Halvfemserfænomen kan endnu

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6f/ec/25/-XSF5320-29-1467105251.jpg
25. Juni 2016    

Svenske Clawfinger leverede et brag af en koncert, der som udgangspunkt var ren nostalgi, men endte med at være en energiudladning af de bedre.

Kunstner
Dato
25-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Clawfinger udsendte nogle udmærkede plader, hvorpå der var en del store hits tilbage i halvfemserne. Specielt debutpladen ’Deaf Dumb Blind’ fra 1993 var en kæmpesællert, der sparkede dem direkte ind på MTV med hit-singler, spilletid i radioen og omtale i hele verden. Deres politiske tekster parret med deres hiphop-vers og metalliske omkvæd var en cocktail, der ramte lige ind i en periode med røre i musikbranchen.

Den blev fulgt op af ’Use Your Brain’ i 1995, hvor deres største hit ’Do What I Say’ var på, og succesen fortsatte. Men den selvbetitlede tredje plade havde ikke samme energi og sange med hitpotentiale, hvorefter deres popularitet faldt lige så hurtigt, som den var kommet. En stjerne, der brændte hurtigt ud. Flere plader blev udgivet, men momentet var tabt, og trods evnen til at lave kontroversielle tekster har de siden da levet et liv i undergrunden. Mere som et halvfemserfænomen end et band med en relevant dagsorden.

I midten af nullerne efter deres syvende plade ’Life Will Kill You’ ebbede livet også ud for Clawfinger. De stoppede med at turnere, og nogle år senere blev det så officielt, at de var gået i opløsning. Men det er ikke nemt at holde en cirkushest ude af manegen, når først den lugter savsmuld. Så Clawfinger begyndte i 2014 at give enkelte koncerter hist og pist, hvilket anno 2016 bringer dem forbi Copenhell.

Lørdag eftermiddag indtager svenskerne så den store scene Helviti , og det, der som udgangspunkt skulle være lidt overbærende nostalgi og fællessang på de største par hits, blev alt andet end det. For bandet var kommet for at give den gas.

Forsanger Zak Tell bragede igennem med sit leopardjakkesæt og bandt slipset om panden som en anden Rambo, før de satte i gang med ’Prisoners’ og fulgte den op med ’Zeros and Heroes’, hvor Zak Tell allerede første gang er nede mellem publikum og synge. Derefter ’Money Power Glory’, og festen begynder så småt at brede sig.

Koncerten åbner sig for alvor, da de tager ’Rosegrove’ og ’Nigger’ lige efter hinanden. Så eksploderer publikum første gang, og kombinationen af den rappende forsanger og de metalliske strenge kører nu på fuld damp. Forsangeren undrer sig over, at han er på en dansk festival, og det eneste, bandet har på scenen, er vand. Det er efter, han er blevet båret rundt som crowdsurfer af publikum og fik stukket en fadøl i hånden. Det skal Copenhell ikke høre to gange, og ganske kort tid efter bliver der smidt to rammer med fadøl op til bandet. Der bliver skålet og derefter sat i ’Nothing Going On’.

Mens momentum er der, sætter de i ’Two Sides’, som har det ikoniske omkvæd, og så er der lagt op til en sikker serv i ’Biggest and the Best’. Clawfinger slutter stærkt af og bukker for publikum, der naturligvis ikke har tænkt sig at blive spist af med den omgang. Der skal mere svensk rapmetal på programmet.

Clawfinger kommer da også ud igen og spørger om publikum vil have en sang mere. De lægger ud med ’The Price We Pay’, og så er der gjort klar til de to sidste sange. Den første er ’Truth’, hvor bassisten André Skaug stagediver fra højtalerne ude i venstre side af scenen. Det er længe siden, vi har set en musiker gøre det fra højden, og det blev da også modtaget med stor jubel af publikum, der bar ham rundt og tilbage til scenen.

Da Clawfinger starter den sidste sang, ’Do What I Say’, eksploderer det voksne publikum i jubel over at være blevet taget 20 år tilbage i tiden og genopleve sange, der var ganske populære dengang. Clawfinger kan endnu live og spillede som netop den cirkushest, der har prøvet det hele før og stadig uden problemer kan piske en god stemning op på de helt store scener. Gæsterne på Copenhell kvitterede ved at synge bandet af scenen og gav et bragende bifald til de erfarne svenskere.

Der er ingen planer om, at Clawfinger gendanner sig selv for også at gå i studiet. Det vil nok også være spild af tid for alle parter. Clawfinger lever af deres numre fra de tre første plader, og publikum elsker nostalgien. Det, der gør dem værd at se, er, at de har energien i behold og formår at levere, når det gælder. Det er ikke sikkert, at Clawfinger giver koncert igen i Danmark lige foreløbig, hvis nogensinde, hvorfor det var en historisk tidslomme, der blev skabt på Helviti om eftermiddagen. Det var en virkelig god koncert og en ikke helt tosset opvarmning til Black Sabbath, der var hovednavn på samme scene denne lørdag.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her