Ikke et job for en tømmermand
Populær
Job for a Cowboy kunne ikke holde sig i sadlen, på Europa-turneens sidste aften.
Job for a Cowboy har været i vælten siden debutpladen 'Genesis' i 2007 og mere end bandet fortjener, vil nogle måske mene. Mange kender orkesteret, men musikken er måske ikke så skide original, at det gør noget. Man får hos cowbøjderne en god gang døds-core, der er ganske skarpt eksekveret, men numrene er i for høj grad lavet efter samme skabelon, til at man bliver kåd. Måske musikken heller ikke gør noget for bandets medlemmer, når det kommer til stykket – man kunne i hvert fald godt få den mistanke...
Kan hypen holde?
At dømme efter bandets optræden på sidste års Roskilde Festival, kunne det dengang ikke live leve op til studieniveauet, og det skulle vise sig, at kvintetten heller ikke formåede det denne gang. Musikerne virkede fjerne og trætte som om de hellere ville være andre steder end på en scene for enden af et halvtomt rum. Pauserne mellem numrene var lange, og lur mig om klappen ikke gik ned for frontmand Jonny Davy og han glemte, hvad han var ved at sige, hvilket kunne skyldes, at bandet havde taget hul på fejringen af europatourneens afslutning, selvom det lige manglede dette sidste københavnershow.
Musikalsk set kom kvintetten hæderligt i gang, og hat samt heavyhorn skal løftes og luftes for den tighthed bandet spiller sammen med. Men på trods af den rytmiske tjekkethed sivede energien nummer for nummer ud af foretagendet, og mod slutningen var der ikke meget mere smæk på end lyset fra bedstefars dynamolygte i tung tøsne.
Til sidst strammede de sig dog gevaldigt op, og man nåede lige akkurat at tænke pæne tanker, inden grunden til den nyvunde energi blev afsløret: Koncerten var færdig, og de kunne komme ind og ligge i fosterstilling, eller hvad de nu hellere ville end at spille livemusik.
Publikum gjorde sit bedste
Det overvejende unge publikum gjorde ellers en hæderværdig indsats for at koncerten skulle lykkes, og der blev moshet som gjaldt det livet – hvad det sådan set også gjorde for koncertens vedkommende. Moshernes ihærdighed blev dog ikke tilstrækkeligt belønnet musikalsk, så også denne elskede smadderdans ebbede efterhånden ud.
Om den noget flade præstation skyldtes tømmermænd, kan man kun gætte på. Det undskylder dog stadig ikke Job for a Cowboy, som burde være mere professionelle, dets berømmelse taget i betragtning. Hypen holdt med andre ord heller ikke denne gang.