Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Helhesten prustede igennem

Populær
Updated
Helhesten prustede igennem
Helhesten prustede igennem
Helhesten prustede igennem
Helhesten prustede igennem
Helhesten prustede igennem
Helhesten prustede igennem
Helhesten prustede igennem
Helhesten prustede igennem

Headbangers Ball Tour lagde lørdag aften vejen forbi København, hvor hovednavnet Helhorse sikrede succesen.

Kunstner
Spillested
Dato
23-11-2013
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Headbangers Ball-turnéen kom lørdag aften forbi Beta på Amager i København. Inden koncerten lagde spillestedet lokale til Musikparlamentets debat om dansk metal og genresnobberi i medierne. Emnet var allerede inden blevet gennemdiskuteret på de sociale medier, hvilket var et godt og sundt tegn.

Undertegnede kunne ikke selv nå at overvære arrangementet, men debatten endte angiveligt som lidt af en ligegyldig fuser, uden der blevet draget nogle bemærkelsesværdige konklusioner.  Sådan gik snakken i hvert fald bagefter blandt flere af de overværende tilhørere. Men initiativet skal nu stadig have ros herfra.

Det var syvende stop på Headbangers Ball-turnéen, siden de tre bands fra København startede i Ålborg 1. november. Og man mærkede også, at der denne aften næppe har været samme energi på scenen, som der sikkert har været i de forrige weekender.

De atmosfæriske black metallere fra Solbrud åbnede til stanken af røgelsespinde fra scenen. Om det så var bandet eller Beta, der havde fået den fikse ide, så skal den slags hippiehipsteri stoppes omgående!

At Solbrud var inviteret med på den traditionsrige og prestigefyldte turné synes at være kulminationen på et forrygende år for kvartetten. Ingen andre upcoming danske metalbands kan i hvert fald bryste sig med hverken en nominering til musikkritikernes Steppeulv for ”årets håb” eller en tjans på årets Roskilde Festival. Det er helt fortjent, for selvom deres selvbetitlede debut fra sidste nok er en anelse monoton i det med albummets meget lange numre, så er bandet gerne en fed oplevelse live, som de suverænt beviste til Total Carnage Fest III i foråret i Pumpehuset.

Sådan blev det bare ikke denne her aften, hvor bandet havde svært ved at få deres velkendte dystre stemning ud i lokalet. De forrige ugers koncerten lød til at have tæret på sanger og guitarist Ole Luk Pedersens  stemmebånd. Den hæse og growlende vokal kom flere gange ret hullet ud af frontmanden, og bandet fremstod i det hele taget ret isoleret på scenen, i forhold til hvordan de ellers plejer at fange publikums opmærksomhed.

Isoleret føltes aftenens næste navn ikke. By The Patient formår altid at fyre den af, og der var bestemt ikke mangel på stemning foran scenen.  Alle virkede faktisk mere eller mindre til at kende hinanden på spillestedet, og det føltes nærmest mere som en stor fest end en koncertaften. Og festligt frem for decideret fedt beskriver da også bedst indslaget med By The Patient, der nok fyrede den af, men ikke i helt samme veloplagte og hårdtslående stil, bandet plejer at gøre sig i.

Der var nu heller ingen tvivl om, at Helhorse som hovednavnet var aftenens helt store trækplaster. De havde fra start til slut publikummets opmærksomhed, og begge parter havde unægtelig en gensidigt svedig oplevelse.

Bandet har helt sikkert også fået en større – og velfortjent – fanskare med efterfølgeren til debuten ’Oh Death’, der udkom for to måneder siden. ”Et stort skridt fremad” lød dommen her på siden, hvor der blev kvitteret med fem stjerner til udgivelsen. Med deres rå guitarriffs og benhårde slugde-tempo samt frontmand Mikkel Wad Larsens energiske nærvær på scenen har Helhorse den helt rette sammensætning til, at succesen nok kun kommer til at blive større. Formatet fejlede gennem en times tid ikke undervejs, hvilket en crowdsurfende frontmand da også vidnede om. Nyt og gammelt materiale blev leveret med overskud og oprigtig indlevelse, og bandet sikrede en afslutning med seriøst god pondus. På en aften som ellers startede jævnt ud.