Færøernes fornemste
Populær
De tidligere vindere af Wacken Metal Battle Færøerne beviste trods deres småfejl, hvor imponerende de nordlige øers voksende metalscene kan være.
Der var ikke det store fremmøde i Lille Vega denne onsdag aften, der startede med en artist talk med Hamferð ledt af Anders Bøtter – et fint tilbud til publikum, der dog i praksis desværre ikke fungerede grundet dårlige lydforhold. Heldigvis kan det modsatte siges om resten af programmet.
Danske Alkymist, der i januar udsendte deres debut-ep, ‘Element’, blev første band på scenen. Deres musikprofil er ikke det, man umiddelbart ville forbinde med de øvrige artister, men det var alligevel med til at give den samlede oplevelse et varieret præg, der sidst på aftenen skulle vise sig nødvendigt.
Kvartettens tydelige inspiration i post- og sludge metallens pionerer Neurosis er ikke til at komme udenom, men alligevel overraskede bandet undervejs med mere progressive tilgange, der særligt under et guitar- og basbaseret instrumentalstykke mindede om Tools mere skæve kompositioner. Med andre ord fejlede musikken og dens fremførelse absolut intet, men det gjorde medlemmernes optræden til gengæld. Den manglede både nærvær og selvsikkerhed, hvilket efterlod scenen som et tomrum.
Det modsatte gjorde sig gældende for Svartmálm, der for to år siden vandt den færøske udgave af Wacken Metal Battle. Med et fårekranie på mikrofonstativet, specieldesignede udklædninger og et gennemtænkt lysshow var bandet mere end overbevisende og fængende og uden tvivl det mest energiske og engagerede indslag, aftenen bød på.
Deres debutplade, ‘Svartmálm’, der udkom tidligere på måneden, og som undertegnede (og redaktionens elite) er svært begejstret for, blev spillet fra ende til anden. På trods af at bandmedlemmerne lever af at være professionelle musikere i diverse sammenhænge, lykkedes det dem dog aldrig at komme op på samme niveau som albummet. Der manglede dybde og dynamik i lydbilledet – og det er altså ærgerligt, når Vega trods alt har nogle af de bedste lydforhold, et københavnsk spillested kan tilbyde.
Den detaljerigdom og plads til individuel instrumentudfoldelse, der ellers karakteriserer debutudspillet, blev kvalt i en ægte og grumset black metal-tilgang til lydbilledet, der forhindrede musikkens kvaliteter i at komme frem og dermed fremstod ensformigt. Måske er det utaknemmeligt at forvente, at et band kan frembringe nøjagtig den samme lyd live som på plade, men at dømme ud fra Svartmálms evner er det bestemt ikke en umulig opgave.
Aftenens hovednavn, Hamferð, havde til gengæld styr på hele pakken. Bandet, der også er en del mere rutineret end aftenens øvrige navne, mestrede både lyd og optræden, og det kom derfor ikken som en overraskelse, at de var de store publikumsfavoritter.
Fra det øjeblik, det jakkesætbærende seksmandsorkester trådte på scenen, blev Lille Vega forvandlet til et begravelsesrum med en altomspændende melankolsk stemning. De tunge og velspillede doomtoner, medlemmernes gennemgående alvorlighed og stillestående mimik samt forsanger Jón Aldarás smittende indlevelse i musikken er en gennemtænkt pakke, som det er svært at sætte en finger på.
Alligevel blev det netop problemet – det blev for meget af det gode. Trods en meget fint sammensat sætliste, der sikrede udvikling og stigende intensitet koncerten igennem, og ikke mindst at de således sluttede på toppen, spillede bandet simpelthen for længe i forhold til, hvor stor variation deres optrædener byder på, og hvor længe publikum kan underholdes; det tog for længe at opbygge et klimaks, og det resulterede i udvandring under koncerten.
Der er ingen tvivl om, at bandet tager sig selv og deres koncerter meget seriøst, hvilket også smitter af på det udholdende publikum, men ikke desto mindre ville fornyelse og udvikling ikke skade. Hamferð har trods alt eksisteret i godt et årti, og selvom de i løbet af karrieren har oppet sig gevaldigt, burde deres i forvejen høje standard stige i takt med deres internationale anerkendelse.