RF '10: Festivalens højeste
Populær
Ligesom man havde forventet, leverede Motörhead velspillet rutinerock.
Stay Clean
Be My Baby
Rock Out
Metropolis
Over the Top
One Night Stand
The Thousand Names of God
I Got Mine
Cradle to the Grave
In the Name of Tragedy
Just Cos' You Got the Power
Going to Brazil
Killed by Death
Born to Raise Hell
Ekstranumre:
Ace of Spades
Overkill
Man skal lede længe efter et rockband, der får lige så meget street credit som Motörhead. Lemmy er rock & roll-inkarnationen i egen person, Joe Petagnos geniale War-Pig logo er vel et af de mest udbredte ikonografier i rockens historie og 'Ace of Spades' placerer sig helt i toppen over rockhistoriens bedste hymner, ved siden af både 'Paranoid' og 'Enter Sandman'.
Til trods for at den rutinerede trio ikke lover mere, end de holder - deres motto lyder trods alt: "We are Motörhead and we play rock and roll" - savnede man alligevel variation i den sætliste, de havde stykket sammen til et fattigt antal mødte Roskilde-publikummer søndag eftermiddag. Men bortset fra det, leverede de varen.
Gensynets glæde
Motörhead har skrevet den ene rock and roll-genialitet efter den anden. Det blev der på Orange Scene allerede fra start af skrevet under på, da henholdsvis 'Iron Fist' og 'Stay Clean' rykkede godt ved et søndagsplaget publikum, og fik dem blødt op blot ved gensynets glæde med et par udpluk fra en ægte rocksangskat. Og numrene blev tilmed leveret i så velspillede udgaver, at man et kort sekund blev helt overrasket over hvor dygtig en trio, det er, vi har med at gøre.
Men det burde nu hverken komme som nogen overraskelse, hvor dygtig en guitarist Phil Campbell er, eller hvor imponerende tæt og velspillet King Diamond-eksil trommeslageren Mikkey Dee er bag tønderne. Der er virkelig ikke mange, der kan skrive så simpelt opbyggede rocksange, og samtidig formå at gøre dem evigt slidstærke. Det kræver både et dygtigt rifføre og en vis portion musikalsk kunnen. Åbningsduoen af førnævnte sange beviste, at trioen i Motörhead har begge dele.
Ensformigheden
Man kræver muligvis for meget, når man ønsker mere variation fra et band, der sætter en ære i at spille rocken ligetil og ud af en enslydende tangent. Alligevel ville en skæring som 'Whorehouse Blues' eller 'I Don't Believe a Word' sikkert have givet festen et tiltrængt spark i røven midtvejs. En trommesolo som break midt i 'In the Name of Tragedy' virkede ikke som et tiltrængt skud frisk rockånde - tværtimod - og det gjorde en kompetent men kedelig solo fra Campbell tidligere i sættet heller ikke.
Når det dog er sagt, så er der noget dejlig rebelsk over at placere Motörhead - som rent sonisk formentlig leverede en af festivalens højeste koncert - på Orange Scene en søndag eftermiddag. Og alt i alt fik publikum det, de håbede på: Rock og rul fra en velkendt og stadig vedkommende skuffe.
Se Motörhead spille på Roskilde her!: