Sammenbidte og sortsindede

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/45/3a/93/halshug-B2A2623-32-1467755290.jpg
03. Juli 2016    

Halshug crustpunkede igennem, spillede hele deres kommende album og var med til at sætte et heftigt punktum for dette års Roskilde Festival med en koncert, der dog var lidt for lang og ensformig.

Kunstner
Dato
02-07-2016
Genre
Trackliste
1. "Sort sind"
2. Afmagt
3. Knæl
4. "Indre"
5. "Udskud"
6. "Vold"
7. Total destruktion
8. Yderste rand
9. Gudsforladt
10. "Nederlag"
11. Inferno
12. "Vanvid"
13. "Mørket"
14. "Helvede"
15. "Ensom"
16. "Krig"
17. Kvælende frygt
(Ny sange i anførselstegn)
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Det var en god idé. At hive et københavnsk crustpunk-band ind for at lukke Roskilde Festival. Tidligere på ugen offentliggjorde Halshug, at deres andet album hedder 'Sort sind', og at det – ligesom debuten – udsendes via Southern Lord, til trods for de danske tekster. Lørdag aften fik vi alle ti skæringer live i Gloria-teltet (som vist i grunden er en lade). I hvert fald var der masser af nye indslag i Halshugs sæt, der lige kneb sig op på tre kvarter, mens et flot fremmødt publikum klemte de sidste kræfter ud i moshpitten sent på sidstedagen.

Nu er det ikke, fordi den københavnske trio gør noget specielt unikt med deres nyfortolkning af D-Beat-pionererne Discharge og Doom, der samtidig har en del til fælles med mere nutidige navne som Nails og Trap Them. Til gengæld gør de det dejligt sammenbidt og med et sort sind, som de også fik skudt godt ud over Glorias høje scenekant, selvom de klart er et klubband.

Halshug åbnede med titelnummeret fra deres kommende plade, en overraskende langsom sag, der havde mere tilfælles med 'Orgasmatron' end med 'The Possibility of Life's Destruction', men herfra var der fuld skrue gennem velkendte 'Afmagt' og 'Knæl'. Sange pisket af sted af trommeslager Mads Folmer Richter, der sammen med Night Fevers Jesper Andersen må være Københavns mest usvigeligt præcise punk-tøndebasker.

Foran ham snerrede Jakob Johnsen sig sammenbidt gennem sine danske tekster med afsæt i nihilisme, krig, vold, had og helvede, mens Mathias Schønberg slog det ene riff efter det andet af sted. Og publikum kvitterede med at sætte gang i moshpitten, navnlig i 'Total destruktion', 'Gudsforladt' og 'Inferno', og der blev ikke skruet ned for tempoet i velbetitlede nye sange som 'Mørket' og 'Helvede'.

Halshug lukkede med 'Kvælende frygt', og Richter væltede sit trommesæt ned fra podiet, som Keith Moon gjorde det for 50 år siden. Det var vel forudsigeligt, men det er københavnernes brutale punk også. Koncerten burde have været et kvarter kortere, men det er så også det eneste grimme, men langt fra uvæsentlige, der er at udsætte på de tres koncert på Gloria, der i hvert fald ikke skuffede de, der var kommet for at moshe kroppen i sænk.

Hold hellere øjne og øren åbne for 'Sort sind' i efteråret, hvor danskerne også tager på USA-turné.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her