Et studie i showmanship Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1b/e2/b3/-XSF3490-83-1476717250.jpg
16. Oktober 2016    

Der blev sat nye standarder for liveshows, da Frank Carter & The Rattlesnakes igen iført blomstret mundering fredag aften fik et længe udsolgt Beta til at eksplodere. Den musikalske oplevelse var ikke skelsættende, men det var ej heller nødvendigt, når man havde en Frank Carter i hopla.

Titel
+ God Damn
Spillested
Dato
14-10-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Man troede nærmest ikke – ovenpå Frank Carter & The Rattlesnakes optræden på Roskilde Festival, som efter Frank Carters eget udsagn stod som en milepæl – at bandet kunne bryde flere grænser, men et udsolgt Beta oplevede den forgangne fredag et af stedets vel mest intense og vanvittige shows til dato, anført af en særdeles veloplagt Frank Carter.

Velkommen i Frank Carters stue
Efter en håndfuld sange beskrev Carter selv stemningen med, at "jeg har det, som om jeg lige er vågnet og er gået ned i min stue, og her står I allesammen". En sjov, men rammende beskrivelse. Beta var nemlig inviteret indenfor hos Frank Carter og ikke omvendt. Det var ham, der styrede slagets gang med humoristisk og omsorgsfuld håndfasthed. Omsorgen kom især til udtryk under circle pit-nummeret 'Jackals', hvor en gut tabte sine briller under den formentlig største circle pit set på Beta. Carter så gutten ligge og rode på gulvet og stoppede derpå musikken og det hvirvlende kaos i jagten på de tabte monokler. Og de blev fundet, til ejerens store glæde. 'Jackals' blev startet forfra, og det samme gjorde pitten. 

Fra startnummeret 'Trouble' var Beta på kogepunktet, og bandet kunne ikke gøre meget galt. Med en energisk crowdsurfing på et relativt tidligt tidspunkt i sættet først stående oven på publikum og dernæst liggende, hvor Carter i øvrigt nægtede at blive ført tilbage på scenen af publikums hænder og derfor begyndte at kæmpe imod ved med hovedet nedad at gå på loftet og på den måde forcere sig længere ud i rummet – et fantastisk underholdende skue, der kostede et par nedrevne lamper. Dette fik Beta til at bulderkoge.

Et befriende lille oprør mod regelhelvedet
Man kunne ikke andet end at lade sig overgive til den karismatiske Carter, der rullede hele paletten af forsangertricks ud med største overbevisning og et kækt britisk glimt i øjet. Der blev mod sættets afslutning eksempelvis opfordret til stagediving og crowdsurfing, uden at man tog synderlig notits af, at det jo er strengt forbudt i Danmark. Det var sgu befriende at opleve lille sundt oprør fra såvel band som de stagedivende publikummer.

Som man måske fornemmer, så var musikken i bund og grund sekundær i forhold til Carters showmanship. Musikken var og er hverken banebrydende eller vanvittig interessant. Den virkede blot godt sammen med alt det, der skete omkring den, og det var alt, den behøvede at gøre. Sættets helt store hit var nok en gang 'Juggernaut', alligevel var det 'Fangs', vi fik to gange denne aften, eftersom bandet havde spillet alt, hvad de havde på repertoiret og egentlig gerne ville starte forfra og i ren ekstase udbrød "fuck it! we gonna do 'Fangs' again".

Det ene ubetydelige irritationsmoment
Under 'Beautiful Death' fik Carter igen alle til at sætte sig, så han nok en gang kunne krænge sit hjerte ud. Det var en oplagt mulighed for undertegnede til at træde af på naturens vegne, for det blev i retrospektiv allerede på Roskilde Festival en smule patetisk. Ellers gjorde Frank Carter & The Rattlesnakes det hele rigtigt i fredags.

Fra duo til trio
Opvarmningen stod God Damn for, der siden sidste besøg på Beta i januar sidste år er gået fra at være duo til en trio. De gjorde en udmærket figur med meget vellydende gear, men udvidelsen af bandet havde bevirket nogle logistiske udfordringer, så guitarist-vokalisten og keyboardspilleren skiftede konstant plads og instrument, hvilket forstyrrede mit effektivitetsprincip for musikere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her