Gennemført Maiden-show

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7f/14/b0/shopped900-72A7792-88-1408901247.jpg
24. August 2014    

Maiden Aalborg havde sat alle sejl til i et gennemført show, hvor ikke kun musikken, men også scenen var forsøgt gjort så tro mod ophavsmændene som muligt.

Dato
23-08-2014
Trackliste
1. Moonchild
2. The Evil That Men Do
3. Die With Your Boots On
4. Infinite Dreams
5. Can I Play With Madness
6. The Number Of The Beast
7. Bring Your Daughter To The Slaughter
8. Heaven Can Wait
9. Wrathchild
10. Wasted Years
11. The Trooper
12. The Clairvoyant
13. Iron Maiden

14 .Ace's High
15. 2 Minutes To Midnight
16. Fear Of The Dark
17. Hallowed Be Thy Name
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
3

Maiden Aalborg er reelt bare fem gutter, der elsker Iron Maiden, og som godt kan lide at give sig selv og publikum en fest, når nu ikke bandet selv kan være i Danmark hver weekend. Faktisk er det efterhånden ved at være nogle år siden, at netop Iron Maiden gæstede Gigantium i Aalborg, hvor de turnerede med 'A Matter Of Life And Death'. 

Det genopstandne Maiden Aalborg valgte ligesom Iron Maiden dengang i 2006 selv at starte deres turné i Aalborg.  Hjemmebane er nu altid bedst. Med sig havde de Diamond Drive, der varmede publikum godt op i 45 minutter, hvor de også gav smagsprøver på nogle nye sange. Forsangeren havde lidt knas med sine fodpedaler til effekterne på vokalen, men ellers gik det faktisk ganske udmærket for Diamond Drive, der fik gejlet publikum godt op, selvom disse var lidt betænkelige ved at træde helt frem til scenekanten.

Samme forbehold havde de dog ikke, da Maiden Aalborg trådte op på scenen. Så var det helt frem og frem med garnet. De startede ud med åbningsnummeret 'Moonchild' fra pladen 'Seventh Son Of A Seventh Son' og fortsatte videre med 'The Evil That Men Do' fra samme skive.  Efter 'Die With Your Boots On' blev det til yderligere to numre derfra i form af 'Infinite Dreams' og 'Can I Play With Madness', før de gik over i den rene hitparade af klassikere i form af 'The Number Of The Beast', 'Bring Your Daughter To The Slaughter' osv.

Frontmand Mikkel Sandager, som vi kender fra hans tid som forsanger i Mercenary, gjorde det godt i opgaven som Bruce Dickinson. Alt lige fra de ting, der blev sagt mellem numrene til publikum, mimik og alt, det hører med, blev gjort rigtigt. 'Union Jack' blev viftet det rigtige sted, der blev råbt "Scream for me...", og fraseringerne sad lige i skabet. Bassist Kasper Molin har også studeret Steve Harris nøje, så foden røg op på monitorerne og bassen brugt som maskingevær, når publikum skulle have en salve i ny og næ.

Der var storskærm, der viste tegninger af Eddie fra de forskellige single-covers, når de spillede det pågældende nummer, og krigsfilm med Winston Churchills ikoniske tale. Det hele havde de med. Også Morten Sandager på trommerne var virkelig god i sit trommespil, der lå tæt op ad Nicko McBrains ditto. Og sørme om ikke selveste Eddie kiggede op på scenen under 'Iron Maiden'!

Eneste lille aber dabei var, at der godt kunne have været lidt flere mennesker. Der var vel lidt over 100 publikummer i salen, og de fyldte godt oppe foran. Faktisk lød det rigtig godt, da der var fællessang flere gange, men havde der nu været 100 mere, så havde stemningen været helt elektrisk. Ikke desto mindre lykkedes det fint med lightere og brøl fra publikum til et af de sidste ekstranumre 'Fear Of The Dark', og ligesom Iron Maiden selv lukkede koncerten i Gigantium i 2006 med 'Hallowed Be Thy Name', så gjorde Maiden Aalborg det samme lørdag aften på Studenterhuset.

Derefter var det ud af salen, og der stod så en mand og fristede med en bon til en gratis fadøl på Rock Caféen, hvor det officielle after-party fandt sted. Vi lader derfor denne reportage slutte her med konklusionen, at Maiden Aalborg kan holde en fest. Det er et gennemført show, og publikum sang højlydt med på klassikerne. Til dem af jer, der får Maiden Aalborg i nærheden af jer i den kommende tid, kan vi roligt sige, at er man fan af Iron Maiden, så er det en udmærket mulighed for lige at få brugt stemmebåndene og holde sig i træning, indtil bandet kommer til Danmark igen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her