HDDT '15: Der er bid i den svenske hugorm
Populær
Göteborg har andet og mere end dødsmetal at byde på – det er Night Viper et udmærket bevis på.
Faces In The Mirror
Hammer
Curse
Night Viper
Run For cover
Enslaved
Dagger
Wolverine
Got Nothing To Lose (ekstranummer)
Night Viper starter godt ud med en lang, tung intro, før de vender 180 grader og skifter til en omgang hurtig protothrash-fræs. Vi har taget hoppet fra halvfjerdsernes doomede hard rock, der er velrepræsenteret på festivalen, og direkte ind i startfirserne et sted lige mellem NWOBHM og thrash. Tom Sutton (ex-Church of Misery, The Order of Israfel), der tidligere på aftenen stod på store scene med 70’erne-rockerne Horisont, svinger igen guitaren, men der vanker helt andre toner her; vrælende Hammett-solostykker og tonsende thrash-strumming er kommet på menukortet. Og det er en kærkommen afveksling fra de ellers overvejende tunge og sløve riffs, der kan høres gennem højtalerne på festivalen.
Det er tredje gang, Night Viper gæster København, og ifølge dem selv, elsker de at være på besøg i nabolandet. Spilleglæden er i hvert fald helt tydelig, da der ofte udveksles smilende blikke bandmedlemmerne imellem ved temposkift og overgange mellem de forskellige riffs – der er generelt brede smil bag de lange, krøllede lokker. Der er da også god grund til at glædes; publikum er godt med på trods af den sene koncert, og der både crowdsurfes headbanges heftigt i Dødsmaskinen.
Sidst i det 45 minutter korte sæt afbrydes fræsen af en langsommere og mere melodisk ballade. Desværre! For den tager lidt energien ud af et ellers hæsblæsende show. Heldigvis samler Night Viper til sidst op og afslutter sangen med et klassisk thrashriff, hvor trommeslager, Jonna Karlsson igen med fuld styrke hamrer løs på de stakkels trommeskind, mens der leveres synkroniserede guitarsving fra de tre mandlige bandmedlemmer.
Night Viper spiller godt for et forholdsvist nyt band, og specielt deres forsanger, Sofie Lee, er en oplevelse at se i aktion – at der kan være så meget stemme, power og attitude i så lille en dame, er yderst imponerende. Men de mangler stadig lige den sidste sammenspillethed, før de virkelig kan komme ud og erobre verden med deres klassiske heavy metal, der i øvrigt også sagtens kunne have gjort dem til et navn, havde de spillet i firserne. Til gengæld er der spilleglæde og fede riffs nok til, at man let kan tilgive dem en smule slinger i valsen.