Honningbørnene gjorde det igen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/00/c5/c9/-T1X7585-62-1445796622.jpg
25. Oktober 2015    

De norske punkere fulgte op på årets Roskilde-optræden med endnu en veloplagt opvisning i, hvordan man leverer en højenergisk og kompromisløs punkkoncert uden omsvøb.

Kunstner
Spillested
Dato
21-10-2015
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Den ramme dunst af sved, øl og gamle læderjakker kildrer næseborene, og den fugtige varme fra de mange fremmødte kroppe skaber saunalignende tilstande i Muskcafeens trange, gamle og stemningsfulde lokaler på Huset i Magstræde. En totalt udsolgt aften med punk på programmet, og norske Honningbarna er leverandøren, som samtidig skal forsøge at følge op på deres højspændt medrivende Roskilde-optræden tidligere på året.

Det har de tydeligvis tænkt sig, og de bliver bogstaveligt talt båret på hænder og fødder af et tændt publikum. Første guitarriff af hittet 'Prinser av Sarajevo' fungerer som en sprængladning, der forvandler rummet til et kaos af klistrede kroppe, som vælter rundt mellem hinanden på den sparsomme foran scenen. På Musikcafeen er scenen i praktisk gulvhøjde, og det er altid et godt udgangspunkt for en fed kontakt mellem band og publikum.

Crowdsurfing og cello

Honningbørnene giver igen med fuld mønt, og allerede i andet nummer har forsanger Edvard Valbard møvet sig vej gennem publikum og er kravlet op på mikserpulten bagest i lokalet, hvor han sætter sig på hug til nummerets klappende mellemspil og frygtløst kaster sin vævre lille krop ud i publikum, som bærer ham tilbage på scenen, hele tiden med hovedet millimeter fra det lave lofts virvar af rør og kabler.

På scenen får vi også Valbards signatur, en helt fantastisk ramponeret cello, at se og høre. Den drukner en smule i lydbilledet, men det er fedt at se den lille frontmand file manisk og headbangende på det store, klodsede instrument. Især på syng-med-hittet 'Fri Palestina', som vi får efter utallige opfordringer, fungerer celloen godt. Ingen tvivl om bandets punkrødder og politiske tilhørsforhold her.  

Kort og kontant

Til slut får vi også et kækt rockende cover af The Equals' 'Police on My Back', som sætter publikum i bevægelse igen, inden bandet smutter i hi i backstagelokalet. De vender tilbage med et enkelt ekstranummer, og efter blot små 40 minutter er koncerten overstået. Energiniveauet taget i betragtning kan man ikke klandre bandet for koncertens længde, men publikum kunne ville uden tvivl gerne have haft et kvarter mere. Til gengæld skal bandet være hjertens velkomne her i landet en anden gang.  

En koncert med Honningbarna er lige så meget en rensende proces for krop og sjæl, som det er en musikalsk oplevelse. Med deres simple og højenergiske punkrock taler de til publikums helt basale amok-instinkt, og som tilhører skal man enten være både dum og døv eller bare kedelig for ikke at lade sig rive med.

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her