Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Godt opvarmningsparty

Populær
Updated
Godt opvarmningsparty
Godt opvarmningsparty
Godt opvarmningsparty
Godt opvarmningsparty
Godt opvarmningsparty
Godt opvarmningsparty
Godt opvarmningsparty
Godt opvarmningsparty

Igen i år blev en af sommerens helt store danske metalfestivaler sparket i gang nogle måneder i forvejen med et ”Warm Up Party” i Ungdommens Hus i Fredericia. Og i år blev det sandelig en fin forløber for Metal Magic Festival 2014.

Titel
MMF Warm Up 2014
Dato
18-04-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Endrew Stepan, Starspawn Phty
Karakter
4

På programmet for dette års Metal Magic Warm Up stod bl.a. bands som det lokale black metal-band Ad Noctum, der spillede en genforeningskoncert, der bestemt ikke syntes båret af et øjeblikkeligt indfald. Bandet fremstod særdeles tight sammenspillet, og det virkede bestemt, som om der var mere i bandet end denne ene koncert.

Ad Noctum blev efterfulgt af danske Impalers, der leverede en engageret thrashoptræden på husets cafe scene. Impalers er et ungt band, der måske endnu mangler helt at definere deres egen stil, men de besidder engagement og forudsætninger nok, til at hårdt arbejde i øvelokalet og med sangskrivning vil kunne bringe bandet til større scener.

Herefter var det tilbage til den store scene og til black metal med fransk/danske Glorior Belli. Bandet spillede sådan set et ok sæt i Fredericia. Men det var klart bedst, hvor bandet koncentrerede sig om at spille de traditionelle black metal-sange. Forsøg på hurtigere og mere kompakte sange faldt ikke særligt godt ud.

Herefter nærmede vi os så småt aftenens finale. Først skulle slovenske Vigilance dog lige have mulighed for at trykke den af fra husets cafescene. Og man må da konkludere, at bandet til fulde udnyttede chancen. Vigilance er et ungt band, der spiller halvgammel metal, da der ikke synes at være tvivl om, at inspirationskilderne er at hente hos Iron Maiden og King Diamond og Mercyful Fate. Det sidste gav sig således også udtryk i, at bandet spillede sin egen udgave af Mercyful Fate-sangen ’Come To the Sabbath’, der samtidig er Vigilances seneste singleudspil. Bandet besidder engagement og kvaliteter, der gør, at vi forhåbentlig kommer til at se dem på MMF eller på andre festivaler igen inden for en kort tidshorisont.

Som afslutning på årets Metal Magic Festival Warm Up blev der plads til endnu et black metal-band i form af aftenens hovednavn, Mystifier fra Brasilien. Det blev heldigvis en flot finale, hvor trioen Mystifier fik banket en traditionel black metal helt fast i fundamentet i Fredericia. Mystifier har efterhånden mere end 20 år på bagen, og selv om det kun er guitarist Beelzeebubth (også kendt under det borgerlige navn Armando da Silva Conceição), der har været med i bandet i alle årene, så er der tale om et band, der med lidt mere held kunne have opnået så meget mere, end tilfældet har bragt det.

Men når regnestykket skal gøres op, så var det en vellykket og velbesøgt Metal Warm Up i Fredericia. Med hensyn til hvor godt besøgt arrangementer var i Fredericia, skal det også indregnes, at der var W:O:A Metal Battle med deltagelse af Hatesphere og amerikanske Crowbar i nabobyen Kolding samme aften.