Gotisk konkav Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bf/2e/d0/23824-e2p9141-1378772472-53-1461546969.jpg
24. April 2016    

På Roadburns åbningsdag opførte Paradise Lost deres anden plade, 'Gothic', for første gang nogensinde i dens fulde længde i forbindelse med dens 25-års jubilæum. Det beskidte udtryk klædte mildest talt briterne godt.

Spillested
Dato
15-04-2016
Genre
Trackliste
Gothic
Dead Emotion
Shattered
Rapture
Eternal
Falling Forever
Angel Tears
Silent
The Painless

Embers Fire
Hallowed Land
No Hope in Sight
Pity the Sadness
As I Die
Beneath Broken Earth
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

For bare et år siden lukkede Anathema løjerne til Roadburns Afterburner 2015. Her fremførte de en 25-årsjubilæumskoncert, der lavede nedslag i alle Liverpool-bandets forskellige genremæssige perioder. En helt fantastisk koncert, skal det tilføjes. Bevidst eller ubevidst, så var der altså tale om en klar rød tråd mellem Roadburns afslutning i 2015 og Paradis Losts koncert i år. Begge britiske bands. Begge har tidligere været signet af Peaceville. Og vigtigst: Begge bands havde i begyndelsen af karriererne fødderne dybt plantet i death/doom-genrens beskidte muld.

Paradise Lost har endnu ikke annonceret andre datoer, hvor 'Gothic' vil blive spillet i sin helhed. Det er ærgerligt, for pladen har vitterligt aldrig lydt bedre, end den gjorde på Roadburns største scene.

Længselsfuldt og ekstatisk growl
Nick Holmes’ lidelsesfulde death grunt stod særdeles skarpt i udtrykket. Et aspekt af sangerens toneleje, som han ellers har fået en del kritik for i forbindelse med optrædener i sidegeschäften Bloodbath. Holmes evner (stadig) med sit udtryksfulde growl at fremmane modstridende følelser. Growlet er både fuldt af lidelse og styrke, det er opgivende, samtidig med at det får en til at knytte næven, og så er det ligeså indadvendt, som det er udadvendt. Når det er bedst, så folder ansigtet sig sammen, fordi det gør ondt. Andre gange skriger man med i ren, forløsende ekstase. Gud straffer, og Gud tilgiver, men 'Gothic' gør det bedre.

Jeg havde selv haft mine betænkeligheder ved, om vokalen ville have samme punch live som på plade. Under indspilningerne bliver Holmes’ vokal dubbet adskillige gange.

I åbnings- og titelnummeret kunne man være nervøs for, om sangen ganske enkelt ville have samme drive uden disse ekstra lag af vokaler. Min frygt blev dog gjort til skamme. Nick Holmes formår at accentuere de ord, der netop kræver et punch for at få sendt en sang frem over stepperne. 

Apokalyptisk samhørighed
Rumænske Costin Chioreanu, der har været en del af Roadburns visuelle æstetik de senere år, havde tegnet og animeret stregerne til Paradise Losts backdrop. Umiddelbart vil jeg tro, at godt og vel 10 af koncertens 15 sange var ledsaget af hans dystre billedunivers. 'Gothic's lidelsesfulde og mørke tekstunivers gik hånd i hånd med diverse symboler: udhulede menneskelignende skabninger, Gabriels horn, kirkelige glasmosaikker og korsfæstelser, tjørnehække. Der er tale om tunge, især kristne, referencer, som fungerede passende til 'Gothic's grandiositet.

Et inkluderende dødsønske
En hele vejen igennem rigtig god koncert peakede midtvejs, da vi var nået til henholdsvis 'Rapture', 'Eternal' og 'Falling Forever'. 'Rapture' havde ikke været spillet live siden 1992, mens 'Falling Forever' vitterligt aldrig havde figureret på en sætliste. Allerbedst fungerede 'Eternal', som i live-sammenhæng har den helt rette nossetunge fremdrift, som et rigtig live-hit bør have. En lille distraktion var Nick Holmes' nogle gange lidt for muntre snakken mellem sangene. Ingen skal selvfølgelig straffes for at være glade for at stå på Roadburns største scene og være godt tilpas. Det ville dog have været rart, hvis snakkeriet blev gemt til ekstranumrene, og man i stedet lod 'Gothic' formidle livsleden uden et "Roadbuuurn – how are you doing?"

Lige meget hvad, så var Paradise Lost i hopla og særdeles velspillende. På en festival som Roadburn, der bugner af yderst kompetente musikere, skal der meget til for at imponere ens hærdede øren. Det kan høres, at fire af de fem medlemmer har været med fra den spæde start. Paradise Lost er meget, meget tæt spillende med en klar defineret lyd. Når materialet, de præsenterer, samtidig er upåklageligt, så er der grobund for noget suverænt. Og suverænt var det.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her