HDDT'14: Skepsisfremkaldende funeral doom
Populær
Skuffende koncert af de finske funeral doomere Skepticism, der både kæmpede mod træthed blandt festivalpublikummet og med fremførelsen.
De finske funeral doom-pionerer Skepticism skulle løfte en på alle måder tung opgave, nemlig at få deres slæbende musik ud over scenekanten selv om klokken for længst havde passeret midnat, og publikum var noget matte i sokkerne. Selv inkarnerede fans af bandet faldt fra som fluer inden koncertstart, fredagen havde trukket tænder ud, lørdagens offensive drukfremstød resten af gebisset.
Undertegnede var både træt og på fremmed territorium, jeg kendte intet til bandets diskografi, jeg vidste blot, at det her var funeral doom, og at klokken var mange. Måske var det derfor, jeg ikke var synderligt imponeret over præstationen. I retrospekt var det nok ikke lige så slemt, som jeg gjorde det til der lørdag nat, men sjældent har en koncert trukket så mange tænder ud. Tanken har strejfet mig, at det reelt set var meningen, at koncerten skulle være ubehagelig og nærmest umulig af komme igennem. Skepticism bevæger sig trods alt i et univers, hvor sorg, død og lidelse er tematiske tråde. Måske var det meningen, at det skulle føles lidt som en begravelse: ubehageligt og underligt storladent.
Det er tydeligt, at Skepticism kommer med død i bagagen, ikke kun fordi de optræder i krøllede jakkesæt, som var de netop trådt ind ad døren efter at have begravet lillemor, men forsanger Matti sporter en imponerende oldschool dødsvokal, og deres overordnede lyd giver et indtryk af et band, der tidligere har været død, hvilket de efter sigende også har. Nu er tempoet sat ned til doomy død, men råddenskaben ligger og lurer endnu, og understøttes fint af drævende dommedagsorgel og trommer. Det fungerede godt momentvis, men guitaristen fremstod en anelse usikker af og til, af uvisse årsager, og til tider sjoskede det lidt utight derudad, som et lidt daggammelt genopstandent lig. Desuden var det svært ikke at synes, at det blev en smule ensformigt, som koncerten skred frem, det hele gled sammen i et langt depressivt sørgeoptog, med enkelte udbrud der ruskede lidt liv i mig og andre småsovende publikummer.
Jeg tror hverken, at tidspunktet, de spillede på, eller min trætte hjerne ydede dem retfærdighed den lørdag nat. Skepticism virker ellers som et band, der har lige den rette mængde af episk og storladent forfald og fortvivlelse til at dræbe live. Som sagt dræbte de også på en måde, hvis ellers det ubehag, man følte, var tilsigtet. Jeg sporede mange glade ansigter i sært alvorlige folder i fanlejren, der blev til deciderede smil, da bisættelsen var lettet lidt. Jeg gik derfra med følelsen af, ikke at have fattet det. Skepticism skal vist have en revanche, såfremt de gæster byen igen. Umiddelbart fejlede det, men jeg tror sgu lidt, at fejlen også lå ved mig.