Copenhell '17: Tekniske øretæver og badebolde
Populær
Ghost Iris bød på store kapaciteter i det tekniske hjørne af metalcoren, mens de inviterede til fest med overraskelser på scenen.
De fremadstormende Ghost Iris havde heldigvis instrumenter at spille på, efter bandet i det tidligere forår blev bestjålet i Italien under en tour. Bandet har blot tre år på bagen, men stod nu klar til deres første Copenhell-show, og det endda på en af de store scener, nemlig Hades.
Bandet var i den grad klar til opgaven og til at lære Copenhell-publikummet om en art ret teknisk metalcore med masser af rytmisk udfordrende riffs i den ende af metalsegmentet, der ofte kaldes for djent.
Som ventet var bandet en tight forankret enhed, men selvom spilleteknikken er i top, kan teknikken godt drille alligevel. I begyndelsen af sættet lød der nogle høje smæld, da først bassen satte ud og siden vokalmikrofonen flere gange. Umiddelbart et problem i det trådløse setup, men det blev heldigvis ikke til et større problem, og bandet selv lod sig ikke slå ud af kurs af den grund.
Forsanger Jesper Vicencio Gün var skarp i både den råbende vokal og den rene variant. Mellem numrene talte han primært engelsk til publikum, med undskyldningen at der nok var flere udlændinge til stede. Sandt nok, men det var nok ikke så udtalt, at det var nødvendigt. Men bandet havde måske kendskab til, at vigtige udenlandske folk som kan hjælpe bandet videre, stod blandt publikum. Om en snak om Sea Shepherd var på dansk eller ej, var nok ikke blevet misforstået af nogen. Forsangeren bar en trøje med skriften Sea Shepherd, så de fleste kunne nok regne ud, at sangen nok næppe var anti-Sea Shepherd.
Stærk afslutning
Bandet havde trods den lettere udfordrende musik ret godt fat i publikum, der kvitterede med ivrig hoppen og entusiastisk kasten rundt med de badebolde, som bandet havde to sært udklædte folk på scenen til at kaste ud sammen med en god bunke merch til de heldige. Ja, trods det stramme i musikken, så var der plads til humor og fjogede tendenser. Ikke alle sange gled dog helt rent ind for førstegangslyttere (blandt andet anmelderen). Midt i sættet dalede intensiteten lidt, og sangene begyndte at virke lidt ens, men der skulle blot en annoncering af, at man nu var nået til de sidste to sange, før der igen kom meget grundigt liv i publikum. Numrene var velvalgte og syntes lige tilpas mere catchy end de foregående.
Undervejs i showet havde bandet en gæstevokalist med. Mie Sørensen (Run Before Grace) kom drønende ind med en brav energi. I et i forvejen hårdt pumpet show pyntede det alligevel med den imponerende energi, hun lagde for dagen. Desværre ramte hun og frontmanden lidt de samme løbebaner indimellem og kom til at stå lidt i vejen for hinanden i bar iver efter at komme hele scenen rundt. Det var også ærgerligt, at vokalen fra den unge kvinde ikke kom supergodt ud over anlægget, for den del, man kunne spotte, tydede på, at der var et meget interessant samarbejde i gang.
Ghost Iris var et spændende bud på metalcore med djent og havde mange af de samme kvaliteter som The Interbeing. Dammen med Cold Night for Alligators har Danmark nogle gode kort på hånden her. En god sans for rytme, tilpas med melodi og så et overlegent teknisk niveau og et udtryk, der veksler mellem kold, industriel lyd til at omfavne næsten poppede melodier, når vokalen slår over i en melodisk variant. Ghost Iris imponerede og viste deres potentiale, selvom momentum dalede lidt midtvejs i koncerten, hvor der savnedes lidt flere mindeværdige momenter i riffene. Bandet tog dog “hævn” og sluttede meget stærkt.