Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gedigen metalporno

Populær
Updated
Gedigen metalporno
Gedigen metalporno
Gedigen metalporno
Gedigen metalporno
Gedigen metalporno

Lørdag aften besøgte de fire mægtige metalhoveder i Saviours Stengade, hvilket der kom en energibombe af en ekstremt velspillet koncert ud af.

Kunstner
Spillested
Dato
29-10-2011
Distributør
Trackliste
- Walk to the Light
- Slave to the Hex
- The Eye Obscene
- To the Grave Possessed
- We Roam
- Crete'n
- Fire of Old
- Gods End
-------------------------
+ et par ekstra numre.
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Sidste gang metaltromlem i Saviours besøgte Danmark, var tilbage i sommeren 2008, hvor kvartetten fra Oakland var med som opvarmningsband for Black Cobra. Den aften har de sidste tre år stået klart i hukommelsen udelukkende af positive årsager, og selv om man ikke havde turde håbe på det, så blev det høje niveau fra dengang fulgt op på under weekendens besøg på Stengade og endda lidt mere til. Kort sagt leverede Saviours et frenetisk nakkeskud af de hidsige denne aften på Nørrebros fineste.

Forfriskende metal

Under sidste besøg talte Saviours' diskografi to albums, og siden da er der så kommet yderligere to fuldlængder og en mindre stak b-sider til, og det var da også med det så godt som spritnye og meget kompetente fjerde udspil, 'Death's Procession', at Saviours altså nu var kommet for at lægge det danske publikum ned endnu en gang.

Det, der er så forbandet suverænt ved Saviours, er deres uhøjtidelige tilgang til det at komponere egentlig ekstremt klassisk, velkendt metalmusik. På mange måder følger Saviours forskellige musikalske skabeloner, som ikke var blevet til uden pionernavnene Black Sabbath, Motörhead samt Iron Maiden, og som sidenhen igen og igen er blevet voldtaget til ugenkendelighed af nyere bands, der forsøgsvis har ville gøre heltene metallegene efter. Hvor det dog lykkes fuldt ud for Saviours skyldes ikke blot bandets forbløffende spilleglæde og medlemmernes enorme talent på de respektive instrumenter, men det skyldes i lige så høj grad en forkærlighed og inspiration for flere end én genrer.

Pure rock & roll

Traditionelle stilarter som stoner, thrash og NWOBHM blandes hos Saviours i én stor kedel, og det får en time i selskab med kvartetten fra Oakland til at virke som én lang forfriskende oplevelse. Skidtet keder på intet tidspunkt, og det det er desuden noget nær en umulighed at få nok af så suveræne riffs som disse.  

Samtidig er det så tydeligt, at Saviours er et band, der dyrker deres metal old school med masser af koncerter og det liv, der her hører sig til. Måske skyldes det ens naive og nostalgiske dømmekraft, men det synes at brænde igennem, at vi her har at gøre med et liveband, der smider "caution to the wind" og synes at leve efter en livsfilosofi, der hedder "rock 'n' roll forever".

Indlevelsesstærke luftguitarer

Fra den Matt Pike-glade guitarist/vokalist Austin Barber i front, til guitarist og Ron Jeremy-kloningen Sonny Reinhardt, til 80'er-tøjmodellen Carson Binks på bas, til den hårdtslående Scott Batiste bag tønderne, hele vejen rundt blev der dyrket indlevelsesstærk kompromisløshed på scenen, hvilket ikke kunne andet end smitte og få det lille antal besøgende foran scenen til at samles i flok om fælles luftguitar og ditto headbang. Med den upåklagelig lyd som Stengade og Saviours i fællesskab gav publikummerne denne aften, var det desuden ekstra svært ikke at hive sig selv rundt i metalmanegen.

Afslutningsvis blev der ligeledes hentet et par nykomponerede 80'er-skatte frem fra 'Death's Procession', henholdsvis 'Fire of Old' og 'Gods End'. Førstnævnte har en Iron Maiden-applauderende start, inden den finder sin faste rytme i form af et riff, der går lige i danseskoene, og som i liveregi styrede overlegent. 'Gods End' fik da skruet gevaldigt op for tempoet, hvilket først og fremmest skyldes et luftigt guitarriff, som ud over at være fantastisk og suveræn desuden mindede én om metal militæristiske luftkys, sendt 25 år tilbage til dengang Kirk Hammett var ung. Der var da ikke en armhule tør.