Grænsen mellem gal og genial

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fb/ca/57/-XTD6420-2-1508243233.jpg
16. Oktober 2017    

Endnu engang leverede scifi-thrasherne fra Quebec en præstation, der cementerede deres kultstatus. Alt virker som en leg for Voivod på en scene, med forsanger Snake som den fjollede joker.

Kunstner
Titel
+ Earth Ship
Spillested
Dato
15-10-2017
Genre
Trackliste
1. Killing Technology
2. Post Society
3. Psychic Vacuum
4. Inner Combustion
5. Order Of The Blackguards
6. The Prow
7. Ravenous Medicine
8. Fall
9. Korgüll The Exterminator
10. Lost Machine
11. We Are Connected
12. Voivod
13. Silver Machine
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Nogen gange handler det om at være på rette tid på rette sted. Andre gange er det mere et spørgsmål om at finde de bands, som vedblivende enten udvikler eller bevarer nerven, uanset tid og sted.

Voivod hører usvigeligt til blandt sidstnævnte og beviste denne aften i stor stil deres helt unikt underholdende og udfordrende tilgang til metallen. Uanset om du sværger til de bokse, du kan vælge at sætte dem i, eller ej, typisk i form af mere eller mindre kreative komboer af thrash, sci-fi og prog, har de gennemgået mange forvandlinger i årenes løb. Voivod har periodisk nærmest levet i et parallelunivers i forhold til strømningerne i tiden, som en gruppe af manisk overgearede, skæve personligheder, der lever og brænder for det, de laver, og som kæmper ihærdigt for at starte en fest, uanset om de står på en undergrundsklub i København på en søndag aften foran 60 mennesker.

Først stod der dog tysk doom/sludge på programmet i form af Earth Ship. Opskriften var genkendelig. Langt skæg, råbevokal, markant bas, fuzzy guitar med solide doser kompressor, og ellers dedikationen til de store riffs, uanset om vi så snakker af den hastigt tromlende eller den tungt doomede af slagsen, ingen bløde mellemvarer her. Inspirationen fra Crowbar stod bestemt til skue.

Det var i det hele taget svært at se, hvad Earth Ship kunne, som et utal af andre bands fra stoner/doom-/sludge-verdenen ikke har gjort før. De spillede for så vidt deres kort efter bogen, og teknisk var niveauet godt. Der var enkelte, mere groovy riffs, som sad lige i øjet, men det var mere undtagelsen til reglen. Det mest vellykkede var måske i virkeligheden trommeslageren, der havde placeret sit trommesæt forrest i midten af scenen, og som mestrede tønderne på både dramatisk og ubesværet vis med store ambevægelser og hår foran øjnene, så hans ansigt først blev rigtig synligt, da koncerten var ovre. Det skjulte ikke, at det var en jævnt ordinær ekskursion udi den bastant tunge ende af sludge-verdenen, og efterhånden så vi egentlig bare frem til at komme videre til aftenens hovednavn.

Kl. 22:15 indtog canadierne scenen til den velkendte intro fra 'Killing Technology', og Snakes skæve grimasser, vilde gestik og slyngen rundt med mikrofonstativet, som i øvrigt hurtigt blev kastet ud fra scenen, smittede tydeligt af på publikum med det samme. På forunderlig vis kan han bare tryllebinde folk med alle sine pjattede fagter, der underligt nok supplerer de ellers meget komplekse rytmer perfekt. Chewy er den perfekte arvtager for den originale guitarist Piggy og har den helt rette portion drenget entusiasme og smørret smil på læben hele koncerten igennem. Han får det nærmest til at ligne en leg, ligesom den nye bassist Rocky, der bringer en nærmest punket energi ind i bandet sammen med Chewy. Deres hår flyver i alle ender og retninger, og de har en fest med at være havnet i dette underlige ensemble. Sidst, men ikke mindst, har vi trommeslageren Away, som ikke blot har taget sig af deres artworks, men som har sit helt eget nærmest mekanisk pulserende drive, der holder Voivod-motoren kørende som en Duracell-kanin. Alle fire er dybt inde i stoffet og har en indlevelse, der er scenen og sendetiden fuldkommen overhørig og får skubbet liv i publikum, uanset hvor fattigt fremmødet er, og hvilken dag det er på ugen.

Især Snake fortjener et cadeau for stadig at være så dedikeret til sit publikum. Som anmelder må man jo tage lidt noter undervejs, og efter at have tilføjet lidt tanker til telefonen løfter jeg blikket og ser Snake stirre mig dybt i øjnene mens han laver taste-lignende bevægelser med fingrene på mikrofonen. Ja ja, hvis han blot vidste, at jeg skrev dette for at hædre hans glorværdigt pjattede væsen, så ville han nok have gjort noget endnu vildere end det, bare fordi han kan. Det er især den ubekymrede, useriøse in-your-face-tilgang, som er så fantastisk ved Voivod. De komplekse rytmer og strukturer kunne nemt virke forvirrende, hvis ikke det var, fordi alt fremstår så legende let og sjovt, når man ser dem på en scene, og det er dét, der gør Voivod til noget helt særligt live.

Sættet kom godt rundt i krogene blandt årene frem til 1993, suppleret med det meste af deres seneste ep, 'Post Society', der i øvrigt er blandt det bedste hørt fra Voivod i årevis. Det er svært at tale om højdepunkter, når bandet vitterligt var on fire hele den time og et kvarter, de stod på scenen, men skal det være, så bør nævnes 'The Prow', der ganske som på Sweden Rock blev præsenteret som deres oplæg til dans, hvortil Snake hoppede ned og satte gang i de forreste rækker, som lod til at være i lidt af en døsig søndags-trance. Mere entusiasme fra publikum havde Voivod fortjent, men det viste Snake nu kun på sin egen humoristiske facon i form af at udstille den ekstreme stilhed mellem numrene ved at tysse på publikum, som om det var nødvendigt. 'Fall' var også en glimrende, mere ballade-agtig afveksling fra det stormomblæste thrash-univers, der prægede store dele af resten af sættet, med sit repetitive omkvæd “My self is not (what it used to be)”.

Ja, vi var ikke helt de samme, da vi forlod Stengade, og tak for det. Afslutningsvis fik vi deres cover af Hawkwinds 'Silver Machine', med en hyldest til Lemmys udødelige væsen, og man fristedes til at indtænke den samme udødelige kvalitet i Voivod. En mesterligt dedikeret opvisning af de mere forstyrrede dele af thrash-verdenen, komplekst og tosset, jovist, men morskaben har ingen ende, når Voivod spiller op til dans. Med 35 år på bagen er der da bestemt heller ikke noget, der tyder på, at de vil indtage de store arenaer lige forløbig, og vi priser os mere end lykkelige for stadig at kunne se kultorkesteret under så intime forhold som denne søndag aften på Stengade.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her