Kontrolleret vildskab Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/96/72/5f/-DSF2209-76-1462776952.jpg
06. Maj 2016    

Iggy Pop var en suveræn kaospilot, men bandet spillede for pænt og for kontrolleret Kristi Himmelfartsdag i Falconer Salen.

Kunstner
Spillested
Dato
05-05-2016
Genre
Trackliste
Lust for Life
Sister Midnight
American Valhalla
Sixteen
In the Lobby
Some Weird Sin
Funtime
Tonight
Sunday
German Days
Mass Production
Nightclubbing
Gardenia
The Passenger
China Girl

Ekstranumre:

Break Into Your Heart
Fall in Love With Me
Repo Man
Baby
Chocolate Drops
Paraguay
Success
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Der er noget næsten naturstridigt over, at Iggy Pop stadig er i live. Og man skal slet ikke lave dårlige ordspil over Kristi Himmelfartsdag, som var dagen for hans koncert i København. Men i en tid, hvor rocklegenderne i den grad har nået canceralderen og dør i især utide, synes det usandsynligt, at Iggy Pop stadig er i live. Han har ellers ikke sparet den muskuløst senede krop for kemiske stimulanser, men den (gisp!) 69-årige sanger ser ud til at være i umanérligt fin form og i godt humør.

Alligevel er der lidt en fornemmelse af, at det er næsten sidste gang, man får muligheden for at se Iggy Pop. I hvert fald har han udtalt, at det seneste album, ’Post Pop Depression’, er det sidste større værk fra hans hånd, hvad det så ender med at komme til at betyde. Men albummet handler ifølge ham selv om, hvad der sker, når ens anvendelighed mindskes og forsvinder, og hvad der skal ske med den arv, man efterlader sig. Baseret på aftenens indtryk af manden selv er der dog et stykke vej til støvets år.

Læderkroppen
Pop er bakket op af et stiligt klædt band iført røde jakker og sorte bukser, anført af kapelmesteren Josh Homme (Queens of the Stone Age) på guitar og andenstemme, bestående af Queens of the Stone Age-medlemmerne Dean Fertita og Troy van Leeuwen, Matt Sweeney på bas (hvis generalieblad er så langt, at det ikke kan oplistes her) og den kompetent kedelige Matt Helders (Arctic Monkeys) på trommer; Sweeney og van Leeuwen undtaget er det samme hold, som medvirker på ’Post Pop Depression’. Pop selv starter såmænd også koncerten iført jakke, men den ryger hurtigt af til fordel for den ikoniske bare overkrop bestående af ren læder.

Med en sætliste, der primært består af sange fra de to klassiske sen-70’er-album lavet med David Bowie, ’Lust for Life’ og ’The Idiot’, blandet med sange fra ’Post Pop Depression’ (der er mandens bedste i mange år), er der på forhånd lagt op til en stor aften. Det blev da også til tider en stor aften, men det blev også en ujævn aften. Og det er vel – med Pops usandsynligt ujævne solokarriere in mente – på sæt og vis passende. Men samtidig også frustrerende, når nu man ved, hvordan en Iggy Pop-koncert kan udarte sig.

Men det er, som om koncerten simpelthen er lang tid om at komme i gang, efter ellers at være startet ganske forrygende med ’Lust for Life’ som åbningsnummer og hensigtserklæring. Men koncerten går også lidt i stå efter den efterfølgende ’Sister Midnight’, hvor det er, som om særligt de nye numres forholdsvis sofistikerede arrangementer går til grunde i Falconer Salens lyd, der selvfølgelig ikke er Forum-katastrofal, men næppe kan kaldes decideret fremragende.

Det er først cirka tre kvarter inde i koncerten, under ’Funtime’, at koncerten løfter sig igen for alvor med Iggy Pops stagediving ned blandt publikum på ølgennemvædede gulv, før han i samme nummer er oppe på scenen igen og viser bar røv og spankulerer rundt som en hunkat i løbetid. Her tages også en trumf hjem med ’Tonight’, hvor Hommes guitarsolo har episk schwung.

Det farlige
Af de nye numre er det især singlen ’Gardenia’, der vækker begejstring og sågar fællessang. En herligt sjofel tekst med en Robert Crumb-agtig amazonefantasi, der nok skal kunne give Henrik Marstal røde kinder og uorden i den frisure, han har approprieret fra tidligere minister Pia Gjellerup. Og en af den slags skæve popsange, der lige præcis er for skæve og overraskende til at være bredtfavnende hits, som passer så godt til Iggy Pop.

Til gengæld er ’The Passenger’ efterhånden en af de (i øvrigt virkeligt gode) sange – ligesom ’Satisfaction’ og ’Enter Sandman’ – der er blevet overspillet så mange gange, at man egentlig lever fint foruden den. Og sådan er det gået op og ned med ’China Girl’ som et andet højdepunkt, inden de mange ekstranumre, hvor Iggy Pop såmænd tager en længere æresrunde blandt publikum under ’Fall in Love with Me’, hvor Devilutions udsendte også får lidt rockstjernesved.

Selvom stagediving og en mere intim publikumskontakt er set mange gange før, føles det endda næsten lidt farligt. Også selvom Iggy Pop konstant er omgivet af sikkerhedsvagter under den efterfølgende æresrunde. Måske siger det noget om, hvor sikkert og ordentligt og professionelt koncerter efterhånden føles. Selv en spontan hændelse som denne er pakket ind i sikkerhed, men måske netop derfor føles det livsbekræftende, at det rent faktisk stadig sker, at det kan ske, også i 2016.

Alternativt = pænt?
Det er med andre ord ikke, fordi Iggy Pop ikke giver den alt, hvad den kan trække, og at publikum ikke elsker det. Pop taler om kultforfatteren William S. Burroughs og dennes forsøg på at leve et alternativt liv, og han siger, at Danmark også er et alternativt land, og publikum er selvfølgelig også vilde med det, og mere fadøl spildes på gulvet, og de fleste har nok glemt, at Burroughs hadede København, da han besøgte byen i 1957, fordi den var for velordnet, for ren, for pæn, for kedelig. I hvert fald er det en pudsig forskydning af, hvad der er alternativt, der er sket siden dengang.

For velordnet, for rent, for pænt, for kedeligt kan man også til en vis grad kalde det kompetente backingband. Helders' trommer er i hvert fald, og gid man var taget på turné med en trommeslager med noget mere swing. At kalde resten af bandet kedelige er nok at stramme den, men der er noget lidt for fersk og kontrolleret over dem i store dele af koncerten. Det er et godt band, men der er for mange gange, hvor de ikke er med til at løfte koncerten. Det virker skudt over mål, at Politikens musikredaktør kalder bandet ”det måske bedste band, han nogensinde har haft”. Det er også en hån mod The Stooges.

Iggy Pop kan ellers nærmest bære en koncert alene, men manglen på modspil frem for medspil gør, at koncerten kun nogle gange hæver sig op til de ekstatiske højder, man kan og bør forvente. Selv i det hårdest rockende nummer, ’Repo Man’, er deres spil for kontrolleret en kontrast til hovedpersonens vildskab. På den måde passer de måske alligevel ind i Falconer Salen og dens for en rockkoncert evigt fremmedgørende bar-setup. Der kommer ikke noget uventet, noget farligt fra den kant. Det må Iggy Pop selv sørge for, det gør han, og jeg vil så gerne knuselske denne koncert ligeså meget, som jeg knuselsker Iggy Pop i almindelighed, som jeg elsker hans egen præstation under denne koncert, men der mangler det ekstra, der ville gøre mig ligeså begejstret, som store dele af publikum er.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her