HELL – YES!
Populær
Hell sejrede helvedes meget på Metal Magic Festival!
For det danske metal publikum er der et lille kuriosum ved det engelske band Hells logo.
Det består i at navnet er skrevet i versaler gennemhullet af skråtliggende trefork, hvilket umiskendeligt får det til at se ud, som om der står "HELLE". Det gav sig da også udtryk umiddelbart før bandet entrede scenen i Fredericia kl. 23 fredag aften, hvor råbene taktfast lød "Helle! – Helle! – Helle". Hvorvidt bandet tog det som udtryk for, at danskere er nogle sprogspassere vides dog ikke.
Nu er det jo ikke så længe siden Hell blev anmeldt her på siden for deres koncert på årets Sweden Rock Festival, hvilket resulterede i en sådan ”Jo, jo – men så alligevel”-anmeldelse. Alligevel har vi valgt at anmelde bandet live endnu en gang. For dels var Hell et af hovednavnene på årets Metal Magic Festival og dels bør bandet også anmeldes under omstændigheder, hvor det kommer til sin ret. Hvilket vil sige: Når dagslyset har opgivet kampen over for mørkets kraft.
Efter Hell havde befundet sig i et limbo i næsten 25 år, udkom bandets første album i 2011 og det er også samtidig kun godt et år siden, at bandet for første gang gav koncert igen. Siden er det blevet til nogle stykker, og det kan ses. Fremførelsen af sangene sker til perfektion.
Teater eller koncert?
Måske er det derfor også forkert at kalde det for en koncert, for Hell live er vel i højere grad en forestilling. Intet er overladt til tilfældighederne. Når guitaristerne sætter foden på monitorerne på scenekanten er det garanteret indstuderet, ligesom de mange synkrone hævede og sænkede ”kast” med trippelformation med guitar og bas i bedste Judas Priest-stil.
Sangeren David Bower er et kapitel for sig. Han er performer og vokalist – i den angivne rækkefølge. Han optræder med håndfrit headset i bedste Britney Spears-stil, hvilket giver ham frihed til at benytte begge hænder som visuelt udtryksmiddel, idet han hele tiden er i bevægelse og er nede på knæ, oppe at stå og rundt omkring. Også hans optræden er garanteret indstuderet til perfektion. Det er måske uretfærdigt, at jeg fremhæver hans performerrolle frem for vokalistrollen, for han synger faktisk rigtig, rigtig godt. Dette ikke mindst taget i betragtning, at han hele tiden er bevægelse og skifter imellem forskellige mere elle mindre udklædte roller som pestmeddeler med klokke, præst, piskesvingende flagellant mv.
Repertoiret består naturligvis af sangene fra albummet. Sange som bandet i sin oprindelige form indspillede på demoer tilbage i 80’erne. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at materialet egentlig ikke fremstår gammeldags. Det skyldes måske, at selvom ofte bandet omtales som en del af NWOBHM-fremkomsten i startfirserne, så lyder det på ingen måde som Iron Maiden, Saxon, Def Leppard, Angel Witch etc. Hell er langt mindre fokuseret på det iørefaldende omkvæd og langt mere orienteret mod de hurtige riffs og gentagne temposkift, hvilket giver mindelser om såvel Judas Priest som Mercyful Fate.
Topprofessionelle
Live er det under alle omstændigheder påfaldende, at selv om hovedparten af bandets medlemmer har været borte fra de store scener i rigtigt mange år, så bærer det her ikke på nogen måde præg af, at der er tale om et hyggeband. Live fremstår bandet snarere som om det er i gang med den 10. verdensturne. Professionalismen er helt i top. Respekt for det!
Måske er bandets numre en smule enslydende, hvilket igen kan henføres til de manglende omkvæd, men en ting er sikkert: Medlemmerne er enormt fokuserede og formår at stykke det hele sammen i en imponerende - musikalsk såvel som visuelt - liveoplevelse.
Nogle vil synes, at det hele er for instuderet og savne improvisation. Men er man til et godt show, så skal man godt nok til meget større og garanteret også dyrere navne for at finde Hells ligemænd.
Og jo, bandet skal opleves efter mørkets frembrud, hvor deres kostumer, lysshow og sceneudsmykning til fulde kommer til sin ret.
Jeg følte mig voldsomt underholdt.