Sataniske spøgelser overtrumfer alt Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1b/e9/18/-T1X7894-92-1456707285.jpg
28. Februar 2016    

En angiveligt udsolgt Baltiska Hallen i Malmø på en torsdag aften var langt fra den ideelle venue til to stærke svenske navne, men Ghost formåede på eksemplarisk vis at hæve sig over dårlige koncertrammer og -forhold.

Kunstner
Titel
+ Tribulation
Spillested
Dato
25-02-2016
Trackliste
Spirit
From the Pinnacle to the Pit
Stand by Him
Con Clavo Con Dio
Per Aspera ad Inferi
Body and Blood
Devil Church
Cirice
Year Zero
He Is
Absolution
Mummy Dust
If You Have Ghosts (Roky Erickson cover)
Ghuleh/Zombie Queen
Ritual
Monstrance Clock
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Tribulation. Et mere passende opvarmningsband findes muligvis ikke til Ghost, hvis det endelig skal være i metalgenren; årsagen findes i detaljerne. Tribulation passer hverken lyrisk eller musikalsk ind i spøgelsernes univers, men deres skæve visuelle udtryk og æstetik samt deres musikalske blanding af progressiv døds- og black metal med doomede elementer gør, at de skiller sig tilpas ud fra mængden til, at de går hånd i hånd med Ghosts innovative tilgang til tingene.

Guitarballet og akrobatikopvisning
Selvom Baltiska Hallen gennem tiden har været koncertramme for blandt andre Johnny Cash og The Rolling Stones, var det langt fra et ideelt koncertsted til aftenens bands, særligt hvad angår Tribulation. Kvartettens musikalske finurligheder forsvandt blandt plastiksæderne og den fjerdedel af publikum, som valgte at møde op inden Ghost.

Trods manglende opbakning fra mere end 15 ivrige publikummer gav Tribulation en fandens oplagt og energisk koncert. Den manglende gejst fra publikum skyldtes højst sandsynligt, at dedikerede Ghost-fanatikere havde belejret koncertsalens forreste del, men et anden scenarium er også sandsynligt – at det var mange gæsters første livemøde med bandet, ligesom det var tilfældet for undertegnet, og at de var helt tryllebundne af guitaristen Jonathan Hultén. Mage til smidighed, balletpotentiale og kropslig indlevelse i musikken er aldrig set i metallens verden. Hultén var en oplevelse for sig selv, mens han under bandets timelang optræden holdt en hel guitarballetperformance for sig selv.

Rutine er ikke altid godt
En times Tribulation-koncert og 30 minutters change over med katolsk munkekor som pausemusik senere indtog Papa Emeritus III og The Nameless Ghouls scenen i en efterhånden mere fyldt sportshal, der dog aldrig formåede at blive mere end tre fjerdedele fuld trods arrangørens udmelding om en udsolgt koncert.

Trods en lydmæssig katastrofe under de fire første numre, hvor publikum fik et intimt forhold til lilletrommen og rytmeguitaren, formåede Ghost at give en aldeles fremragende og underholdende koncert – hvis man altså ikke var til stede i Amager Bio i november sidste år, hvor man i så fald ikke gik glip af noget i Malmø.

Ghost er blevet et enormt rutineret band, og Papas kundskaber som entertainer såvel som sanger er ikke til at tage fejl af. Men det gavner ikke nogen at se dem flere gange med få måneders mellemrum. Musikken fejler absolut ingenting, og særligt bandets efterhånden mange hits er så velskrevne, at de tåler en del liveoplevelser. Det egentlige problem ligger i forudsigeligheden i bandets show, der er et lige så stort hvis ikke større og vigtigere element end det musikalske. Papas kækhed og humoristiske sans er så indlejret i fastlåste replikker, jokes og historier, at det virker upersonligt og alt for påtaget. Jovist, bandets tredje Papa er uden tvivl en charmør, som giver koncertoplevelsen en helt ny dimension, men lidt sproglig variation ville ikke skade.

Paven er hoppet i søndagstøjet
Lige så meget, som Papa kan kritiseres for sin forudsigelighed, som udelukkende skyldes undertegnedes mange koncertoplevelser med Ghost, må han og resten af bandet alligevel roses en del for deres rutine. Koncerten i Malmø bevidnede endnu engang om et utroligt godt sammenspillende band, som har alt til den mindste detalje i orden. Det kan måske virke en anelse stift, hvis man har set bandets indendørskoncerter med få måneders mellemrum, men der bliver jo nødt til at være styr på showet, hvis bandets gimmick skal have den fornødne gennemslagskraft og undgå at falde til jorden.

Som vores anmeldelse af Ghosts seneste koncert på dansk jord pointerer, behøver bandet ikke længere at bevise noget, hvilket koncerten i Malmø viste i endnu højere grad.

I forbindelse med udgivelsen af bandets seneste prisbelønnede album ’Meliora’ og ikke mindst bandets nye forsanger, Papa Emeritus III, sørgede bandets promotionteam for et mere afslappet, jordnært og personligt forhold til Ghost, som for alvor kom til udtryk ved deres akustiske koncerter i pladebutikker forud for deres efterårsturne i USA sidste år, hvor Papa optrådte uden pavekostume. Herefter er paveklæderne begyndt at fylde mindre og mindre ved bandets liveshows, og i Malmø skiftede Papa allerede til sit søndagstøj midt i koncerten: ”Things become harder with age, you know, one feels tired.”.

">

Det er imidlertid ikke kun Papa, som har fået et nyt image. The Nameless Ghouls er gået væk fra store sorte kutter med hætte til et mere elegant og stilfuldt look med jakkesæt og nye masker, som gør dem mere interessante og en anelse nemmere at forholde sig til.

I Malmø var det dog ikke kun manglen på sataniske paveklæder og de nye Ghoul-masker, som fjernede fokus fra Papa, men i høj grad også det næsten konstante spotlys på leadguitaristen samt den minutlange præsentation, som hver Nameless Ghoul fik under det akustiske cover af Roky Ericksons ’If You Have Ghosts’. Ghost behøver ikke længere en satanisk pave som centrum og tiltrækningskraft; bandet har efterhånden fået så stærkt et brand, at der er plads til hver enkelt musiker, som med tiden bliver et mere og mere fremtrædende element, der stadig formår at bære mystik og drage nysgerrighed til bandet.

Ghost nyligtvundne Grammy og Grammis er fuldt fortjent, uanset om man er til heavypop eller ej. Det er (også) et satans godt liveband, der efterhånden har formået at hæve sig over dårlige koncertrammer.

Tribulation kan fanges på årets Copenhell, og Ghost kan opleves som opvarmning til Iron Maiden i Jyske Bank Boxen i Herning d. 21. juni samt på årets Roskilde Festival.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her