Råddenskaben lever videre Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/95/bf/b7/1-29-1507560104.jpg
09. Oktober 2017    

CPH PIX og Bombehusets dedikerede hyldest til 'Headbang i Hovedlandet' blev et varmt gensyn, og Illdisposed leverede et mere end værdigt flashback til deres kronede dage, mens Goats totalteater var for viderekomne.

Kunstner
Titel
+ Goat
Spillested
Dato
07-10-2017
Trackliste
1. Die Kingdom
2. Reversed
3. Depersonalisation
4. We Lie in the Snow
5. Near the Gates
6. Submit
7. Wake Up Dead
8. Purity of Sadness
9. There's Something Rotten
10. Psychic Cyclus I-III

Ekstranumre:
11. Dark
12. Weak Is Your God
13. Throw Your Bolts
Fotograf
Stefan Sørensen
Forfatter
Karakter
4

Da det for et par måneder siden blev offentliggjort, at den efterhånden legendariske dokumentar om det jyske metalmiljø i 1990'erne skulle fejre sit 20-årsjubilæum i Pumpehuset med Illdisposed, der ville spille et sæt dedikeret til perioden fra 1994-1997, som dokumentaren tager udgangspunkt i, gik der ikke mere end tre uger, før billetterne var udsolgt. Der var næppe mange af de fremmødte, der ikke havde set 'Headbang i Hovedlandet' før, men når det kommer til stykket, var det da også klart Illdisposeds tidlige dage, der var det store scoop denne aften. En periode, der ikke gives megen plads i deres sætlister i dag. Snakker vi dansk død fra 1990'erne, er Illdisposed indiskutabelt blandt de vigtigste, som udover deres fordrukne slagsbror-omdømme dengang udgav 'Return from Tomorrow', 'Submit' og 'There's Something Rotten... In the State of Denmark', der alle skiller sig ud fra meget af den resterende danske death-scene med hårde grooves, punchy trommer og så the one and only Bo "Subwoofer" Summer til at lægge det dybe growl.

Inden vi dog når så langt, indledtes denne hyldest i Bombehusets store sal, hvor stolerækker var linet op til en god fællesgriner over en svunden tid i metalhistorien. Instruktør Niels Arden Oplev introducerede filmen, som havde været en hæsblæsende oplevelse af en tid, hvor Nidhug, Infernal Torment, Goat og Illdisposed på hver deres måde alle levede på kanten af den virkelighed, som de ellers befandt sig i til daglig. Filmen var planlagt til at have premiere 2. juledag på TV2 i bedste sendetid, og Oplev mindedes særligt, hvordan programlæggerne på TV2 blev helt blege i masken, efter Scott Jensen havde læst de rørende tekster op om at dræbe sin far af misundelse for selv at kunne knalde med sin mor. At Jensen sidenhen selv sagde, at det selvsagt er ren og skær sjov og ballade, uagtet hvordan hans egen mor havde reageret på teksterne, ændrede ikke på det faktum, at dokumentaren blev udskudt til først at blive sendt et halvt år senere i værste sendetid. Niels Arden Oplev var ikke i kridthuset på TV2, men den blev taget varmt imod af det danske metalmiljø, uanset hvor mere eller mindre ufrivilligt komisk alle bandene fremstod.

Ordet blev derefter givet videre til Lasse Bak, der som bekendt har den dominerende rolle hele vejen igennem filmen, både som guitarist i Illidsposed og som forsanger i det mildest talt useriøse black metal-projekt Goat. Bak pointerer på vanlig humoristisk vis, at Arden Oplev “vel er rockstjernen nu. Jeg er på grænsen til småt brændbart”.

Om filmen er der blevet sagt mangt og meget, også fra egne rækker, og der er derfor ingen grund til at gå dybere ind i indholdet af dokumentaren. Hvad der til gengæld er værd at nævne, er, at en solid del af stolerækkerne var fra samme generation som de medvirkende og derfor kendte 'Headbang i Hovedlandet' som deres egen bukselomme. Foran mig sad en fyr, der decideret citerede flere af de herlige oneliners undervejs, og hele salen skraldgrinede på de helt rigtige tidspunkter. En helt anden oplevelse end at sidde derhjemme foran kukkassen, for endelig fik dokumentaren den fremvisning, den fortjener, og uagtet den noget middelmådige lyd- og billed-kvalitet, den til tider har, så er det altså ikke afgørende, når filmen portrætterer bandsene så underholdende og så ægte, som Arden Oplev her har gjort. Respekt til ham, og tak til publikum, som i sig selv gjorde det til en særligt memorabel oplevelse at gense 'Headbang i Hovedlandet'.

Efter filmseancen var publikum forvist til underetagen, mens stolerækkerne blev ryddet væk, inden Illdisposed indtog scenen. Indimellem var vi dog også blevet lovet et show på den lille scene fra Goat, omend af en lidt anden karakter, end man kunne forvente. Lasse Bak havde på forhånd selv anmeldt koncerten for at hjælpe os hårdt udsendte anmeldere med de sigende ord: "Goat var et skandaløst vidunder. Denne anmelder har aldrig set noget lignende, og selv ordet 'totalteater' virker tomt”.

Og jo, man må på sin vis give Bak ret, for hvad vi stod vidne til, var en scene beklædt med intet andet end et trommesæt med to trommer og en hi-hat. Bandet kom sidenhen maskeklædte ind på scenen med akustisk guitar og el-guitar, og en meningsløst lang intro spillede videre, mens de poserede for galleriet. Introen stoppede, og Goat hamrede løs på guitaren, tilsyneladende uden at have tændt for den. De forlod scenen og startede forfra, nu med en anden intro med selvironisk speak fra Bak, hvor han blot bad dem om snart at slukke for introen, som blev ved i flere minutter. Nuvel, de kom tilbage på scenen og begyndte igen på samme vis, men Goat fræsede derudad uden lyd på guitaren. Efter 10 dybt meningsløse minutter sluttede de sættet af med en sang, som en fan havde skrevet til Goat, efter det svenske band af samme navn var på programmet på Roskilde Festival. Denne fan var tilsyneladende manden på den akustiske guitar, og resten af bandet stod så klar med A2-ark med omkvædet påskrevet, som de løftede og vendte efterhånden som omkvædet skred frem, så skrål-med-effekten var sikret. Tåkrummende kikset, men bevares, det var tro efter den obligatoriske, lunt uimodståelige Lasse Bak-humor, som også gennemsyrede debuten 'Sacred Pilgrim', og selv om jeg da havde drømt om bare en lille smule “GA-GA-GA-GA GA-GA-GA-GOAT WANTS SATAN”-vokal undervejs, er Goat anno 2017 uden for kategori og jævnt hjælpeløse at anmelde. Skandaløst, tjo, vidunder, tjaaaa, men umiskendeligt Lasse Bak på godt og ondt.



Øverste sal blev åbnet, og Illdisposed gik på scenen til lyden af Depeche Modes 'To Have and to Hold', inden de selv slog de tunge toner an med 'Die Kingdom', som formodentlig heller ikke har været på deres sætliste de sidste 20 år. Nostalgi eller ej, så er Illdisposed anno 2017 en tight sammentømret enhed med Batten og Holst som gedigne riffmaestros. Det er dog et andet groove, der har domineret deres lyd i de senere år, og uagtet at fokus er på de gryende år i 90erne, så er der altså en anden energi og professionalisme over det band, vi ser her, end det vilde og uregerlige band, jeg så på Pitstop i Kolding i 1998. Melodien er i fokus, og tonerne sidder præcis som på pladerne fra dengang. Det er bestemt godt eksekveret. Det er dog i særdeleshed Bo Summers selvudnævnte subwoofer-vokal og altid bondsk århusianske accent og humor, der tager keglerne hjem. Det, at Bo Summers søn bliver trukket op på scenen bærende Illdisposeds først producerede band-T-shirt, og Illdisposeds størte danske fan HeavyJohn, der har dyrket dem fra deres spæde år, som også kommer på scenen, viser, at bandet har hjertet på rette sted.

Jakob Batten bærer i dagens anledning en gammel Infernal Torment-trøje, nu hvor Scott Jensen ikke kunne være der, eftersom han i stedet valgte at fejre jubilæet med Dawn of Demise i Huset denne aften. Hvorom alting er, nød vi andre et genhør med sjældent spillede klassikere som 'Depersonalisation', 'Psychic Cyclus I-III' og titelnummeret fra 'Theres's Something Rotten...', som i det hele taget fyldte meget af sætlisten. Et enkelt nummer fra debutten 'Four Depressive Seasons' blev der også plads til i form af 'Reversed', som blev dedikeret til Lasse Bak, der havde skrevet nummeret tilbage i 1991. Afslutningvis fik de mindet os om, at der altså også var sket lidt i Illdisposed-regi siden dengang, med tre numre fra Batten-årene.

Det er tydeligt, at Illdisposed mere end noget andet er Bo Summers band, og han bærer også fortsat scenen med nerve, humor og det vederstyggeligt dybe growl. At banddynamikken i dag er en helt anden, mere stramt organiseret størrelse end dengang, må næsten tages for givet, og uagtet at dele af det groove, som Illidsposed besad i deres kronede dage i 1990'erne denne aften fik et mere klinisk udtryk, så var det et dejligt gensyn med et band, der tog varmt imod udfordringen at dedikere en aften til en æra, der efterhånden er mere eller mindre forsvundet ud af deres sætlister. Moshpitten taget i betragtning var jeg vist langt fra den eneste, der forlod Bombehuset med et par blå mærker og et smil på læben.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her