Copenhell 2018: Oprejsningen
Graveyard lagde ud på samme måde, som de sluttede, da de stod på Helvíti i 2014. Mens skuffelsen kom snigende, vågnede svenskerne pludselig op og mindede os om, hvorfor de brød igennem til at begynde med.
De første tyve minutter tydede ikke på, at Graveyard var vågnet op af den døs, de var i, da de sidst besøgte Refshaleøen med en uvedkommende omgang, hvor de faldt hårdt igennem på Copenhells hovedscene, som de hverken evnede eller havde viljen til at fylde ud.
Men det er år tilbage, og festivalpublikummet er en taknemmelig størrelse. Eller også husker de virkelig skidt. (Tak, rock. Tak, Royal). Genkendelsens glæde var til at tage og føle på hos den talrige menneskemængde foran Hades, selvom der først ikke var noget, der insinuerede, at det skulle blive en anderledes koncert end den, vi så sidst.
Åbneren, hittet ’Ain’t Fit to Live Here’, blev leveret med indadvendt rutine, ligesom de følgende gammelkendte numre, der alligevel gav positiv genklang hos de fleste i støvet foran svenskerne.
Så delte vandene sig ellers, for ‘Uncomfortably Numb’ blev startskuddet på tre eminente kvarter. For første gang siden koncertstart var tempoet sat helt ned, men paradoksalt nok begyndte flere at udvandre fra de forreste rækker. Et gæt er, at det var de nysgerrige, der ikke kendte bandet i forvejen og bare skulle have dem tjekket af på listen, som måske malplaceret opfattede sangen som katalysator for, at resten nok ville blive kedeligt. Og et af Graveyards stærkeste numre kom heller ikke alt for godt fra start.
Bassen buldrede i en rungende omfavnelse henover frontmand Joakim Nilssons inderlige vokal og lagde en dæmper på nummeret, der ellers er normalt er lig med hengivelse og lukkede øjne. Her blev illusionen forstyrret, og fornemmelsen af en gentagelse af 2014-koncerten blev mere gennemgående.
Men det skulle vise sig at blive et tab for dem, der havde valgt at gå. For nu kom kontakten til os nede foran, og det var, hvad der skulle til. Fra at stå tilbagetrukket på scenen og pudse sko med øjnene kom bassist Truls Mørck og guitarist Jonatan Ramm frem til kanten og tog sig mod til at lukke os ind i Graveyards univers. Og det blev, og er, et godt sted at være.
Nyfunden energi
Man skulle tro, at de ældre numre ville tænde mest op under publikum. Det gjorde de også til en vis grad, men nerven og energien hos Graveyard fandtes og blev forløst i de nyere numre, og det skabte en samhørighed med et sultent publikum, der trak koncerten op på et højere niveau.
Mørck var co-writer og guitarist på Graveyards første album, men forlod bandet inden udgivelsen. Da han kom tilbage, var det som bassist, og på Copenhell sang han ‘From a Hole in the Wall’ fra ‘Innocence & Decadence’, hvilket fungerede udmærket, uden at være en egentlig afbalanceret ligevægt til Nilsson, der er Graveyards signatur og store styrke. Også i det nye materiale fra ‘Peace’ blev det hørbart og kunne mærkes, at Nilssons vokal er stærkere end nogensinde.
For netop stemmen var på sit højeste, sammen med en mur af vellydende guitarriffs, fills og soloer, funderet i trommernes pondus. Efter en træg start med bassens dominans hørtes herefter ikke én forstyrrelse, mumlen eller sjælløs levering. Det var et band, der efter et par år i stilstand beviste, at de nu er tilbage på fuld styrke.
Graveyard tog et jerngreb om energien og samhørigheden med publikum gennem resten af koncerten, der blev en oprejsning fra sidst og bliver én af dem, vi med glæde kommer til at huske fra Copenhell 2018.
Velkommen tilbage på toppen!