Horrorpunk malet tykt på
Populær
Den totale mangel på forventninger var en god indgangsvinkel, da koncerten med Wednesday 13, Sister og The Defild både bød på nedture og positive overraskelser.
Som forventet var fremmødet ikke overvældende fra start, og størstedelen af publikum stod først udenfor og tømte deres Llmbrusco, mens de skreg om, hvor lækker Dani Filth er. Jaså. Frygten for at være alderspræsident blev dog hurtigt aflivet, da det tydeligvis også var en del, der var kommet for nostalgitrippet - og måske ikke selv havde sluppet teenagetiden. Mængden af hårfarve og nittebælter var i hvert fald helt enorm, og det var en af de sjældne gange, man følte sig udenfor med sine ikke-sønderrevne jeans og sit ufarvede hår.
For selvom musikken ikke var helt til at skære over en kam, så var der en tydelig fællesnævner: nemlig et tykt lag hvid og sort makeup og strategisk slidt tøj. Publikums tøj, hårfarve og makeup ville nok samlet svare hele Black No. 1 i Studiestrædes varelager, og selvom det måske var lidt plat, så var det til at se bort fra, da musikken gik i gang.
To gange gennemsnitlighed
The Defiled fra England har før gæstet København, nærmere bestemt årets COPENHELL, hvor de spillede på den mindste scene Pandæmonium. Og det på trods af at blive kaldt ‘The Saviours of UK metal’ af magasinet Kerrang! Deres mening skal man dog som regel tage med et gran salt. Det er i hvert fald forståeligt, at The Defiled ikke var som hovednavn, og hellere ikke trak det helt store publikum i Beta. Musikken er ganske gemen metalcore med en snert af horrorpunk - eller, det udtrykker deres udseende i hvert fald. Der er dog ikke noget hårrejsende over dem, og da de fjollede igennem mellem numrene med tyk londonsk accent og kørte mere stand-up, end godt var, blev det lidt svært at tage deres gennemført sminkede stil seriøst. Især da den ene guitarist var iført lædermaske, som en Hannibal Lecter på vej til fetishfest. Vi blev taget fra et breakdown til et andet og fik en del melodiske omkvæd, og efter en halv times tid var The Defiled overstået. Uden de helt memorable oplevelser.
Andet band var svenske Sister med en lidt mærkelig kombination af sleaze og screamvokal. Ikke helt vellykket, og rimelig ulideligt i længden, da rytmikken og den instrumentelle ensformighed hurtig blev for meget. Jeg har i forvejen meget lidt til overs for sleaze, og da det så blev overtrumfet af noget meget påtrængende skrigeri, blev det nødvendigt at opleve resten af koncerten ude fra baren. Der er en bonus ved spillestedet Beta, da det sagtens er muligt at se scenen fra støjmæssigt sikker afstand.
Positivt indfriet mangel på forventninger
Oplevelsen tog dermed et lille dyk inden hovednavnet Wednesday 13. Uden nogen forventninger overhovedet fandt jeg min plads forholdsvis tæt på scenen i selskab med en die-hard fan, der lige havde givet mig et lynkursus i musikken inden. Overraskende nok var det mest Murderdolls - Wednesdays 13s tidligere band med Joey Jordison - der havde spillet i anlægget mellem bandene. Det afslørede lidt, at vi ikke kun skulle udholde numre, der blev indledt med ‘This next song is from our newest album...’ - som ingen alligevel har hørt.
Og det var faktisk kun en enkelt gang, jeg erindrer at have hørt vendingen denne aften. For Wednesday 13 lagde stærkt ud og holdt stilen med en god omgang oldies - som publikum tydeligvis primært var kommet for. På trods af mine forbehold over for en musiker, der vælger at voldtage Ramones' ikoniske minde (som så mange før ham) med teksten ‘I Wanna Be Cremated’, så går Wednesday 13 an som meget habil horror punk. I hvert fald i liveformat, for det var svært ikke at synge lidt med på lyriske mesterværker som ‘my home sweet homicide’ og ‘R-A-M-B-O/blow ‘em up like Rambo’, når hele salen var oppe at køre. Med ‘I Love To Say Fuck’ var det dog lidt sværere at more sig over linjer som ‘I love to say fuck in my car/Fuck when I’m walking in the fucking park’, men det hører ligesom til. Og det var med den og et par andre numre, at Wednesday 13 repræsenterede Murderdolls ved aftenens show. God stil, da det bestemt ikke skal forventes, at soloartister spiller andet materiale end deres eget. Et enkelt nummer fra Frankenstein Drag Queens From The Planet 13, nemlig ‘197666’, var der også plads til på sætlisten, og publikums ekstase var meget håndgribelig under de klassiske numre. Det var også til at blive overtalt, da musikvideoen til ‘I Walked With A Zombie’ - der hovedsageligt er materiale fra ‘Night Of The Living Dead’ - havde kørt på væggen ude i forhallen, og Wednesday 13 selv var malet som det ikoniske dødningeansigt, der popper op i splitsekunder i løbet af ‘The Exorcist’. Det var i hvert fald en meget helstøbt oplevelse, og langt fra ren spild af tid at se Wednesday 13 i Beta.
Det, jeg kunne have været foruden, var det nyere materiale, der mest af alt lød som noget, Rob Zombie kunne have lavet og ikke være særlig stolt af, og det flød meget sammen i ét. Dog skal koncerten med Wednesday 13 fremhæves som langt federe og mere autentisk end showet med ‘The Twins Of Evil’ forrige år i Valby Hallen. Især fordi spillestedet Beta, med max. kapacitet på 150 mennesker, hurtigt bliver meget intimt på den gode måde. Det klædte showet i mandags.
Wednesday 13 kan anbefales live. Folk fik hvad de kom for, og det skal de også nogle gange have.