Et autentisk ekko
Populær
Et sammenspillet og livgivende Graveyard fik stemningen til tops, efter at et særegent opvarmningsband vækkede minderne om en svunden tid til live.
2. Hisingen Blues
3. The Apple and the Tree
4. Buying Truth
5. Seven Seven
6. Blue Soul
7. From a Hole in the Wall
8. Endless Night
9. An Industry of Murder
10. Uncomfortably Numb
11. Exit 97
12. Too Much Is Not Enough
13. Ain't Fit to Live Here
14. The Siren
Ikke så få jokes fløj over bordet med samme hastighed som Øresundstoget en tidlig og mørk torsdag aften, da snakken faldt på aftenens supportduo, Trummor & Orgel. Et for redaktionens udsendte ukendt brødrepar fra Uppsala bestående af Anders og Staffan Lundgren.
Skulle aftenens opvarmning blive et sørgeligt ekko af Björn Afzelius' aflagte folkeånd i et obskurt miskmask af fræsende firhændigt umpti-bumpti, som uomtvisteligt er den reference, synet af et hammondorgel kan frembringe?
Den sidste halve time, vi nåede af duoen, modsagde heldigvis det fejlslagne gætteri, for brødrene Lundgren viste sig at spille med en sjælden intensitet i en konstellation, der sjældent er set, og som muligvis nok også kun vil lykkes for de færreste.
Kompetence er et nødvendigt ord i denne sammenhæng, hvor den skrøbelige tilstedeværelse af blot to instrumenter ikke kan skjule diverse fejl og mangler i den tekniske udførelse.
Og kompetente var de progressive brødre, hvis samspil og fine timing bragte et rytmisk væld af takter og melodi ud i de dårligt afstemte fronthøjttalere. Inspirationen lader til at være blues, psykedelisk rock og den afart fusionsjazz der spilles "på ørerne", hvor man uden at kende formen lytter sig frem til næste akkord- og rytmeskift, men i brødrene Lundgrens hænder blev alt samlet til helstøbte numre med form og genkendelighed.
Orglet arbejdede med dirrende tonale spændinger og befriende duropløsninger fra det mørke mol, mens legesyge rytmer på tammer, lilletromme og bækkener hurtigt ledte tankerne hen på Rod Morgensteins udgydelser i det eksperimenterende band Dixie Dregs, hvor han med samme lethed som den ene Lundgren leverede og fik drillesyge rytmer og listige fills timet naturligt ind i en firefjerdedelspuls med det liv og den energi, det medfører.
Trummor & Orgel spiller intenst, kompetent og eksperimenterende som Yes, men udtrykker sig med lyd og melodiføring som The Doors og får det til at lyde, som om de aldrig har lavet andet, så det støvede, retrospektive lydbrag var en fin optændingsblok for hovednavnet, der dog desværre lod vente på sig.
Fra intetsigende til indlevende
For tiden foran scenen strakte sig søvnigt ud, mens temperaturen steg, og først en halv time efter annonceret tid viste de fire succesfulde svenskere sig på scenen.
Da Graveyard sidste sommer optrådte på Copenhells hovedscene, leverede de en intetsigende og livløs koncert til stor skuffelse for de mange fremmødte, hvis høje forventninger bandet tidligere har indfriet uden problemer. Her var det svært at vide, hvad man kunne forvente, selvom den mindre klubscene som oftest viser sig at byde på den intimitet og det nærvær, der skal til, for at band og publikum går i symbiose.
Graveyard kan om nogen siges at have haft en flyvende start på karrieren, og med fire studiealbum bag sig har de rigelige højdepunkter at pakke sætlisten med. Det første skulle ikke blive åbenbaret ved åbningsnummeret 'Magnetic Skunk' fra 'Innocence & Decadence', for selvom publikum var tændte, var det også tydeligt, at det ny album endnu ikke har rodfæstet sig hos de fleste fans.
Anderledes levende blev gulvet da titelnummeret fra 2011-albummet 'Hisingen Blues' efterfølgende blev råbt i gang af det nærværende publikum, der nærmest syntes hypnotiseret af sanger og guitarist Joakim Nilssons smittende energi, der var tydelig fra første anslag.
Den første halvdel af koncerten var præget af, at alt var på hundrede procent, hvilket på mange måder var i overkanten. Lyden buldrede derudad på svimlende styrke. Hvert eneste af Axel Sjöbergs kraftfulde trommeslag blev leveret med maksimal styrke, og der var ikke efterladt plads til luft og varme i Nilssons ellers blændende vokal, der tordnede kontrolleret ud over menneskemængden. Man blev så at sige blæst bagover.
Bedre afstemt sidste halvdel
Det blev dog først tydeligt, at det var dét, der havde taget pusten fra de første numre, da afdæmpede 'Blue Soul' blev talt i gang som det første af de mere stille numre. På én gang indtrådte varmen, dynamikken og feelingen og åbenbarede det Graveyard, man får, når bandet er bedst.
I starten af året annoncerede Graveyard, at Truls Mörck, som var med til at starte bandet i 2006 og spillede guitar på debutalbummet, ville vende tilbage, men denne gang for at udfylde pladsen som bassist, der havde stået tom, siden Rikard Edlund forlod den for et år siden. Mörcks indgående kendskab til det musikalske univers må have medvirket til det homogene helhedsindtryk, der stadig står som et dejligt rungende ekko af fem kvarter, der blev bedre og bedre for hvert af dem der gik.
For det bemærkelsesværdige og iørefaldende ved Graveyard er den måde, de er sammenspillet på. De kommunikerer tydeligt via deres instrumenter uden at kigge på hinanden. Man kan slet og ret høre det, sådan som numrenes dynamik bølger høj- som lavfrekvent, og det var, hvad der flyttede publikum fra at være spændte og forventningsfulde til at nærme sig kogepunktet.
Stemningen, der indtraf under 'Blue Soul', vedblev og voksede, som minutterne skred frem. Selvom vokalstærke Joakim Nilsson hævder i vores nylige interview, at han ikke er lige så poetisk som teksternes tromme- og guitarspillende ophavsmænd, er han i ordets betydning poet, når det kommer til den autentiske og personlige fortolkning af en musikalsk genre, som Graveyard med lethed vækker til live igen i egen indpakning. Det gør de noget nær sublimt, når de er bedst, og det var, hvad de beviste på et udsolgt Kulturbolaget.