Hypnotisk, psykotisk

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/65/8b/c4/24304-h1w8768-1397722730-27-1401116670.jpg
13. April 2014    

Gendannede britiske Loop tog Roadburn tilbage til den britiske neo-psykedeliske 80'er-scene med masser af guitarstøj og soloer signeret Robert Hampson. Koncerten bød samtidig på festivalens bedste lyd takket være en meget aktiv lydmand.

Kunstner
Spillested
Dato
12-04-2014
Genre
Trackliste
1. Soundhead
2. The Nail Will Burn
3. Pulse
4. Straight to Your Heart
5. Fade Out
6. Collision
7. Vapour
8. Arc-Lite (Sonar)
9. Fever Knife
10. Afterglow
11. Burning World

Ekstranumre:
12. Roller Coaster (13th Floor Elevetors)
13. Mother Sky (Can)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Når britiske Loop dette år optrådte på Roadburn, så havde det først og fremmest at gøre med, at bandets frontmand Robert Hampson sidste år optrådte sammesteds med Godflesh. Det var også i den forbindelse, at gendannelsen blev annonceret sammen med nyheden om, at kvartetten ville lægge vejen forbi dette års festival. Loop har intet med metal at gøre, men intensiteten af de feedback-syrede sange er vældig.

Bandet eksisterede oprindeligt mellem 1986 og 1991, inden det gik i opløsning, og de to guitarister, Robert Hampson og Scott Dowson, fortsatte med det mere eksperimenterende projekt Main; sideløbende med at førstnævnte altså spillede guitar på en række af Godfleshs plader. Men nu er Loop reaktiveret, og sidste år spillede de deres første koncert efter gendannelsen på den britiske All Tomorrow's Parties-festival.

Lørdag aften var de hovednavnet på årets Roadburn, og til trods for deres hverken sludgede eller metalliske udtryk var der faktisk godt fyldt i den store sal. Eller det blev der i hvert fald, som koncerten skred frem. Men det var også en overbevisende opvisning, gruppen gav med Hampson som kapelmester og resten af bandet, der næsten ikke fik spotlys tildelt, og som var som indbegrebet af "rytmefundamentet" i musikken.

Stooges i trance

Loop byggede i sin tid videre på The Jesus & Mary Chains feedback-inficerede dunkelpop, men i et mere dystert og støjende univers, der mindede mere om de samtidige Spacemen 3's psykedeliske hærg, og Hampsons desorienterende guitarspil var sammen med Kevin Shields' ditto i My Bloody Valentine med til at definere genren shoegaze. Og kvartetten virkede vital på Roadburn, hvor en særdeles aktiv lydmand sørgede for de bedste forhold hidtil.

'Soundhead' åbnede seancen og understregede Loops evne til at tage et minimalistisk nærmest Stooges-agtigt riff og bygge en tranceagtig, hypnotisk stemning af det via simple trommer og bas, og i dette tilfælde også en lydstyrke, som kunne mærkes fysisk. Lydmanden brugte guitarernes angreb til stereoeffekt fra den ene højtaler til den anden og eftermanipulerede tydeligvis med et væld af effekter, der fik sangene til at ramme endnu bedre end på plade.

Inspirationerne uden på skjorterne

Loop stillede i besætningen fra den tredje og sidste plade, 'A Gilded Eternity' (1990), med Dowson på guitar, Neil Mackay på bas og trommeslager John Wills, og især de to sidste fik tæsket højdepunkterne – 'Pulse' og den The Doors på opium med droneguitarer-agtige 'Fade Out' – frem med et tungt drive, der understregede, at Loop ingenlunde var malplacerede på Roadburn. På samme måde ramte hypnotiske 'Straight to Your Heart' helt perfekt som en noise-bastardiseret udgave af Ted Nugents 'Stranglehold'.

Undervejs tog Hampson og bandet form af et stofskævt jamband med inspirationerne uden på skjorterne. 'Vapour' var eksempelvis bygget op om Mackays basriff, der landede som Pink Floyds 'Set the Controls for the Heart' sat op i et hurtigere tempo, mens den atypisk trommedynamiske 'Arc-Lite (Sonar)' vækkede Silver Apples' syrede spøgelse til live, og 'Afterglow' flirtede med post- og dark-punk a la Joy Division, og alt dette gik en anelse ud over momentum i koncertens anden halvdel.

Eminent hypnotisk afslutning

Til gengæld rundede Loop af med bulder i basdrevne 'Burning World', hvor Hampson og Dowsons guitarer nåede det hallucinerende i grænselandet mellem My Bloody Valentine og Spacemen 3. Cirka med samme effekt som 13th Floor Elevators havde i deres LSD-drevne rock fra 60'erne, så det gav mening, da det første ekstranummer netop var en udgave af dette bands 'Roller Coaster' (som Spacemen 3 tilfældigvis også fortolkede i sin tid).

Hampson dedikerede aftenens sidste sang til to gutter, han havde mødt i hotelelevatoren; endnu et cover, nemlig tyske Cans hypnotiske minimalist-psykose, 'Mother Sky', som Loop indspillet en fantastisk fortolkning af. Lige så eminent var Roadburn-udgaven, der satte punktum for en af årets bedste koncerter på festivalen, der favner fantastisk bredt for et åbensindet publikum, der fortsat tager imod eksperimenterne på en vis, som man formentlig næppe finder magen til nogen som helst andre steder.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her