Herlig stank af død og råddenskab Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/84/e6/81/dog-rmf-53-1491645087.jpg
08. April 2017    

Fra en støjende start til en sublim seance. Denial of Gods forestilling var fredags aftens højdepunkt på Royal Metal Fest.

Spillested
Dato
07-04-2017
Trackliste
Veni Spiritus (Intro)
1. The Curse of the Witch
2. Behind The Coffin's Lid
3. Klabautermanden
4. The Shapeless Mass
5. The Book of Oiufael
6. Robbing the Grave of the Priest
7. Black Dethe
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Den sad skarpt i næseborene. Lugten foran scenen. Om det så var sidemanden, der havde en fæl dag, eller om det rent faktisk kom fra bandet, så passede den rådne stank af kattepis og plejehjem på de forreste rækker i hvert fald perfekt ind i stemningen.

Som altid havde Denial of God forvandlet scenen til en kirkegård med medlemmernes navne indgraveret i hver deres gravsten. Og som altid stod bandet med corpse paint og iført lasede klæder og lignede skikkelser fra det hinsides, som det kræves af de roller, kvintetten indlever sig i under musikken.

Denial of God har siden dannelsen i 1991 altid søgt efter at være en musikalsk horrorfilm – kult eller kikset, afhængig af øjnene, der ser, og ørerne, der lytter.

Sidstnævnte havde det ikke nemt, da genfærdene gik på efter introen ’Veni Spiritus’ og lagde ud med klassikeren ’Curse of the Witch’. Det makabre sceneshow gav øjeblikkelig visuel pondus til musikken, men den druknede desværre i et miskmask af støj.

Selv så bandet heller ikke tilfredse ud og bad om mere guitar efter indledningen. ”Alt er kaos heroppe, men det må i bare leve med,” konstaterede frontmand Ustumallagam tørt ud til publikum.

Det var til at leve med. For der kom styr på det tekniske, og gæsterne gik ikke fri af et mægtigt musikalsk mareridt. ”For os er ingen koncert en rutine,” fortalte guitaristen Azter til os i et interview i sidste uge, og den indstilling mærkes.

Denial of God lever sig helt ind i universet, og gæsterne på Royal Metal Fest gik med begejstring ind i det.

Vi fik fortællingen om ’Klabautermanden’ fra 1999 til ’The Shapeless Mass’ fra den kommende plade, hvor trommeslager Galheim i den grad viste, at hans tornadofart er rygraden i gruppen. Der var eddermaneme smæk på!

Det har der som bekendt været siden begyndelsen i landets ældste black metal-band. Fra 1996's debut-cd ’The Ghouls of DOG’ kom ’Robbing the Grave of the Priest’ i et eksplosivt tempo, mens Ustumallagam omklamrede sig selv i sin psykotiske trance, som var han en yngre udgave af idolet Alice Cooper i sin spændetrøje.

Inspirationen kommer åbenlyst fra chok-rockeren Cooper og koryfæerne i Mercyful Fate og Death SS, men Denial of God har taget virkemidlerne til sig uden at kopiere, men inkorporerer i stedet stilen og har skabt deres helt egen.

Det sønderjyske band er unikke på den danske scene og skiller sig netop ud fra flokken på den fede måde.

Ikke bare visuelt, men også musikalsk. For det kræver også mod at kaste sig ud i de lange og krævende kompositioner, som især den ni minutter lange og fremragende ’Beyond the Coffin's Lid’.

Fra den voldsomme start til det sørgmodige midterstykke, der klinger af en westernmelodi fra Ennio Morricone med Azters rene guitar alene i centrum (hvis publikum så ellers holdt kæft imens!), til musikken igen brager løs, og fortællerstemmen skifter vinkel fra livet og til den fra gravens dyb med Ustumallagam, der skråler ’So this it how it feels to die”.

Et fremragende nummer fra ’Death and the Beyond’, der cirka står som den bedste black metal-plade, der er lavet i dansk musikhistorie. Herfra hvor vi også fik den fandenivoldske afslutter ’Black Dethe’, der veksler mellem det voldsomme udtryk over et melankolsk midterstykke til et medrivende katharsis i midttempo, der afslutter sangen.

Publikum bangede med hele vejen igennem – og sikken formidabel afrunding på en times koncert, der gik fra en støjende start til en sublim seance.  

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her