura af ægthed over sig.

Artillery udstråler den netop tydeligt. Morten Stützer mere tilbagelænet end sin 56-årige storebror, der er helt fremme i skoene. Bassist Peter Thorslund har været med i tre årtier. Han ligner måske mest af alt en flink familiefar, men forvandler sig til tung metalmester, der sammen med en altid fremragende Joshua Madsen på trommerne holder maskinen knusende kompetent kørende.

Og så er der manden i front. Forrygende Michael Bastholm Dahl, der kom med i gruppen, efter de oplevede ham som King Diamond i jambandet Mercyful Diamond på Heavy Agger Metal Festival i 2012.

Den rolle indtager man kun, hvis man kan. Eller er total idiot. Bastholm er absolut ikke det sidste. Han fører Artillery formidabelt videre med sin store stemme. Og det er faktisk ikke så små han skal fylde ud. Fortidens Flemming Rönsdorf er uden tvivl en af de bedste sangere, Danmark har fostret.

Men klassikerne føles ikke forkerte i selskab med Bastholm i front. Og vi kom da også helt tilbage i bagkataloget med thrash-fræserne ’The Almighty’ fra 1985 og ’Terror Squad’, der benhårdt lukkede koncerten.

Men før vi kom så langt, fik vi selskab af sangeren, der optræder i diskografien imellem Rönsdorf og Bastholm. To plader blev det til med Søren Nico Adamsen, der kom ind og gav duet med Bastholm på ’10.000 Devils’ fra den første plade med Adamsen på vokal i 2009. Fantastisk.

Men det var heller ikke en koncert uden skønhedsfejl. For hvor man netop ikke kan ændre på omstændigheder som vejr og en norsk galning i topform på den anden scene, så kan man gøre noget ved lyden.

Det skete bare ikke. ”Kan I høre mig?” spurgte Bastholm af og til. Nej, det var faktisk temmelig svært. Hans mikrofon lå alt for lavt i mikset. Pisse ærgerligt. For det fik momentvis frustrationerne frem. Både hos sangeren og publikum.

På den måde udeblev det helt store thrash-brag. Men det var bestemt ikke bandets skyld. De spildte ikke chancen for at vise, at de er i en liga for sig selv på den hjemlige thrash-scene.