HDDT '15: Kolossalt kedelige Conan

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/06/c5/1b/-E2P0217-49-1430951857.jpg
05. Maj 2015    

Med kolossalt høj lydstyrke forsøgte Conan at kompensere for manglerne i trioens jævnt kedelige musik.

Kunstner
Spillested
Dato
02-05-2015
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Allerede mens medlemmerne af Conan testede Ungdomshusets lydsystemer med de sidste forberedelser til deres optræden, sitrede Main Stage af energi og forventninger til trioen fra Liverpool, som er en favorit på Doomtown og tidligere har besøgt festivalen i 2013.

Conan begår sig i en dronet form for doom, hvor lange, repetitive opbygninger kulminerer i øresønderrivende klimakser. Trioen er kendt for at spille ekstremt højt, og denne aften var ingen undtagelse. Fra første taktslag satte det massive lydtryk hele salen i bevægelse, og bandets lydbølger nærmest sugede publikum til sig og omdannede koncertsalen til et trykkammer pakket med tung varme, tunge vibrationer og ikke mindst masser af tung røg.

Spagfærdig frontmand

Frontmand og guitarist Jon Davis rockede hætteklædt ud, men selv om der er stor lyd i Conan, er der ikke meget lyd i mandens tynde og raspende råbevokal, som ofte lå i det ubehagelige spændingsfelt mellem rent og falsk. Groft sagt lød vokalen flere gange direkte komisk og latterlig. Måske Conans vanvittige lydstyrke er en form for kompensation for denne yderst spage stemmepragt. Bedst var det, når det spage brøl blev sekunderet af bassistens dybe growl.

Lidt mere flæsket pondus var der over den store vikingetype, som gæstede scenen og brølede med på et enkelt nummer. Der var kraft i vikingegællerne, men til gengæld var mandens timing og gestik ikke den bedste, så også denne gæsteoptræden forekom en smule komisk frem for at være decideret musikalsk berigende.

Ensformigt og lidt primitivt

Som koncerten skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at Conan ikke har meget andet at byde på end repetitive sangstrukturer og enorm lydstyrke, mens der er langt mellem de mindeværdige riffs. Bandet spiller sådan set helt fint, og især trommeslager Rich Lewis bød på en energisk og medlevende optræden. Men musikken er ikke desto mindre ensformig og primitiv, og når man dertil sætter den vanvittige bas og generelle lydstyrke, fik Conans optræden mere karakter af en dubstep-koncert frem for en metalkoncert. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil