Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Problematisk ubekymrethed

Populær
Updated
Problematisk ubekymrethed
Problematisk ubekymrethed
Problematisk ubekymrethed
Problematisk ubekymrethed
Problematisk ubekymrethed
Problematisk ubekymrethed
Problematisk ubekymrethed
Problematisk ubekymrethed

Det er svært ikke at lade sig rive med af Honningbarnas ungdommelige energi og kåde liveshow. Men de moralske tømmermænd trænger sig på.

Kunstner
Titel
+ Orcas
Spillested
Dato
03-03-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Det virker noget uforsigtigt at sælge øl i flasker, når man sætter et band på scenen, der så insisterende indbyder til at få tyret dem efter sig, som Orcas gør det.

Men vi er jo pæne mennesker, os, der er kommet her i aften, så naturligvis gør vi ikke sådan noget. Vi klapper og griner fornøjet af bandets bevidst primitive pigtrådsrock med dansksprogede tekster om at ryge hash og være langhåret, selvom det reelt nok er mere De Nattergale end Troels Trier, de ender med at lyde som. Vi er kommet for at have en festlig aften, er vi da, så vi tager det hele i stiv arm og lader Devilution-anmelderen og hans sidekick om at stå og skumme af raseri over, at nogen byder dem noget så forfærdeligt som Orcas. 

Det kan godt være, at det her har virket som en fortræffelig idé på hvad det nu end er for en højskole, der har undfanget Orcas, men man kunne godt ønske sig, at de havde kastet sig over keramik eller hvad som helst andet, der ikke ville få dem til at stå på en scene her til aften og tage vores tid.

Men de pæne mennesker griner med og lader være med at kaste flasker efter dem. Det er gode samfundsborgere, der er her i aften for at få sig en punkrockfest. Det grå hår er fremherskende, gennemsnitsalderen er godt op mod de 40, og det er lidt overraskende, når hovednavnet selv består af mænd i midten af tyverne. Men Honningbarna appellerer altså tydeligvis til det publikum, der voksede op med punk i 80’erne og 90’erne og fyrede den af med garagerock ind i 00’erne. Honningbarna leverer punkrockfesten med garanti, hvad en lind strøm af billeder af stagedivende bandmedlemmer gennem de senere år har dokumenteret på de sociale medier. Så det er sådan set ikke så overraskende, når en mand i det øjeblik, koncerten starter, prikker mig på skulderen og spørger, om det mon ikke er nu, man skal kaste sit plastickrus med den sidste sjat øl op mod scenen. Det er jo sådan, man gør.

Revolutionsromantik
Til en Honningbarna-koncert er der så meget, man gør uden at tænke for meget over det. Man bærer sangeren på sine hænder, når han vil ud i publikum og synge. Man griber guitaristen, når han kaster sig ud fra scenen. Hver gang. Man synger med, når man bliver bedt om at synge med. Man begejstres, fordi det er svært ikke at blive det. Musikken er rask og rasende, og melodierne er så fængende, at man slet ikke kan modstå det. Det virker upåklageligt, næsten lidt for godt.

At anklage Honningbarna for at være kalkulerende er lige så omsonst som at anklage dem for at spille på deres blåøjede, ungdommelige idealisme. Selvfølgelig gør de det, og selvfølgelig er de det, det er der ingen diskussion om. Der, hvor det bliver problematisk, er, når idealismen får dem til at favne hvad som helst, der er i opposition til det middelklasse-Norge, de selv er rundet af. Pressebilleder foran Lenin-statuer, et palæstinensisk flag på scenen, ‘Pyongyang Freedom Fighter’ trykt på de T-shirts i det nordkoreanske flags farver i merchboden. Fordi totalitær kommunisme er dritkul, ass. Og hvis man bliver træt af den og træt af at bo i anarkistisk kollektiv, kan man altid søge tilbage i velfærdsstatens trygge favn, uden at der er sket nogen skade. Det er revolutionsromantik, ligesom det var det i Skambankt for 10-15 år siden, og det er godt at råbe med på, mens festen er i gang, men bagefter kan man godt stå med en lidt ærgerlig smag i munden over, hvad det egentlig er, man har råbt. Om man reelt kan stå inde for det.

Men den slags overvejelser er der sjældent tid til, mens klaveret spiller, og de unge gutter i matchende sømændsuniformer kaster sig ud i publikum. En fyr bliver inviteret op på scenen for at lære resten af salen at synge sloganet “Det der er ABC / Det der er ACAB”: Det er jo klassisk radical chic lige at associere sig med anti-autoritære bevægelser og hooliganisme på sikker afstand af de brændende biler. Hen mod slutningen af koncerten gentages stuntet, da Edvard Valberg henvender sig til en kvinde på første række, som han har set synge med på alle sangene hele koncerten igennem. Om hun mon også kender den sang, der hedder ‘Penthouse Perfekt’? Og vil hun så ikke komme op og synge duetten sammen med ham, nu hvor Haley Shea, der synger hittet på pladen ‘Voldelig lyd’, ikke er med på touren. Selvfølgelig vil den helt tilfældigt udvalgte kvinde i publikum det, og det hele spiller så perfekt, at man er halvvejs inde i sangen, før det går op for en, at det måske slet ikke var så tilfældigt endda. Det ville faktisk være et godt kneb at plante en gæstesanger i publikum på den måde, hvad jeg i det øjeblik går ud fra er tilfældet, for det virker præcis så inkluderende, som Honningbarna gerne vil være det.

Da koncerten er slut efter to omgange ekstranumre, har alle fået et billede af enten sig selv eller nogen fra Honningbarna, der stagediver. Alle har været nede og købe en finurlig nordkoreansk t-shirt eller en tudegrim orange hættetrøje, som de aldrig kommer til at gå med, men som virker som en fantastisk idé lige i det øjeblik. Det gør Honningbarna i øjeblikket. Det er først bagefter, de moralske tømmermænd melder sig.