Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke

Populær
Updated
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke
Copenhell 2013: Spøgelset skræmte ikke

Tegneseriesatanisterne i Ghost skuffede fredag på Copenhell. Men det var ikke kun bandets egen skyld; mod sollys og tvivlsom lyd kæmper selv onde paver nemlig forgæves.

Kunstner
Dato
14-06-2013
Distributør
Trackliste
Infestissumam
Per Aspera ad Inferi
Prime Mover
Stand by Him
Secular Haze
Death Knell
Satan Prayer
Year Zero
Ritual
Monstrance Clock
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Ghost var blevet sat på programmet allerede kl. 20.30, så solen stod ned på Papa Emeritus II’s teatersminke. Det klædte ikke Ghosts normal stemningsfulde sceneshow at stå i aftensolen, hvor man ikke rigtig kunne nyde detaljerne, som man kunne for nylig i Amager Bio. Det var lidt af et handicap for bandet, der aldrig kom helt ud over scenekanten.

En anden grund til den manglende kommen ud over scenekanten var lyden, der til venstre for scenen – hvor Devilutions udsendte stod under det meste af koncerten – var alt for lav, og hverken guitaren eller pavesangen rigtig trængte igennem. Det betød, at koncerten blev en lidt halvflad oplevelse.

Noget af det var nu også bandets egen skyld; i hvert fald var det ikke, som om ret mange af sangene fra det nye album ’Infestissumam’ (”En festtissemand”, høhø) fungerede vildt godt live, fordi de oftest manglede debutens uimodståelige hooks. Og når hittene fra ’Opus Eponymous’ ikke rigtigt blev leveret optimalt, så er det svært at komme helt op at ringe.

Som koncerten skred frem – desværre for sent – opdagede anmelderen og dennes venner dog, at publikum til højre og midt for scenen kastede håndtegn i ganske voldsomme mængder, hvilket ikke just var tilfældet i vores venstreside. Så cirka midtvejs i ’Year Zero’ gik vi 5-10 meter til højre, midt for scenen, og ganske rigtigt: Her var lyden med længder bedre! Det reddede lidt af koncerten, ligesom de to afsluttere, ’Satan Prayer’ og den formidable hymne ’Monstrance Clock’, reddede en stor del af æren for de kutteklædte svenskere. Selvom det naturligvis er børnelærdom, at man så vidt muligt bør stå foran lydtårnet (og nu åbenbart også til højre for det …), så er det alligevel ikke særligt heldigt, at 5-10 meters afstand på tværs af publikumsområdet skal have så stor betydning . Det må kunne gøres bedre.