Gedigen mellemvare

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4e/b7/e2/21270_C49F1452_1286841002.jpg
09. Oktober 2010    

Porcupine Tree leverede en af deres mindre perfekte koncerter under deres første besøg i Århus.

Spillested
Dato
04-10-2010
Distributør
Trackliste
Even Less (full version)
Open Car
Lazarus
Sound of Muzak
Russia on Ice / Anesthetize (Pt.2 - The Pills I'm Taking)
I Drive the Hearse
Bonnie the Cat

----- PAUSE -----

Occam's Razor
The Blind House
Great Expectations
Kneel & Disconnect
Drawing the Line
Stars Die
Dislocated Day
Time Flies
Sleep Together

------------------

Blackets Eyes
Trains
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Man er efterhånden blevet helt forvænt. I hvert fald var det tredje gang på mindre et år, at de stadig mere og mere populære Porcupine Tree denne mandag aften gæstede Danmark. Modsat tidligere besøg på i hovedstaden samt på Arena-scenen på årets Roskilde Festival, var besøget denne gang dog henlagt til Lasse Hoiles (som laver musikvideoer og grafisk design for bandet, - Red.) hjemby, Århus, hvor et så godt som udsolgt Train vanen tro tog imod den britiske kvartet  samt live-ekstramedlemmet John Wesley med åbne arme.

Mini-tour som optakt

Aftenens koncert var kick-off'et på en mindre europæisk mini-tour bestående af kun syv koncerter i alt. Det skal her nævnes, at disse syv koncerter ligger placeret imellem to tre timer lange koncerter, som finder sted i henholdsvis New York og London (NYC-koncerten er faktisk allerede løbet af stablen; London showet finder sted i næste uge), og som bandet selv lægger op til, ikke kun bliver ekstraordinære i form af deres længder men også i kraft af det sangrepertoire, bandet vælger at bladre rundt imellem disse to aftener.

Porcupine Tree er de sidste fire, fem år blevet populærere for hver eneste af de tre sidste studieudgivelser, og hovedvægten af det materiale, der er blevet spillet disse sidste år, har hovedsagligt - og vel meget naturligt - haft fokus på disse plader. For blandt andet at vise respekt over for de fans, der er tilhængere af også deres tidligste plader, er det planen, at disse to koncerter, skal lægge lige så meget vægt på det ældre materiale.

Det fik Århus-publikummet forsmag på allerede fra start af, hvor den fulde version af den episke 'Even Less' startede koncerten modigt. Modsat den korte udgave af sangen, som man kan finde på 'Stupid Dream' (1999), var den fulde version oprindelig kun tilgængelig på b-side-udgivelsen, 'Recordings' (2001), som indtil for nylig kun fandtes i et begrænset oplag. Som bandets popularitet i midlertid kun stiger, findes nu også den version i et genoptryk. Og man har aldrig hørt 'Even Less', før man har hørt denne version. Live sad den præcis, som den skulle.

Perfektionisten blev ramt

Der skulle minsandten vise sig at være musikalske skår hos perfektionisten Steven Wilson denne aften. Som andet sæt som forventeligt blev sat i gang på Opeth'sk vis med 'Occam's Razor', åbningsnummeret fra sidste års så-godt-som-helstøbte 'The Incident', havde Wilson svært ved at levere det Åkerfeldt-lignende guitarspil, som det skal lyde. Ikke bare én men to gange. Allerede her kunne han ikke skjule, at hans perfektionist-gen var pissed, hvilket ikke rigtig gjorde det bedre, at han kort tid efter også byttede rundt på teksterne: Så fik man også hørt progprinsen sige "fuck".

Wilson pointerede selv i sættet, at Lasse Hoile angiveligt var "pissed" denne aften (som i fuld) - hvilket han også synes at være, da han kort viste sig ansigt fra backstage - og om Wilson selv havde fået én genstand for meget, og om Wilson selv havde fået én for meget på en af Århus' bodegaer, kan man ikke gøre sig klog på.

Ikke desto mindre distancerede det én fra åbningen på 'The Incident'. At Wilson spillede forkert, kan jo ske, men at han bevidst fremprovokerede det musikalske skår ved selv at åbne op sin frustration, var forkert og lagde en dæmper på den følelse, som sangen skal sætte én i. Som fanboy af Porcupine Tree var det dog sjovt/befriende/anderledes/ude-af-takt/foruroligende at se Steven Wilson miste grebet og være helt uprofessionel - nu hvor det kun var for et kort øjeblik, forstås.

Overraskelser og det åbenlyse

Der var heldigvis også flere positive overraskelser. Det var eksempelvis bekræftende at høre, at 'I Drive the Hearse', som er afslutningsnummeret fra den konceptuelle sammenhængende plade 'The Incident', kunne stå alene, og ikke udelukkende ånder og lever i kraft af kohæsionen med pladens andre sange. Den middelmådige sang på plade, 'Bonnie the Cat', løftede sig desuden højere op i live-regi, end den nogensinde synes at have gjort før, og den elegange underspillede lede i 'Dislocated Day' fra 'The Sky Moves Sideways'-pladen (1995) stod tilbage som aftenens bedst-spillede.

Hvis Wilsons fejl under åbningen på andet sæt var aftenens pinligste øjeblik, skulle 'Sleep Together' blive aftenens morsomste. Sangen er en af bandets mindre gode, som udelukkende består i kraft af en nedstemt Paul Reed Smith Baritone-guitar. På plade er det er tung sang, live er den normalvis en hel del tungere. Men aldrig er den blevet spillet så demonstrativt HEAVY, som den blev denne aften i Århus. Sangen blev ikke bedre af den grund, men at se Wilson-nørden give Meshuggah baghjul fik alligevel én til at klukke højlydt.

Det var bandets første besøg i Århus, hvorfor publikums hit-hunger blev imødeset med 'Blackest Eyes' og 'Trains' som aftenens to ekstranumre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her