HDDT ’15: Porten blev åbnet
Populær
Abysmal Grief tog med deres særlige horror metal publikum med på en rejse til mørket i det hinside, hvor alt gik op i en højere enhed.
På sidste års udgave af Heavy Days in Doom Town var det ligesom, at der havde været Abysmal Grief og så alle de andre. Her et år senere både op til festivalen og midt under den gik snakken stadig om det italienske horror-bands koncert sidste år, og ikke mindst om de igen kunne levere en sjælelig oplevelse af ekstraordinær karakter.
Det kunne de stort hele vejen igennem den time, Ungdomshusets store scene blev henlagt til de mørke magter. Salen var lukket af, lige indtil bandet gik på søndag, som vel nok det mest imødesete navn på sidste udgave af festivalen. Scenen var som forvandlet til det sorteste tempel, med frontmand Labes C. Necrothytus’ keyboard placeret på et alter midt af scenen, omgivet af gotisk gitterhegn, brændende lys og store kors.
Kvartetten entrede scenen, påklædt som hver deres figur til seancen. Necrothytus som velklædt bedemand i mørkt jakkesæt. Bassist Lord Alastair svøbt ind i en sort kutte, guitarist Regen Graves som præst, og trommeslager Fog sad med kappe svunget over sin bare overkrop, der afslørede et tatoveret pentagram på brystet og et omvendt kors hængende om halsen.
Visuelt og musikalsk har Abysmal Grief unægteligt skelet til deres legendariske landsmænd i Death SS, der sidst i 70’erne pionerede den her meget visuelt udtryksfulde horror-genre. Men hvor ikonerne har deres kronede dage bag sig, synes Abysmal Grief at være midt i dem.
Så enestående, overbevisende og originalt at andre grupper i den teatralske genre, som eksempelvis britiske Hell, fremstår som dilettantgrupper ved siden af.
Italienernes særlige stil i form af tung, til tider heftig og hurtig, doom metal kombineret med Necrothytus’ toner af orgel og cembalo, der har en dominerende effekt i lydbilledet, fremstår helt unik. Ja, med nærmest en så foruroligende effekt, at kroppen forlader tid og sted og bliver suget ind gennem porten til Abysmal Greifs dystre univers.
Igennem 60 minutter tog Abysmal Grief publikum med på en transcendental rejse til det mørke rige hinsides, hvor de fire musikere med den kryptiske Necrothytus forrest i prædikestolen udførte de musikalske ritualer. Fra ’The Necromass, They Always Answer’ over ’Cultus Lugubris’ til ’Creatures From the Grave’.
Især i Ungdomshusets rammer gik det italienske rædselskabinet op i en højere enhed. Abysmal Grief lod de okkulte kræfter få så frit spil, at numrene smeltede sammen til et langt euforisende trip af den sjælelige slags, der gerne måtte have varet længere end 60 minutter.