I hoppeborgen med Hatebreed Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/81/4e/07/-B2A2940-copy-7-1461598869.jpg
25. April 2016    

Hatebreed halede et halvfyldt Amager Bio gennem en perlerække af karrierens største numre og fik salen til at minde om en overfyldt hoppeborg til en børnefødselsdag.

Kunstner
Spillested
Dato
24-04-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

Med deres heftige blanding af Slayer-influeret hardcore tilsat cementtunge breakdowns er Hatebreed indiskutabelt et af de bands, som har været med til at forme og definere metallisk hardcore og har om nogen medvirket til at udviske skellet mellem metal og hardcore.

Rødderne fra Connecticut er samtidig et af nyere tids mest succesfulde hardcorebands, måske især takket være den karismatiske brøleabe og utrættelige indpisker Jamey Jasta i front.  

Hatebreed gav første gang (album)lyd fra sig i 1997 og har ikke set sig tilbage siden. Et ægte working man's band, som næsten konstant er at finde på landevejen og scener verden over.

De gæve gutter har igennem årene været flittige gæster på danske spillesteder og festivaler, og i går var turen kommet til Amager Bio, hvor Hatebreed var på plakaten oven på en aflyst koncert i Vega sidste sommer.

Rust på rørene
Til tonerne af John Carpenters 'Halloween'-tema løb bandet på scenen og lagde ud med, hvad der umiddelbart lød som et nyt nummer fra den kommende plade 'The Concrete Confessional', som er på gaden i maj. Herefter 'Perseverance', det tonstunge titelnummer fra bandets gennembrudsplade fra 2001. Et  nummer, der sætter en tyk streg under, hvorfor bandets stil af nogle kaldes for hoppeborgshardcore ...      

Hatebreed var som sædvanlig fulde af energi, og Jamey Jasta indtog med lethed sin vante rolle som indpisker og forlangte med det samme en circle pit, hvilket han selvfølgelig fik prompte af det meget veloplagte publikum, som var fuldstændig ligeglade med, at det var søndag aften.

Selv om energien var til stede, tog det dog lige et kvarters tid for Hatebreed at banke rusten helt af. Trommeslager Matt Byrne var ved at løbe løbsk i sammenspillet med leadguitarist Frank Novinec, som er et godt stykke fra at være blandt metallens største musikalske begavelser.   

Den velkendte formular
Musikalsk har Hatebreed for længst fundet deres formular. Det er pågående, aggressiv og tempofyldt hardcore tilsat rigelige mængder breakdowns og groovestykker med pentatoniske Slayer-riff. Tekstmæssigt befinder vi os i et maskulint univers, som i store træk kredser om at være tro mod sig selv og sine værdier, om at smadre sine modstandere og om at holde fast og blive ved, også når alle odds er imod dig. Det er et produkt, som er enkelt at gå til og nemt at holde af, og som samtidig fungerer ganske upåklageligt i livesammenhæng.

Jamey Jasta lovede bod og bedring for sidste års aflysning og lovede, at vi ville få numre fra hele diskografien, så vi kunne fortælle alle ikke-tilstedeværende, hvad de var gået glip. Det løfte holdt han, og det viste sig, at de ældste og mest simple numre fungerede allerbedst, for eksempel den herlige 'Proven' fra albummet 'Perseverance', som altid er et hit live med dens afsluttende breakdown med det tilhørende Slayer-riff, som helt sikkert vil være perfekt lydkulisse til både trampolin og hoppeborg.

Rutineret, men forventeligt
Lemmy, som tog Hatebreed med på turne i 1999, fik et rest in peace og en hilsen med på vejen som optakt til nummeret 'Last Breath' fra 1997-debuten 'Satisfaction is the Death of Desire', hvorfra vi også fik 'Empty Promises' og 'Betrayed by Life'.   

Som nævnt fungerer Hatebreeds materiale i store træk upåklageligt live. Hatebreeds store udfordring er til gengæld at holde produktet spændende igennem en hel koncert på 65-70 minutter. Når bandet forsøger at søge uden om det formulariske, ender det lidt af sporet. 'Honor Never Dies' blev for eksempel en regulær stinker i kraft af nummerets gumpetunge melodiske omkvæd, hvor Jamey Jasta på fæl vis råbesynger, at han blot er en 'son, a brother, a father and a friend', men at han ikke ville være her, hvis ikke ham havde lært, at 'honor never dies'. Maskulint og tough og lidt for ømt, dels lyrisk, men mest på grund af den uskønne levering.   

Publikum var dog med til sidste strofe, og Hatebreed var en underholdende, om end en noget forventelig og rutinepræget omgang uden de store udsving til hverken den ene eller den anden side.

Opvarmningen stod de gæve jyder i Aphyxion for. Desværre var koncerten en af de mest tidlige og punktlige, vi længe har været udsat for, så da Devilution ankom ved 20.30-tiden, havde jyderne allerede blæst sig vej gennem deres opvarmningssæt. Vi beklager og lover at dukke troligt op, næste gang de unge mænd viser sig et sted i nærheden.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her